*

Har Esben Lunde Larsen lidt ret i, at De Radikale er blevet irrelevante spillere?

Politik handler om at få magt og om at skabe resultater gennem forhandling og samarbejde. Om at sno sig. Men alt det synes dele af Det Radikale Venstre at have droppet til fordel for verbale håndgemæng med regeringen.

Jeg har brugt store dele af dagen på at lede efter den socialdemokratiske partiformand Mette Frederiksens invitation til Det Radikale Venstre om at komme med i en eventuel Socialdemokratisk ledet regering. Det er ikke lykkes mig at finde den.

Invitation eller ej, så har den radikale partformand Morten Østergaard, bombastisk meldt ud, at radikale ikke vil gå med i en Socialdemokratisk ledet regering, med mindre den nuværende flygtninge- og indvandrerpolitik lempes.

Et af de partier, der igennem årtierne ellers fermt har formået at forvalte sine stemmer, er Det Radikale Venstre. Ikke mindst under de forrige Helle Thorning Schmidt-regeringer har Radikale fået en del mere indflydelse, end partiets mandattal skulle tilsige. Indflydelsen svandt dog noget ind den sidste tid, hvor Margrethe Vestager forlod partiet til fordel for sin væsentlige post som EU kommissær.

Politik er ikke (alene) en beskæftigelse, man skal hengive sig til på linje med trancendental meditation, cykelsport eller DM i kaffebrygning. Politik handler om at få noget fra hånden. Det demonstrerede Vestager trods sin fotodokumenterede kagebagning og generelt fredsommelige fremtoning. Der blev sat markante og for især SF (men også for dele af Socialdemokraterne) smertefulde radikale fingeraftryk på politikken især i dagpengespørgsmålet. Og hun må tilskrives det fokusskifte, der skete i Det Radikale Venstre de år, hun var formand, hvor målet var regeringsmagt i tæt samspil med Socialdemokraterne og eventuelt SF.

Har man som jeg trådt sine barnesko i Det Radikale Venstre, var fokusskiftet meget tydeligt, da Vestager overtog partiformandsposten. Den vægelsindethed, Det Radikale Venstre igennem årene er blevet drillet mere eller mindre venskabeligt med, skyldes, at partiet qua sin social-liberale idegrundlagskerne faktisk uden at blinke med øjnene kan samarbejde både til højre og venstre i folketingssalen. Men Vestager-æraen bød på et opgør med det. Nu skulle kiggerten kun sættes for det venstre øje og stille skarpt på et tæt samarbejde med Socialdemokraterne.

Markante profiler, der måske følte sig mest inklinerede i retning af at samarbejde til højre i salen, oplevede sig ikke altid lige velkomne efter dette skift var indtruffet. Det betød, at profiler som Naser Khader og Anders Samuelsen samt Simon Emil Amnitzbøll valgte at forlade Radikale og indgå i andre partier. Til gengæld blev det, som Margrethe Vestager ville det, og partiet fik – hvilket er ethvert partis mission – magt som det havde agt.

Det er som om, at Radikale lidt har mistet sit fokus, siden Vestagers exit. Der er nok ikke så mange medlemmer tilbage, som drømmer om at sætte kiggerten foran højre øje, end ikke en gang i mellem. Men Det Radikale Venstre synes at have mistet sit helt elementære fokus på, at politik handler om at være væsentlig, om at få del i magten. Ikke bare for fornøjelsens skyld, men fordi magten skal bruges til at skabe et bedre samfund og vedligeholde de gode ting ved vores fællesskab, der faktisk er. Hvis man tror på sin sag i politik, er man forpligtet til at lægge sig i selen og skabe resultater med det, man nu er blevet tildelt af vælgerne. Hvis man vil sin politik, så skal man samarbejde, hvilket Statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelsen med SF's exit fra S-R-SF-regeringen faktisk rakte hånden frem for at gøre.

Men i dag ser man et radikalt lederskab, der i fuldt alvor snakker om at stille ultimative krav til Socialdemokraterne for at gå i regering med dem. Som om det er et drømmescenarie for Socialdemokraterne at dele regeringsmagten med de meget politisk korrekte – og dermed potentielt meget vanskelige – radikale. Det er elementær politik ikke at jokke sine samarbejdspartnere unødigt over tæerne (hvilket både Konservative og Venstre senest har måtte sande). Her vælger man at gøre det, allerede inden der er udstedt en invitation til samarbejde. Den bombastiske facon, udmeldingen har, gør det svært bare at slå den hen med et eventuelt radikalt ønske om at markere sig i mængden af partier til venstre for midten i dansk politik. Og den bombastiske facon gør det svært at ombestemme sig siden hen med troværdigheden i behold.

Det Radikale Venstres meningsmålingstal er ikke så høje, at de er uundværlige for nogen. I en snæver håndvending vil De Konservative (forudsat de overlever) formentlig kunne levere de mandater til en S-ledet regering udi udlændingespørgsmål, som Radikale allerede nu melder ud, de ikke vil give. Noget af en satsning, da Mette Frederiksen har tilkendegivet, at der ikke er nogen ambitioner i S om at gøre udlændingepolitikken mindre restriktiv.

Det føles rigtig godt at være omgivet af ligesindende, der mener det samme rigtige som man selv gør. At et flertal er uenig med ens gruppe, kan virke som et ekstra pift til den sekteriske stemning. Men er det politik så? Er det så ikke nærmere en sangaften i de soyamælksdrikkendes forening?

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har svaret igen på den radikale miljøordfører Ida Aukens egentlig ret grove anklage om, han overhovedet ikke går op i miljøet (underforstået: man kan kun gå op i miljøet på netop Ida Aukens måde). Hans svar er ikke for sarte sjæle (og nok ikke en minister værdig), da Auken pålægges en eller anden politisk arvesynd for at være i familie med to andre politikere, hvilket selvfølgelig ingen steder hører hjemme. Men det, han skriver, der står tilbage, og som svider, er hans påstand:

”Hvor er det dog befriende, at De Radikale er blevet irrelevante spillere - både når det gælder miljø- og fødevarepolitik, men også integration- og udlændingepolitik,” skriver Esben Lunde Larsen på Facebook.

For er det ikke det, Radikale så småt er ved at udvikle sig til? Et parti, der er blevet irrelevante spillere? Ja, faktisk endnu mere foruroligende: Et parti, der har gjort sig selv til irrelevante spillere.

Spurgt på en anden måde: Hvor har Det Radikale Venstre, siden Margrethe Vestager forlod dansk politik, sat et væsentligt politisk aftryk? Hvem blandt de andre partier står med hånden rakt frem til de radikale for at gribe og virkeliggøre Det Radikale Venstres politiske tanker?

Og set fra et vælgerperspektiv: Hvorfor ikke i stedet for radikalt stemme på Alternativet med deres vitale og stærkt aktivistiske medlemsinddragelse? SF og få den rene ufortyndede Ida Auken-politik. Eller Liberal Alliance, hvor ganske mange radikale er sevet hen og som i dag har direkte indflydelse på den siddende regerings gøren og laden? Selv Enhedslisten, der langt hen ad vejen deler synspunkter med Zenia Stampe, virker mere fokuserede, ja nærmest realistiske, end Det Radikale Venstre for tiden. Hvad i alverden er det for noget? Hvert parti skal have en klar politik, klare målsætninger og klare ideer om, hvordan vælgernes tillid skal udmøntes i konkrete politiske resultater. Stemmer skal arbejde, og det plejer radikale om nogen at være garanter for. Men hvad er det, Det Radikale Venstre egentlig vil? Det handler om mennesker, kan man forstå på partiets kampagner. Med hvad vil radikale for, med og via de mennesker, det ifølge kampagnen handler om?

Hvad er det, radikale vil ud over at sidde højt oppe i træet og have de rigtige holdninger? Og hvordan i alverden tør man i partiet indtage den position i en tid, hvor jorden brænder under Europa?

Det er jo forskelligt, hvordan man har det. Men hvis man mener, at Det Radikale Venstre har noget væsentligt at bidrage med, er det på tide at ryste stammen, så de, der sidder med hovedet oppe i skyerne, kan komme ned og deltage i det til tider hårde, men i det mindste virkelige spil nede på den politiske bane.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Angela Brink er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000. Forud for det læste hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i tre år. Hun har blandt andet arbejdet som reporter på TV2/Nyhederne, som nyhedsanalytiker i tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i De Forenede Arabiske Emirater og som chef for kommunikation og public affairs i tænketanken CEPOS. I 2002 udgav hun romanen Tæsk på forlaget Gyldendal.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
01.07.16, 10:01
Der er opstået en mat, lemmingeagtig stemning i busser og tog, lufthavne, læskure, køer, venteværelser, på caféer, natklubber og folkebiblioteker. Læs mere
Af Holger K Nielsen
30.06.16, 15:44
EM i fodbold har indtil nu ikke været en udelt fornøjelse. For mange hold, for mange dårlige kampe og slidte spillere gør, at der har været langt mellem snapsene. Med det islandske vulkanhold som undtagelsen. Om end det må erkendes, at fascinationen mere ligger i myten om David mod Goliath end i smukt fodboldspil. Læs mere
Af Finn Slumstrup
30.06.16, 11:01
Det er et deprimerende politisk teater, der udfolder sig i kølvandet på den britiske folkeafstemning. Læs mere
Af Louise Holck
30.06.16, 10:51
Vi kan ikke være bekendt at isolere børn helt ned til 15-årsalderen i op til flere uger. Det er i strid med Børnekonventionen og en lang række internationale anbefalinger. Læs mere
Af Anders Vistisen
30.06.16, 10:11
Disse dage er skelsættende i Europa, det er en tid, hvor folk er gået amok i snæversynede nationalistiske interesser. Hvor landene i Europa kæmper mod hinanden i en indbydes kamp, hvor der kun kan være en vinder - resten er tabere. Læs mere
Af Mikael Jalving
29.06.16, 12:33
EU-kommissæren har stadig ikke fattet en krone af krisen og lader som om, at fem og syv er lige. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
27.06.16, 19:19
Det er ikke så let, når man går mere op i taktik end i at gøre noget for Danmark. Læs mere
Af Angela Brink
27.06.16, 17:42
Udskamning fra elitære debattører kombineret med oplevelsen af at stå over for problemer, hverken meningsdannere eller politikere synes at tage alvorligt, fører til såkaldt hadefuldt sprog. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
27.06.16, 17:32
23. juni er langt mere end en lærestreg. Det er en gedigen knockout, hvor resterne af EU’s gebis ligger spredt i alle fire ringhjørner. Læs mere
Af Anders Vistisen
27.06.16, 13:33
23. juni kommer til at stå som en skelsættende dag i EU´s historie. Det blev dagen, hvor briterne med deres direkte fuck-finger til jubel-europæerne vendte EU - ikke Europa - ryggen! Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her