*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Institutionerne skal have bedre ledere, ikke flere pædagoger

Det, der skulle være meningsfulde pasningstilbud, er blevet de rene burhønsebørnefabrikker. Når der er debat om det, bliver forældre og pædagoger hurtigt enige om, at svaret er flere penge til området. Løsningen er dog snarere, at vi får bedre offentlige ledere – også i landets daginstitutioner.

Det har gjort stort indtryk på mig her i julen at læse på Facebook, hvordan en kvinde har oplevet det at måtte aflevere sin søn i en fremmed daginstitution, fordi hun skulle arbejde mellem jul og nytår, hvor mange andre – herunder de pædagoger, der plejer at passe hendes søn – var på ferie.

”Her til morgen gav jeg min lille dreng et kys på panden og efterlod ham i et rum fyldt med fremmede mennesker. Jeg kunne lige så godt ha’ stillet ham i en papkasse på Hovedbanen,” skrev hun.

Grunden til, hun måtte aflevere sin søn til fremmede voksne er, at Københavns kommune samler de børn, der skal passes, i stedet for at holde alle institutioner åbne, hvor der så kun ville komme ganske få børn i ferieperioden. Det er rationelt, da det sparer penge. Og vi lever i en tid, hvor det er en statslig og kommunal pligt ikke at rutte med borgernes skatteindbetalinger.

Som forælder gør det nu alligevel ondt at efterlade et vuggestue- eller børnehavebarn i komplet uvante omgivelser. Man er mellem nul og seks år, når man går i vuggestue eller børnehave, så man er virkelig lille og verden frygteligt stor.

Det undrer mig, at man ikke i min Facebook-bekendtes feriepasningstilbud allerede inden jul og nytår har fordelt de børn, der skulle passes i ferien, mellem de tilstedeværende voksne. Hvor svært ville det have været at have printet en liste med de børn, der skulle komme og så fordele dem mellem de voksne, der var på arbejde? Måske endda man inden jul kunne have printet et billede til hvert barn med deres 'ferievoksne", så børnene allerede inden feriepasningen vidste, hvem der skulle være deres voksne fikspunkt, imens de blev passet et fremmedartet sted omgivet af børn, de ikke kender.

Den slags løsninger kan børn i vuggestue- og børnealderen ikke tænke endnu. Derfor burde der have været en voksen institutionsleder-type, som havde tænkt i de baner, så børnene og forældrene kunne tage imod pasningstilbuddet mellem jul og nytår med en god følelse – ikke en følelse af at have efterladt sit barn i en papkasse på Hovedbanegården.

Institutionsbørn bliver i forvejen behandlet som burhøns – institutionerne er fabrikker, hvor det allermest nødvendige såsom mad, væske og bortskaffelse af afføring lige akkurat tilsikres. Læring, voksenmonitoreret leg og motorisk og sproglig stimulans synes kun at blive til noget, hvis man som forælder er heldig at få sit barn passet et sted, hvor der er en eller to ildsjæle, som får det gjort og/eller fatter personlig interesse i ens søn eller datter.

Problemet med burhønsebørnefabrikkerne er ikke ressourcerne. Det er, at der er for mange institutionsledere, som ikke er gode nok ledere. Det kommer blandt andet til udtryk på to måder:

For det første er det meget tydeligt, at det ikke er alle institutionsledere, der er lige gode til at planlægge (hvilket ellers er en grundlæggende ledelsesopgave). Dermed rækker pengene meget forskelligt de forskellige steder. I min søns institution kunne de f.eks. godt finde penge til frokost med kød hver dag, imens de i nogle af mine venners børns institution var nødt til både at have en grøddag og en kødfri dag for at få madbudgettet til at hænge sammen.

For det andet svinger humøret og tilgangen til arbejdet med børnene meget i de forskellige institutioners medarbejdergrupper: Nogle børnepasningsteams er præget af en positiv, serviceorienteret tilgang til både kolleger, børn og forældre. Andre grupper af pædagoger og pædagogmedhjælpere opfatter derimod tilsyneladende forældre som forstyrrende elementer og børnene som nogen, der bare skal give institutionens voksne mindst mulig gene i løbet af dagen. Det er også ofte en indikation på dårlig ledelse, hvis man kommer i en institution, hvor der primært er unge pædagogmedhjælpere og få uddannede pædagoger med spredning mellem erfarne, gerne lidt ældre kræfter og yngre pædagoger med frisk input fra seminariet. Det plejer at være et tegn på en leder, der ikke gider have kvalificeret modspil fra forskellige typer medarbejdere, hvilket ellers formentlig kunne gøre hverdagen bedre for børnene.

Både økonomien og medarbejderne handler om kompetent og effektiv ledelse.

At der er en grad af selvbestemmelse og dermed forskel på de forskellige institutioner, er godt, fordi det muliggør for forældrene at finde et børnepasningstilbud, der passer til netop deres behov og ønsker.

Men reelt synes der at være for mange burhønsebørnefabrikker, der ikke lever op til et forventeligt minimumsniveau for, hvordan man behandler vores kommende generationer – og i den forbindelse også deres forældre, der trods alt ikke har gjort sig skyldige i andet end at have et pasningsbehov, fordi de arbejder og derved bidrager til, at der er noget stat og kommune kan beskatte.

Som forælder skal man passe meget på med at spørge ind til, om noget kunne tænkes at være anderledes i ens børns institution. Pædagoger synes nemlig ikke at have en faglig kultur, hvor man tåler, der er nogen, som forholder sig kritisk til deres arbejde.

Derimod er det fint for stemningen mellem en selv som forælder og dem, der skal passe ens barn i otte timer hver dag, hvis man synger med i klagekoret over nedskæringer og varierende onde regeringer. Det kan undre, at pædagogerne som faggruppe tilsyneladende foretrækker at skyde skylden for alting svært eller udfordrende på de allerfjerneste beslutningstagere – nemlig dem i Folketinget – i stedet for at spørge deres umiddelbare chef, om han eller hun måske kunne lægge vagtplanen anderledes eller lede og fordele på en måde, så arbejdet bedre kan udføres. Og det er ikke i orden, at forældre ikke kan forholde sig kritisk til deres børns institutionsdagligdag, uden pædagoger tilsyneladende per refleks oplever det som et angreb. Det er vores pligt som forældre at gøre alt, hvad vi kan, for at forsøge at tilsikre og bidrage til, at vores børn har det bedst muligt.

Pædagogernes og pædagogmedhjælpernes faglige organisationer bør kræve noget andet og mere, end at bevillingerne skrues op på børnepasningsområdet. De bør kræve, at deres ledere videreuddannes og at den enkelte pædagog eller pædagogmedhjælper eventuelt selv får efteruddannelse, så de bedre kan løse deres opgave i den børnepasningsvirkelighed, som vi nu en gang har i stedet for at orientere sig mod et desværre urealistisk drømmescenarie, hvor de kommunale og statslige skattekister bliver slået op på vid gab for landets vuggestuer og børnehaver.

Pædagoger og institutionsledere må simpelthen påtage sig et større medansvar for, at burhønsebørnefabrikkerne bliver til børnehaver. For vel hænder det ind i mellem i livet, man tror, man er kommet til en rosenlund for så blot at konstatere, man er faldet i en ormegård. Men så er det bare om at komme i gang med at gøre noget ved det.

Det gælder også os forældre. Vi må ind i kampen, imens vi forholder os til de forhold, der faktisk er, i stedet for dem, vi desværre urealistisk kan drømme om, der burde være.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Angela Brink (f. 1972) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000. Forud for det læste hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i tre år. Hun har blandt andet arbejdet som reporter på TV2/Nyhederne, som nyhedsanalytiker i tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i De Forenede Arabiske Emirater og som chef for kommunikation og public affairs i tænketanken CEPOS. I 2002 udgav hun romanen Tæsk på forlaget Gyldendal.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
24.10.17, 09:04
Næ, det er der intet, der tyder på. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
23.10.17, 21:50
Frihed, tolerance og solidaritet. Det kræver noget så fladt og leverpostejsagtigt som enshed. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.10.17, 16:17
Generation iPad mister elementære færdigheder og dermed også elementær menneskelighed og dannelse. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
23.10.17, 14:55
Naser Khader har lagt sine indsigtsfulde analyser af situationen i Mellemøsten på hylden og i stedet transformeret sin politiske kommunikation til usaglige personangreb og perfide latterliggørelser. Det virker desværre super godt på Facebook. Læs mere
Af Jens Kindberg
23.10.17, 09:11
Hvis dette var en privat virksomhed, var den lukket nu. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
22.10.17, 22:51
Så kender vi DR igen: Blegrødt, kulturradikalt og tendentiøst. Hvorfor reagerer borgerligheden ikke? Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
21.10.17, 12:57
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
20.10.17, 16:37
Nogle gange gør folk sig selv ligegyldige. Det er sket for David Trads. Han ved det bare ikke selv endnu. Læs mere
Af Mikael Jalving
20.10.17, 11:35
Hvert folk er nødt til at finde en vej ud af det teologisk-politiske morads, det har skabt for sig selv ved at guddommeliggøre menneskerettighederne. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.10.17, 09:34
Trods massive migrant- og flygtningestrømme til Europa de senere år ønsker et flertal i EU-Kommissionen og EU-Parlamentet lovlig adgang til Europa for adskillige hundredtusinder af migranter. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her