*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vi skylder Nikita Klæstrup tak – ikke latterliggørelse

Bloggeren Nikita Klæstrup viser hud på de sociale medier og kalder det feminisme 4.0. Det har skabt debat. Hun må for min skyld kalde det, hvad hun vil – jeg elsker det, hun gør, fordi hun insisterer på retten til at være der, selvom hun ikke lever op til en klassisk opfattelse af, hvordan man som kvinde skal opføre sig for at blive respekteret.

Nikita Klæstrup har sammen med et par andre letpåklædte kvinder den seneste tid været en del til debat. Det skyldes en artikel i november i mediet Zetland, hvor de tre slår til lyd for, man som kvinde skal tages seriøst, selvom (ja, nærmest fordi) man twerker eller poster biller af sig selv i letpåklædt tilstand på de sociale medier. De tre kvinder kalder det, de gør, for feminisme 4.0 – altså en art fjerdegenerationsfeminisme.

Langt ud over de mest kønsrolleinteresserede kredse er det sidenhen blevet diskuteret, om man kan kalde det feminisme at poste undertøjsbilleder og fremstille sig selv som et erotisk objekt. Det er også blevet diskuteret, om der er tale om en fjerdegenerationsfeminisme eller bare feminisme.

Problemstillingen er lige så interessant, som det objektivt set er vederkvægende for øjet at betragte billeder af Nikita Klæstrups kun til dels tildækkede legeme.

Personligt mener jeg, at ja, der er tale om feminisme, idet Nikita Klæstrup siger, hun (også) har et kønspolitisk sigte med at insistere på at lægge billeder ud af sig selv på de sociale medier. Det må man tage for pålydende, og da ’feminist’ ikke er en beskyttet titel, står det jo enhver frit for at kalde sig det. En anden sag er så, at hvis jeg skulle gøre noget kønspolitisk, ville jeg nok gøre noget andet. Men det skyldes ikke, jeg synes, der er noget forkert i, Nikita Klæstrup poster undertøjsbilleder af sig selv. Det vil jeg bare ikke byde offentligheden.

Selvom selfies og blogindlæg om løst og fast næppe er kønspolitiske manifestationer, der kommer helt op på linje med Simone de BeauvoirsLe deuxième sexe”, Judith ButlersGender Trouble. Feminism and the Subversion of Identity” eller i den lettere og mere underholdende ende alt Erica Jong har skrevet, så er de dog netop det – feministiske (mini-)handlinger.

Hvert af Nikita Klæstrups mere erotiske billeder gør i øvrigt sikkert større forskel i målgruppen end en artikel i et dagblad eller et indslag i en af flowtv-kanalernes nyhedsudsendelser. Hun er, hvad end vi mere bedagede måtte mene, et af fyrtårnene i en generation, som udtrykker sig med deres smartphone-kamera, får deres nyheder fra sociale medier og dybest set skaber deres identitet og holdninger på og via nettet. Vel kan man drømme om en nutidig webudgave af Kaj Munk, Anaïs Nin eller Grundtvig. Men Nikita Klæstrup er ikke så dårlig endda, da hun ikke prædiker noget slet, men alene udtrykker sit selv.

Det er ikke noget nyt i en feministisk sammenhæng at bruge sin egen krop, herunder også sin egen helt eller delvist afklædte krop, som redskab til at illustrere kønsrollespørgsmål.

For nogle årtier siden smed og brændte rødstrømperne deres BH’er og gik topløse. Forskellen var dog, at de ikke gjorde det for at ægge. Nikita Klæstrups billeder må antages også at have til formål at vække begær, og netop det provokerer nok nogle, fordi de ægger samtidig med, de understreger, at ophidselsen hos betragteren alene er et biprodukt, noget affald: De erotiske billeder bliver til for afsenderens skyld, ikke for tilskuerens. Dermed bliver det en løsrivelsesakt, hvor Nikita Klæstrup tager magten over sin egen tiltrækningskraft tilbage. Hun smider simpelthen tøjet for sin egen skyld, ikke for din. Hun reclaimer, som man kalder det. Suck it up, cause she wont.

Spørgsmålet er så, om der vitterligt er tale om en fjerde generation af feminismen. Det mener jeg ikke, der er.

Det skyldes, at jeg betragter feminismen som en ud af flere ’ismer’, som har til formål at kæmpe for personlig frihed for alle. Feminismens fokus – dens udgangspunkt for en samfundskritik – er, om der er lige frihed for mandeindividerne og kvindeindividerne i populationen. Dermed ser jeg feminismen som et ud af flere redskaber til at realisere et stadig mere liberalistisk samfund, hvor den enkelte er friest muligt. Det er en grundlæggende kamp, som dybest set er den samme, som da suffragetterne krævede stemmeret i begyndelsen af 1900-tallet. Men altså, man skal ikke være særligt liberal for at kunne se rimeligheden i, at der under gyldig hensyntagen til de biologiske forskelle skal være lige megen frihed for kvinder som for mænd.

Ved at insistere på både at ville tages seriøst som universitetsstuderende, autonom blogger og (vist nok) medlem af Liberal Alliance og samtidig vise sig frem på billeder, der af nogle alene vil blive opfattet som erotiske, foretager Nikita Klæstrup en feministisk kamphandling. Måske ikke en storoffensiv, men små, dristige nålestiksangreb.

For hun insisterer på at tage sig friheden til at vise sig erotisk. I stedet for at sidde passiv hen og vente på, en mand roser hende for hendes yndigheder, bringer hun dem selv i spil og får derved sikkert også megen mere bekræftelse, end hvis hun blot sendte et erotisk foto af sig selv til sin kæreste. Nikita Klæstrup er den aktive part, hun tiltager sig det, kvinder i århundreder har måtte gøre sig til for og fortjent til at få: Nemlig den maskuline interesse og anerkendelse. Det er klart feministisk i mine øjne og jeg elsker Nikita Klæstrup for at lægge bryst til det, så vi andre kan beholde spadseredragten på.

For det er helt åbenlyst ikke uden omkostninger at insistere på både at være kvindelig – med den trang, som den heteroseksuelle kvinde ofte har efter mandlig opmærksomhed – og samtidig være en seriøs aktør på alle mulige andre områder. De sociale medier flyder jo nærmest over med forargelse over Nikita Klæstrups adfærd. I Dagbladet Politiken har selveste Mette Fugl skrevet et langt debatindlæg, hvor Nikita Klæstrup og hendes to yndige kumpaner forsøges udskammet og får at vide, de da gerne må ryste med rumpetten, bare de ikke kalder det feminisme, for den – forstår man på debatindlægget – mener Mette Fugl, at hun har definitionsretten på. Hvilket selvfølgelig ikke passer.

Man kan synes om Nikita Klæstrups handlinger, hvad man vil. Men at betvivle, hun har vist sig betydningsfuld, giver ingen mening. Ud over gang på gang på gang (hvilket hun sådan set ikke behøvede) at forholde sig til kritikken af hendes handlinger og figur, så var det hende, der i sin tid afslørede, at centrale aktører i et politisk parti forsøgte at sprede usandheder i medierne om debattøren Mads Holger. Det var en handling, der vidnede om et stærkt og sikkert moralsk kompas, hvor Nikita Klæstrup under dække af at være en lidt blank bimbo faktisk fik kastet lys over en helt unødvendig og forkastelig handling. Men det kan ingen pludselig huske, når de kan skimte en af hendes brystvorter bag lidt blonder.

Men at lidt nøgen hud får mange af os til at glemme, hvilken integritet Nikita Klæstrup har vist, siger altså mere om os end om hende.

Det siger om os andre, at kvinder ikke både kan være kvinder/seksuelle væsener og ’seriøse aktører’, hvilket da er uretfærdigt, hvis man ellers mener, at alle mennesker som udgangspunk skal have frihed. Det er uretfærdigt, fordi mænd gang på gang har vist sig at kunne slippe af sted med at være det. Efter en afdampningsperiode bliver mænd, der har vist deres seksuelle natur, typisk atter lukket ind i det gode selskab. Det kan for eksempel socialdemokraten Jeppe Kofod tale med om. Til trods for at have dyrket sex med en sanseløst beruset og meget ung DSU-pige, sidder han stadig i indflydelsens inderkreds.

Dermed udstiller Nikita Klæstrup ikke sig selv. Hun udstiller derimod alle dem, hvis libido (eller manglende kontakt med samme) overskygger den kølige analyse af, hvad hun i øvrigt har sagt, skrevet, gjort – og er.

Med sin insisteren på at vælge at stille sig frem for sin egen skyld som erotisk figur og samtidig holde fast i, hun er et seriøst menneske, giver Nikita Klæstrup – som de yngre generationer ville udtrykke det – en fuckfinger til dem, der vil dehumanisere hende og reducere hende til et stykke kød, bare fordi hun ikke vil lade sig nøje med en enkelt og entydig kvinderolle.

Det er en hård kamp at tage. Men når der er en, der vælger eller kommer til at kaste sig ind i den, gør det noget godt for både mænd og kvinder, fordi det selfie for selfie giver mere og mere mulighed for maksimal personlig og identitetsmæssig frihed.

Det er en indsats, der er grund til at takke Nikita Klæstrup for. Og derfor – selvom jeg overhovedet ikke kender hende – elsker jeg Nikita Klæstrup.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Angela Brink (f. 1972) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000. Forud for det læste hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i tre år. Hun har blandt andet arbejdet som reporter på TV2/Nyhederne, som nyhedsanalytiker i tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i De Forenede Arabiske Emirater og som chef for kommunikation og public affairs i tænketanken CEPOS. I 2002 udgav hun romanen Tæsk på forlaget Gyldendal.
Seneste blogs
Af Annika Smith
18.08.17, 15:18
Jeg ved ikke, hvem der fandt på, at den naturlige kvindekrop skulle skæres ud af modebilledet. Men jeg kan med sikkerhed sige, at jeg synes, vedkommende var en idiot. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
18.08.17, 08:19
Trump har vist sig at være problemet. Ikke løsningen. Læs mere
Af Holger K Nielsen
17.08.17, 14:59
Det hævdes ofte, at kun handlinger betyder noget i politik. Hvad man går rundt og siger er ligegyldigt, for det er kun ord. Læs mere
Af Jens Kindberg
17.08.17, 08:32
Tolerancen og mangfoldigheden har trange kår på Berlingske. Læs mere
Af Finn Slumstrup
16.08.17, 17:07
Farvel og tak. Jeg trækker mig bukkende tilbage. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.08.17, 16:14
Jeg spår, at alt-right vil vinde frem i USA i de kommende år. Læs mere
Af Mikael Jalving
16.08.17, 13:40
Hvis blot de muslimske ghettoer var parallelle fænomener – lidt som ufo'er – kunne vi sove roligt om natten. Læs mere
Af Anders Vistisen
15.08.17, 12:04
Gør det nogen forskel for europæerne, om migranterne trænger ind i Europa hjulpet af ”kyniske menneskesmuglere”, som gør det for penge, eller af selvfede menneskesmuglere, som mener, at de gør en god gerning? Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
14.08.17, 11:28
Som borgerlig vælger frygter man jo, hvad S og DF næste gang finder på. Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
14.08.17, 08:04

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her