*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Endnu en modstandsmand er død, men vi skal stadig følge modstandsfolkenes eksempel

Der er brug for, at vi husker – og efterlever – det, som Jørgen Kieler, der netop er gået bort, og hans søster Elsebet på hver deres måde gjorde for deres medmennesker og for Danmark under Anden Verdenskrig. Også selvom de ikke længere er der til at minde os om det.

Modstandsmanden Jørgen Kieler er sovet stille ind 97 år gammel. Det meddeleler hans familie ifølge flere medier.

Som ung mand deltog han og hans bror Flemming i modstandsgruppen Holger Danske II's væbnede modstand mod den tyske besættelsesmagt. Det var ikke nok for dem at komme med skriftlig modstand gennem tryksagen Frit Danmark. Derfor opgraderede de kampen til bombesabotage mod tyskevenlige mål i Danmark.

Den 12. december 1943 var  Jørgen Kieler med til at sprænge Varde Staalværk. Han var også med ved nytårs-sabotagerne i Horsens 1943/1944, hvor han deltog i sabotagerne af Møller & Jochumsens Maskinfabrik og Hede Nielsens Acetylengasfabrik.

Da Jørgen i forbindelse med et angreb ikke ville lade en såret kammerat blive tilbage, blev han selv pågrebet, udsat for et hårdhændet forhør af Gestapo, dømt til døden og sendt i koncentrationslejr.

Kristeligt Dagblad har tidligere beskrevet det fint sådan her, hvordan Jørgen Kieler valgte den væbnede vej, imens hans søster Elsebet, der også var fast besluttet på at gøre noget mod overmagten, dog ikke ville være med til at slå nogen ihjel:

"...en 24-årig medicinstuderende (Jørgen Kieler), som bor i en københavnsk lejlighed sammen med sine tre søskende (Flemming, Elsebet og Bente Kieler) og har gjort lejligheden til et centrum for modstandskamp og trykning af illegale blade, træffer en afgørende beslutning. De fire søskende har i fællesskab medvirket ved redningsaktionen af de danske jøder. Nu diskuterer de, hvor langt de skal gå i deres modstandskamp. Storesøster Elsebet vil ikke være med til at bryde det femte bud: Du må ikke slå ihjel. Jørgen mener, at situationen gør det nødvendigt."

Altså ville Elsebet ikke gå med til den væbnede kamp. Ja mere end det – hun var vel det, man må kalde pacifist. Men det betød ingenlunde, hun sad passivt hen. Tværtimod indsamlede hun på kort tid et svimlende beløb efter datidens målestok og finansierede redningen af op mod 1.000 danskere, som tilfældigvis også var jøder og som nazi-besættelsesmagten derfor havde sat sit usle, onde øje på. Hun var med til at redde mange, men blev også selv pågrebet og mishandlet af Gestapo.

Både Jørgen, Flemming og Elsebet overlevede og forvaltede deres oplevelser under krigen meget forskelligt.

Elsebet Kieler mødte jeg adskillige gange i mit barndomshjem, hvor hun stod for mig som et intellektets fyrtårn. Hun virkede på en gang uopnåeligt klog og skarp og samtidig yndefuld og lady like som de færreste. Jørgen og Elsebet kom fra et dannet hjem – fra eliten om man vil – og det var da netop også deres dannelse og berejsthed, der gjorde, de måske tidligere end så mange andre forstod, at det var endog særdeles galt fat med Tyskland.

Jørgen oplevede jeg først, da jeg var i 20'erne, hvor han fortalte mig og en lille gruppe deltagere i et menneskerettighedsfellowship om sine oplevelser under Anden Verdenskrig. Man blev ydmyg over at høre, hvilke valg, han havde truffet, da havde nogenlunde samme alder som jeg og de andre fellows havde, da vi mødte ham. Vi skulle finde ud af, om vi ville læse det ene eller det andet på universitetet, tage sabbatår på en højskole eller i Indien, imens han i staten af 20'erne traf en beslutning om at sætte livet på spil i en større sags tjeneste. Han var for mig billedet på en handlingens mand. Da det spidsede til, havde han mod og mandshjerte til at sætte hårdt mod hårdt, hvor Elsebet satte modigt ind på sin måde med list og en overlegenhed i tanke mod det plumpe, grove og slette.

Jørgen gravede, fortalte han i en bibemærkning under fellowshippet, egenhændigt en swimmingpool ud ved sit hus, så hans hustru kunne komme til at træne i vand efter en skade. Der ud over bekæmpede han efter krigen en ny og tarvelig fjende via sit arbejde som kræftlæge.

Elsebet skrev indsigtsfulde og markante bøger om religion, etik, godt og ondt. Jeg kendte ikke søskendeparret meget godt, men fra respektfuld afstand så det ud til, at de med udgangspunkt i samme klare instinkt for rigtigt og forkert valgte at handle på hver sin markante vis. Og begge betalte da også en meget høj pris i den nazistiske besættelsesmagts gemene varetægt.

Der er færre og færre tilbage, der kan huske, hvordan det var, da Danmark var besat. Dengang da også vores del af Europa lå i uhyggelig krig. Min nu afdøde mormor fortalte mig ofte med dæmpet stemme om ”de onde år” og blev da altid askegrå i ansigtet ved de dårlige minder. Og min mor husker, hvordan de unge tyske soldater under krigen lagde miner ud ved Henne Strand, hvor vores familie havde hus, da hun var i børnhavealderen. Så mange ting præger os stadig fra den tid, lige fra den dybtfølte bekymring over et ustabilt Tyskland til vores vane med at glatte og gemme gavebånd- og papir ”for det kan da sagtens bruges igen”. Nøjsomheden og bevidstheden om, at alt i løbet af en håndfuld år kan gå fra normal til krig – selv her i den nordvestlige del af verden – er endnu ikke helt uddød.

Men for hvert år bliver der færre, der kan huske det. Færre førstehåndsvidner til den ondskab, der begyndte med løgn, krise og kløfter i et stort land – en kulturnation, en væsentlig handelspartner – som Tyskland var for Danmark i årene op til Anden Verdenskrig.

Hvad end man er til Jørgen Kielers tapre, væbnede opposition, eller hans søster Elsebets modige og ubevæbnede modstand, bør hver enkelt af os huske, at vi skal vælge en vej. Der findes ingen undskyldning for at undlade at yde ondskaben modstand.

Det skal vi huske – og efterleve. Også selvom de to ikke længere er i blandt os til at minde os om det.

______________________

Her er meddelelsen om, at Jørgen Kieler er gået bort. De kan også se en video med ham ved at klikke HER.

Man kan læse om Jørgen og Elsebet Kielers indsats under Anden Verdenskrig ved at klikke HER og HER og HER og HER.

Jeg mødte Jørgen Kieler igennem menneskerettighedsfellowshippet Humanity in Action, som jeg deltog i i 2000. Man kan læse et essay, jeg skrev sammen med to andre fellows blandt andet om det ved at trykke HER.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Angela Brink (f. 1972) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000. Forud for det læste hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i tre år. Hun har blandt andet arbejdet som reporter på TV2/Nyhederne, som nyhedsanalytiker i tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i De Forenede Arabiske Emirater og som chef for kommunikation og public affairs i tænketanken CEPOS. I 2002 udgav hun romanen Tæsk på forlaget Gyldendal.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
27.06.17, 17:38
I så fald skal han stort set ophæve tyngdeloven. Læs mere
Af Camilla Schwalbe
27.06.17, 13:26
Jeg bliver forarget, og er lige ved at gå i fælden, men så minder jeg mig selv om, at mediestanden er ukritisk, og at virkeligheden sjældent afbilledes proportionelt i medierne. Læs mere
Af Christina Egelund
27.06.17, 12:51
Jeg tænker på jer i disse dage, når jeg læser og hører debatten om nutidens curlingforældre. I vil på Roskilde, selvfølgelig vil I det. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
27.06.17, 12:34
DR- dokumentar tegner et nyt billede af hele EU-sagen. Læs mere
Af Jens Kindberg
27.06.17, 11:48
Udlændingedebatten raser som aldrig før i landet, hvem kan stramme mest? Læs mere
Af Harun Demirtas
27.06.17, 10:13
Jeg nægter at høre på en minister, der efterlader syge børn og svage patienter i deres seng uden menneskeligt hensyn. Læs mere
Af Siddik Lausten
26.06.17, 17:46
Selvfølgelig skal statsministeren ønske ”glædelig Eid”. Og måske var der langt flere danskere, der skulle gøre det samme. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
26.06.17, 09:48
Den tid hvor der blev røget pibe på trænerbænken er desværre forbi Læs mere
Af Mikael Jalving
25.06.17, 17:33
Menneskesyn er forklædt religiøsitet, det er åndelighed i metermål: Enten har du det rigtige menneskesyn eller også er du et dumt svin. Læs mere
Af Finn Slumstrup
24.06.17, 09:41
Hvorfor taber Fyn i kampen om statslige arbejdspladser? Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her