*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

White Girl 2

Den nye digtsamling – White Girl 2 – af forfatterinden Christina Hagen siger noget interessant og væsentligt om vores samtid.

For mig er kunst en måde at bearbejde og forstå det ubegribelige, hvad end der er tale om nazismens opkomst eller en spirende forelskelse. Derfor holder jeg øje med nye udgivelser for at se, om der er nogen af dem, som er rigtig kunst og hæver det trivielle op til noget universelt. Sådan et værk dumpede for nylig ind ad min brevsprække fra forlaget Gyldendal. Og minsandten om det ikke var tale om en digtsamling af forfatterinden Christina Hagen, hvis bog White Girl 2 udkommer i dag den 24. maj.

White Girl 2 er skrevet i et tilstræbt inkompetent sprog – ind i mellem med håndskrift andre gange med mystisk stavning og tilsyneladende umotiveret tegnsætning. Men hurtigt bliver det klart, at den tilsyneladende manglende beherskelse af det danske sprog er et fortælleteknisk greb, som skaber et lag af distance til det, bogen handler om. Det må have været en spændende udfordring at give sig selv rent stilistisk, idet forfatteren samtidig opretholder en stringens i sit vrøvlesprog, som lykkes fuldstændig.

Det særlige vrøvledansk har forfatterinden også i tidligere udgivelser gjort brug af. Jeg oplever under læsningen, at det giver stor mening at bruge i netop dette værk, hvor det måske tidligere mere har virket som en ren gimmick på mig. 

Jeg finder kun en sætning på side 13 ”… gødet med hø fra fritgående søer”, der bryder vrøvlesproget. Men netop den sætning appellerer så til gengæld stærkt til mig personligt, idet den minder mig om en sætning, jeg selv en gang arbejdede med i et fiktionsværk, romanen Tæsk fra Gyldendal i 2002.

Temaet for bogen er en hvid, vestlig kvindes ubehag ved alskens fremmedartethed herunder flygtninge. I værket undersøges den overfladiske afstandstagen til racisme, en venligboers ønske om at gøre en nytilkommen flygtning i sit eget billede (som Gud gjorde mennesket i sit) og Inger Støjbergs bevæggrunde for at blive sur over at blive forstyrret i biografen af en gruppe unge ”med anden etnisk baggrund end dansk”, som det betegnes andre steder i samfundet.

Værket undersøger følelser og tilgange, der formentlig af en del i det forfattermiljø, Christina Hagen udspringer fra, er dybt tabuiserede. Undersøgelsen foretages med stor humor og uden at forfalde til den fordømmelse, der ellers per automatik ofte regner ned over holdninger, der er hjemmehørende til højre for Det radikale Venstre, men som ikke desto mindre findes i det danske samfund og derfor bør gnaskes og granskes igennem i litteraturen også.

Ud over at undersøge den fremmedfjendske xenofobiske verdensanskuelse, spiddes også de White Girls, som ellers bryster sig af at være mod netop xenofobi og strukturel racisme. Som Christian Hagen lader White Girl sige:

”Det bare at nogen gange, når jeg have en dårlig dag og jeg sidde på kontor og tænke om jeg springer ud i havn eller kravle op i kran og kaste ud på kørebane midt i Kbh-myldertrafik og jeg sidde på toilet kaste op af den angst for liv og fremtid, så at jeg har aftale med sort “ven”, der sminke sig rigtig meget til mødet og klæde ud som rigtig stærk kvinde, det bare at jeg spørge den sort ”ven” om vi i dag kan snakke om anden ting end racisme og patriarkatet for at jeg har lidt brug for viol og solskin og ymer og sove længe og ild i pejs og markblomst ind i min hoved” {…} ”jeg sige til sort ”ven” bare den én gang, jeg håbe vi snakke om ikke-rasende ting og privilegier. Nu sort ”ven” du gå hjem til lakridser og hot chocolate og brownies og Nye 48 timer og Womack & Womack og chokofant og du bare fejre al som er sort og fuld af symbol og politik, mens jeg hvid hud kravle hjem ad Dronning Boulevard på bodig knæ og ligge under hvid dyne drømme om sted uden skænderi og polemik og sort historie. Sort menniske testosteron, hvid menniske duftlyd og blåbærmuffin.”

Christina Hagens White Girl 2 bør læses. Fordi den på en eller anden måde gør en klogere på, hvad det er, der sker, i hovedet på nogle af de mange danskere, som i årtier er blevet forsøgt skammet ud. Eller som skammer sig. Eller som ikke skammer sig, selvom de burde!

Efter endt læsning sidder jeg på ingen måde tilbage med en følelse af, at forfatteren forsvarer de blik, de forskellige White Girl-jeg-fortællere anlægger i løbet af værket. Men værket er et interessant blik. For det er først og fremmest jeg-fortælleren, White Girl, der bliver klædt af undervejs. Klædt af og undersøgt nøje. Og forfatteren indtager en i hvert fald tilsyneladende solidarisk position ved at skrive i jeg-form – et valg, jeg i øvrigt har meget stor respekt for, fordi det vil være svært for læsere med ringe forståelse af litteraturens væsen at skelne mellem Christian Hagens jeg og jeg-fortællerens jeg. Men god litteratur er selvopofrende forstået på den måde, at hvis det, der skal til, er at satse sig selv som rigtigt menneske/forfatter, så er det det, man må gøre. Det er meget modigt (men sikkert bare nødvendigt) at lægge en jeg-fortællerstemme ind i en samfundskritisk fortælling, som White Girl 2 er. Det meste mod, vi ellers ofte ser fra kvindelige forfattere i dag, er, at de fortæller om deres kropsfunktioner og psykiatriske diagnoser, hvilket også har sin berettigelse, men efterhånden er set rigtig, rigtig mange gange, uden nogen af den grund er kommet videre intellektuelt eller litterært.

Jeg kan forstå, at der i kredsen omkring Forfatterskolen, hvor Christina Hagen selv har gået, er en vis afsky for overhovedet at forholde sig til racisme, politik og samfundet med andet end en tydeligt afstandtagende tilgang. Det kan jeg ikke tage mig af. Det tager Christina Hagen sig tilsyneladende heller ikke af, og det er befriende at konstatere, at der både er forfattere og forlag (ok, mastodonten Gyldendal kan jo gøre, hvad den vil) tilbage, som tør give den gas og se, hvad der sker, når man sætter litteraturen på græs efter en lang vinter på staldens kun sparsomt strøede betongulv.

For noget kunne meget vel være ved at ske. Christina Hagen skriver med White Girl 2 et poetisk, men også politisk, værk. Hun vælger kompromisløst at anskue et forkætret blik på verden, det blik, man ikke billiger på Forfatterskolen og hvor pæne, dannede mennesker ellers produceres fra. Hun anskuer kompromisløst det, der er så slemt i manges øjne, at vi ikke en gang tør kigge på det – som for eksempel småracismen midt inde i godhedsideologien (i digtsamlingen beskrevet gennem en White Girl fortællestemme, der er Venligboer).

Dermed kunne man læse White Girl ind i rækken af udgivelser, der er kritiske overfor måden, vi agerer politik på (som Susan Simonsens 'Det underdanige og det magtfulde' fra Forlaget Gladiator. Eller politisk reporter Knud Brix’ ’Natfolden’ fra Forlaget Kronstork).

Men hvor Susan Simonsen i sin stilistisk velfungerende og polerede bog afslører en infantil, selvoptagelse, hvor ingen – ud over skribenten selv – kan gøre noget rigtigt eller se, hvad det rigtige er at gøre, ruller Christian Hagen tingene ud til beskuelse med sig selv som forfatter og sine White Girl 2-jeg-fortællerstemmer som potentielle skydeskiver. Hos Christina Hagen skal du tænke selv. Du skal selv partere dyret og tilberede det, som du vil, imens Susan Simonsen blot serverer en uspiselig ret. Christina Hagen folder det forkrampede ud, hvor Susan Simonsen forkramper yderligere.

Knud Brix skriver ligesom mange journalister rigtig godt og underholdende. Men han slipper ikke virkeligheden, hvilket efter min personlige mening gør værket til noget andet end litteratur, idet sproget ikke er markant usædvanligt nok til, at opveje vedhæftningen til virkeligheden og alligevel kvalificere den samlede bog som litteratur. Christina Hagen slipper selve sproget ved at skrive hele sin digtsamling i et konsistent forvrøvlet sprog. Opløsningen af sproget bliver en understregning af, vi virkelig har med fiktion at gøre og konsekvensen i forvrøvletheden er en kraftpræstation, som kun kan gennemføres af et menneske, som virkelig har styr på, hvordan sproget er, når det er korrekt. Det er en fryd at læse.

Jeg skrev en gang selv en roman om en kvinde, der lever af at fortælle historier, men ikke kunne finde ud af at fortælle sin egen historie. Samtidig var kvinden grænsepsykotisk, så hun heller ikke kunne hitte rede i fortid og nutid, virkelighed og fantasi, hvilket jeg så selvfølgelig godt kunne som forfatterinde – og det var en fest at skrive en person, som ikke kunne skrive, fordi det lagde en kæmpe afstand til den person, jeg selv er. Det var der mange, der ikke forstår sig på litteratur, der ikke kunne forstå, hvilket var irriterende.

Det er min forhåbning, at de mange, der forhåbentlig vil læse Christina Hagens White Girl 2, vil acceptere, at et værk er noget andet end forfatteren. Adskilt fra forfatterindens person er White Girl 2 et af de værker, der siger mest om den tid, vi lever i. Nu er det kun maj, men White Girl 2 er i mine øjne et af 2017’s betydningsfulde værker. Anbefales uforbeholdent.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Angela Brink (f. 1972) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000. Forud for det læste hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i tre år. Hun har blandt andet arbejdet som reporter på TV2/Nyhederne, som nyhedsanalytiker i tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i De Forenede Arabiske Emirater og som chef for kommunikation og public affairs i tænketanken CEPOS. I 2002 udgav hun romanen Tæsk på forlaget Gyldendal.
Seneste blogs
Af Olav Skaaning Andersen
22.09.17, 11:27
Der er fremgang at spore, men statsministeren slider stadig med sin troværdighed Læs mere
Af Rune Lund
22.09.17, 10:07
En månedlang kamp med ministerspørgsmål i lange baner har presset en modstræbende regering til at lukke leasing-skattehullet. Det er en stor sejr, der potentielt kan måles i milliarder af kroner. Læs mere
Af Jens Kindberg
22.09.17, 06:12
Nu starter nedsmeltningen hos Det Radikale Venstre Læs mere
Af Signe Munk
21.09.17, 18:03
Jo, Løkke, Pape og Samuelsen. Nedskæringer for 1 mia. på vores uddannelser kan mærkes. Det er helt sort. Læs mere
Af Mikael Jalving
21.09.17, 13:07
Cykling er konservativt. Den dyrker gentagelsen, vanen, øvelsen, kontinuiteten og respekten for det givne. Cykling er ikke kun en kirke, cykling er også en kongerække. Læs mere
Af Rune Lund
21.09.17, 12:07
Der er flertal for en omlægning af registreringsafgiften, der fremmer miljø, sikkerhed og lukker skattehuller. DF kan vælge at banke regeringen på plads, eller lade sig kue af Liberal Alliance. Læs mere
Af Holger K Nielsen
20.09.17, 15:11
For nylig kom det frem at Stanislav Petrov er død. Eller rettere: han døde i maj måned men først nu er dødsfaldet kommet frem til en større offentlighed Læs mere
Af Anders Vistisen
20.09.17, 10:42
De Konservatives formand i EU-Parlamentet vil undertrykke anderledes tænkende og har et føderalistisk syn på fremtidens EU Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.09.17, 22:35
Det er hamrende naivt at tro, at hårdkogte kriminelle vil stoppe deres kriminelle aktiviteter, hvis indtægtsgrundlaget for hashsalget forsvinder på grund af en legalisering. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.09.17, 15:02
Jeg overså en præmis for den undersøgelse, som refererede til i går. Det beklager jeg. Men når Europabevægelsens formand insinuerer, at dunkle kræfter betaler mig for at bringe usandheder til torvs, falder mistanken tilbage på hendes konspiratoriske fantasi. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her