*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Kære kulturelite: Tag ved lære af Reality Awards

Kulturlivet bør lære af Reality Awards, der er en af årets mest oversete samtidskulturelle begivenheder og hylder en tv-genre, som en eller to på parnasset ellers nok rynker på næsen af.

En tur i Det Kongelige Teater, Dokk1 eller Musikkens Hus i Aalborg kan både give gåsehud og mulighed for finkulturelle oplevelser. Men ingen steder ser man tidsånden mejslet så klart i granit - eller i hvert fald polyester og kunstige øjenvipper - som til Reality Awards, der hylder en af tidens mest populære underholdningsgenrer, nemlig reality-tv.

Reality-tv er programmer som Familien på Bryggen, hvor den tidligere straffede, men nu snusfornuftige højtelskede matriark og dyreven Linse Kessler lader kameraet følge sin kærlige og fine, alternative familie. Eller Drengene på Kanten, som af nogle nok mest er kendt for et i politisk kommunikation helt enestående genialt indslag med integrationsminister Inger Støjberg. Også et program som Prinsesser fra Blokken har været ret omtalt og viser en gruppe piger, der ikke så ofte ellers får ørenlyd i medierne og kan klassificeres som reality.

Under Reality Awards uddeles der hæder om ikke ligefrem ære i kategorier som "Årets party person", "Årets bemærkning" og "Årets brystkasse" til deltagerne i fjernsynsgenren, der skaber en involvering fra seere og følgere, som man ikke ser i andre samtidskulturelle sammenhænge.

Prisfesten blev for nogle år siden skabt af en enkelt ildsjæl, som syntes, der manglede fokus fra den mere almindelige del af tv-branchen på reality-tvprogrammerne, af hvilke også kan nævnes De unge Mødre, Landmand søger Kærlighed, Paradise Hotel og tilsvarende. Man gav til den årlige TV-fest for tv-branchen priser til dokumentarer og lignende 'seriøse' programmer, men havde ikke blik for reality-programmerne, som ellers var meget populære hos seerne.

Det er ingen overdrivelse stilfærdigt at konstatere, at nogle af gæsterne til Reality Awards og deltagerne i realityprogrammerne opfører sig en kende aparte. Men det er ekstremt interessant at iagttage, hvordan reality-genren får tag i folk fra alle mulige forskellige samfundslag. Den respekterede litterat Lilian Munk Rösing er selverklæret fan af Familien på Bryggen og har skrevet i Dagbladet Politiken om sin fascination af programmets personligheder i forbindelse med en boganmeldelse. Selv skal jeg for eksempel følges til prisfesten med en bekendt, der er antropologi-lektor, og det er ikke alene på grund af en mulig faglig interesse – vi glæder os simpelthen bare til oplevelsen, ligesom vi kan glæde os til en tur i Operaen eller Vega eller Det Kongelige.

I reality får man som seer følelsen af, at man kommer tæt på udvalgte mennesker i det, der fremstår som 'ægte' situationer, selvom de sikkert er filmet om adskillige gange. Det er mageløst fjernsyn og fremstår nærmest lige så troværdigt som nyhedsudsendelsernes voxpops i gågader rundt omkring i landet. Måske nogle gange endda mere.

Det skyldes, man får en følelse i reality af, man følger personerne over tid og gennem forløb, hvor man undervejs kan tage stilling både til deres personligheder, men også til deres handlinger og omgivelser. Man når at få følelsen af at lære dem at kende og identificere sig med dem med negativt eller positivt fortegn. Det er unikt i kulturen, hvor man som forbruger ellers ofte sidder tilbage med en følelse af vel at være blevet underholdt, men også af at være udenfor. I klassisk underholdning er man som publikum en, der står på den anden side af et usynligt tæppe og ser til, men skarpt adskilt fra musikerne, skuespillerne eller danserne. I reality virker det – på flere måder – ikke som om, der er nogen grænser.

Ud over at være i seernes fjernsyn, er de mest kendte og dygtigste reality-personer også gode til at interagere med folk på de sociale medier. Afhængig af, hvilket program og målgruppe man har, kan det enten være via en blog, Instagram, Facebook eller måske alle sociale medier og nettet på en gang. Det understøtter også følelsen hos os seere af, at vi kommer markant meget tættere på, end når vi sidder på hver vores nummererede sæde i et kulturhus. Vi er nærmest med, men kan – når det bliver for outreret – krybe trygt sammen i sofaen på sikker afstand af løjerne på skærmen.

Følelsen af tilgængelighed kulminerer ved Reality Awards, hvor man rent faktisk kan støde på Linse Kessler eller en eller anden fra Paradise Hotel. Dermed er selv prisfesten mere tilgængelig end andre prisfester, hvor rosset ikke har adgang og udøverne primært hyldes af og fester med sig selv og nogle eksperter på området. Til Reality Awards kan de, der er først ved havelågen, få sig et sæde i salen. At kalde det demokratisk er måske nok en overdrivelse. Men det er i hvert fald i øjenhøjde med publikum.

Jeg vil ikke lægge skjul på, jeg holder af finkultur. Men jeg holder også af samtidskultur, og den bliver jeg konfronteret med til Reality Awards, hvor høj som lav og dannet som udannet tørner sammen i et på en gang okkult og glitrende kakofonisk cirkus, som handler om at give priser til folk, der har kunne få nogle andre folk til at engagere sig i sig. Folk, der har formået at skabe fællesskab og involvering, selvom nogle vil rynke på næsen og sige, det er med udgangspunkt i laveste fællesnævner. Det er simpelthen elementært interessant, hvad det er, disse mennesker kan og hvad det siger om den tid, vi lever i. Og så er det oven i købet underholdende og inkluderende.

Det er i sandhed noget kulturlivet og andre, der dybest set er afhængige af os helt almindelige mennesker hjemme i stuerne, i dén grad kunne lære noget af.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Angela Brink (f. 1972) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000. Forud for det læste hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i tre år. Hun har blandt andet arbejdet som reporter på TV2/Nyhederne, som nyhedsanalytiker i tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i De Forenede Arabiske Emirater og som chef for kommunikation og public affairs i tænketanken CEPOS. I 2002 udgav hun romanen Tæsk på forlaget Gyldendal.
Seneste blogs
Af Eva Kjer Hansen
28.06.17, 15:47
Frisindet skal udleves, ikke bare hyldes i skåltaler. Læs mere
Af Mikael Jalving
28.06.17, 12:43
Af Christian Rabjerg Madsen
28.06.17, 10:24
Demokratiet påføres varig skade, hvis Inger Støjberg er hævet over loven. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
27.06.17, 17:38
I så fald skal han stort set ophæve tyngdeloven. Læs mere
Af Camilla Schwalbe
27.06.17, 13:26
Jeg bliver forarget, og er lige ved at gå i fælden, men så minder jeg mig selv om, at mediestanden er ukritisk, og at virkeligheden sjældent afbilledes proportionelt i medierne. Læs mere
Af Christina Egelund
27.06.17, 12:51
Jeg tænker på jer i disse dage, når jeg læser og hører debatten om nutidens curlingforældre. I vil på Roskilde, selvfølgelig vil I det. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
27.06.17, 12:34
DR- dokumentar tegner et nyt billede af hele EU-sagen. Læs mere
Af Jens Kindberg
27.06.17, 11:48
Udlændingedebatten raser som aldrig før i landet, hvem kan stramme mest? Læs mere
Af Harun Demirtas
27.06.17, 10:13
Jeg nægter at høre på en minister, der efterlader syge børn og svage patienter i deres seng uden menneskeligt hensyn. Læs mere
Af Siddik Lausten
26.06.17, 17:46
Selvfølgelig skal statsministeren ønske ”glædelig Eid”. Og måske var der langt flere danskere, der skulle gøre det samme. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her