*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvorfor kan eliten ikke tåle, man kritiserer Folkemødet?

Jeg elsker Folkemødet, men forholdt mig forud for det kritisk til begivenheden. Det skulle jeg aldrig have gjort …

Folkemødet er virkelig folkeligt. Det er slet ikke elitært. Der er masser af billige overnatningspladser, og turen til Bornholm koster det rene ingenting. – Sådan skulle man åbenbart skrive, hvis man skulle positionere sig som værende på samme hold som dem, der bestemmer over medierne, skriver alle klummerne og i øvrigt kører høj pistolføring på de sociale medier.

Men det vil jeg ikke. For selvom jeg også kan lide Folkemødet, mener jeg, at det er absolut på sin plads, at man forholder sig kritisk til det. Det er fair nok, hvis man ikke er enig i kritkken eller ligefrem synes, den er urimelig. Men kritik må der være plads til, og måske der også er grund til den.

Det er holdning, det virker relevant at fastholde, idet Folkemødet her flere dage efter, det er afsluttet, stadig debatteres forbløffende heftigt på de sociale medier.


Nej, der er ikke kun ”elite” på Folkemødet

Over de dage, Folkemødet løber af stablen, deltager 100.000 mennesker. Og ja, det siger sig selv, som flere også har anført, at ”eliten” (hvis man for eksempel definerer den som beslutningstagere og dem, der har direkte ørenlyd hos beslutningstagere) ikke er så stor. Dermed, ja, der er ”almindelige” mennesker på Folkemødet. Mange. Men procentuelt er det godt nok tankevækkende at se, hvor store dele af ”eliten”, man støder på i Allinge de dage, Folkemødet løber af stablen. Folkemødet kan sagtens både være elitært og folkeligt. Det er absurd og en krænkelse af almindelige menneskers begavelse at forsøge at nedtone det elitære aspekt ved begivenheden.

Men netop de mange mennesker gør, at det kan være lidt en kunst at finde overnatning til rimelige priser, hvis man ønsker at deltage i alle Folkemødets dage. Især firmaer er med til at presse priserne op.

Der ud over er det ikke helt billigt og nemt at komme til Bornholm, selvom det er blevet lettere at komme fra forskellige steder på Bornholm til Allinge, hvor Folkemødet finder sted.

Det er dermed ikke fuldemandssnak, når nogle af mine Facebook-kontakter har spøgt med, at det koster det samme at deltage i Folkemødet som en sviptur til Rom eller Paris.

Det er dermed heller ikke fuldemandssnak at sætte spørgsmålstegn ved, hvor folkelig begivenheden er, idet det trods vores relative overflodssamfund ikke er alle, der har økonomisk mulighed for at tage på sviptur til Rom eller Paris ... eller Allinge.

Ærgerlige mediefolk

Men trods de sådan set meget lødige kritikpunkter af Folkemødet, kan man opleve især nogle mediefolk blive virkelig ærgerlige over, at nogle kan beklikke Folkemødets folkelighed.

Det skyldes givetvis, at de mennesker, som er i nærheden af beslutningstagere og medier, ikke er vant til, at der er nogen som forholder sig kritisk til det, de kan lide. "Hvem kan dog have noget imod demokrati og folkelighed," synes de at tænke. Men det er slet ikke det, der fylder, når nogle forholder sig kritisk til begivenheden.

Men igen, dem, der elsker Folkemødet mest højlydt er (ud over politikerne, som hele tiden skal stå model til kritik og kritiske spørgsmål) simpelthen ikke vante til, der er nogen, som tør sige dem imod.

Netop mediechefer synes særligt begejstrede for begivenheden på Allinge. Og det er virkelig godt, for så prioriterer medierne arrangementet, hvilket kommer læsere, lyttere og seere til gode, hvilket igen øger politikernes motivation for at deltage. Og så – vupti – bidrager Folkemødet faktisk til demokratiet, selvom det måske ikke i sig selv er specielt demokratisk.

Selvfølgelig opretholdes skellet til eliten

Der er ikke noget galt i, at debattører, mediefolk, politisk interesserede og laget af politikpåvirkere elsker Folkemødet. Ligesom der vel heller ikke er noget galt med at forholde sig kritisk til, hvor tilgængeligt Folkemødet er for de danskere, som ikke ernærer sig ved arbejde, som primært foregår ved en computerskærm.

Som jeg skrev om Folkemødet i 2015 efter at have deltaget i to af slagsen: Folkemødet er ikke mere folkeligt, end jeg bliver en zebra af at blive malet i ansigtet som, når jeg er med børnene i zoologisk have. For det skel, der er, mellem beslutningstagere og borgere, bliver altså ikke med et revet ned, bare fordi alle parter er på Bornholm samtidig.

Det er selvfølgelig det, der irriterer os. I et af verdens mest lighedsfikserede lande, tåler vi ikke at blive konfronteret med, at der er forskel på folk. Og dér – midt i al sin påståede folkelighed – er der selvfølgelig især på Folkemødet, hvor beslutningstagere er forsamlet, stadig forskel på folk.

Men sådan er det jo, og sådan må det formentlig være for at det giver mening for beslutningstagerne at prioritere en tur til øen. Det bliver i hvert fald ikke ændret ved, der rases på Facebook.


Folkemødet er, hvad man gør det til. Men det forudsætter, man er der

Man møder på Folkemødet de tilstedeværende organisationer og enkeltpersoner, sådan som de selv gerne vil præsentere sig – noget, der i høj grad er væsentligt i et demokrati og som ofte ikke kan rummes i den daglige mediedækning. Men man skal være der for at opleve det.

Det er værd at huske på, midt i al brokkeriet, at selve det at deltage jo er gratis. Og hvis man ikke kommer med diæter, fordi man er på arbejde for en interesseorganisation, et parti eller en lobbyvirksomhed, så er der en rigtig glimrende Netto i Allinge. Det er da også løjerligt, hvis det provokerer, man ikke kan komme til at sove på 5-stjernet hotel under netop Folkemødet, idet mange af os i andre sammenhænge er tilfredse med noget langt mindre prangende.

Politiken beskriver det egentlig meget godt i deres artikel ”Ikke hele Folkemødet er for ’folket’”, at det siger sig selv, at der er mange forskellige motiver for at deltage i de nu efterhånden højtprofilerede dage på Bornholm:

»Ministeren kunne i hvert fald få aftensmad 12 gange derovre, hvis vi takkede ja til dem alle«, siger en pressechef, der ønsker at være anonym.”

Men at et Public Relations firma byder udvalgte politikere på dyr middag tager jo ikke noget fra den, der i sandaler og med solskoldet næse lykkeligt spadserer rundt og suger indtryk til sig.

Således var det måske værd, at både de allermest begejstrede og de allermist forbitrede over Folkemødet rykkede længere ind midt på skiven, der hvor vi kan snakke om, hvordan en begivenhed, som allerede efter syv år er blevet en stor succes, bliver endnu bedre.



Praktisk om næste års Folkemøde.

  • Hold øje med Folkemødet og Bornholms Turistbureau på Twitter. Der kan man indtil sidste øjeblik få besked om, hvor der stadig er ledige overnatningsmuligheder. 
  • Hold øje med fly-afgange til Bornholm lige til det sidste. Man kan være heldig at få fat i en afbudsbillet.
  • Planlæg turen i god tid. Vær ikke så bekymret for, hvor på Bornholm, du finder overnatning indenfor dit prisleje: De dage, Folkemødet løber af stablen, fører alle veje på Bornholm til Allinge, så man skal nok komme dertil fra andre steder på øen.
  • Pak let. Tag ikke en regnfrakke eller paraply med. Masser af organisationer uddeler regnslag. Paraplyer dækker for de andres udsyn, så drop den nu bare.
  • Vær åben og venlig overfor folk, du møder. Der er en stor chance for, du på den måde bliver inviteret med til en festlig, venskabelig diskussion med nogle mennesker, du ikke kender i forvejen, i et eller andet hyggeligt sommerhus.
  • Bliv der om søndagen. Mange PR-folk, mediefolk og politikere er taget hjem der. Men søndag er dermed en mindre hektisk dag, hvor der er mere plads til at fordybe sig i de organisationer eller lignende, som man er faldet over de andre dage, men måske ikke lige har fået kigget forbi, fordi man skulle nå nogle bestemte debatter.
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Angela Brink (f. 1972) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000. Forud for det læste hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i tre år. Hun har blandt andet arbejdet som reporter på TV2/Nyhederne, som nyhedsanalytiker i tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i De Forenede Arabiske Emirater og som chef for kommunikation og public affairs i tænketanken CEPOS. I 2002 udgav hun romanen Tæsk på forlaget Gyldendal.
Seneste blogs
Af Jens-Kristian Lütken
25.07.17, 14:49
En tastefejl skal ikke udløse en parkeringsbøde Læs mere
Af Signe Munk
25.07.17, 14:37
"Tillykke til jer. Eller hvad siger man? Det er jo bare fordi, I er også kvinder, og det er jo kvindelandsholdet", sagde han. Og jeg tænkte fandeme nej. Tillykke til OS og Danmark. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
24.07.17, 14:34
Selvom især de borgerlige partier gerne profilerer sig i medierne på en stram kurs over for kriminelle udlændinge, så sker der absolut ingenting. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.07.17, 10:38
Grænseforeningen fremstår i dag som en vækkelsesbevægelse for menneskerettigheder, minoriteter og asylindvandring. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.07.17, 10:03
Nej, er det korte svar. Ikke når man ser på tallene. Læs mere
Af Annika Smith
22.07.17, 12:51
Jeg er ikke et dumt svin. Altså ikke nødvendigvis. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
21.07.17, 22:31
To forskere har optrevlet et elitenetværk i Danmark fyldt med erhvervsfolk, som de hævder sidder på magten. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
21.07.17, 19:07
Hvad mere skal til, for at vi kan lukke Nordvest Privatskole? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
21.07.17, 12:09
Sagen fra Minneapolis fortæller om alvorlig slagside hos medierne. Læs mere
Af Finn Slumstrup
21.07.17, 11:10
En sammenhængende strategi for infrastrukturen er påkrævet. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her