*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Har Esben Lunde Larsen lidt ret i, at De Radikale er blevet irrelevante spillere?

Politik handler om at få magt og om at skabe resultater gennem forhandling og samarbejde. Om at sno sig. Men alt det synes dele af Det Radikale Venstre at have droppet til fordel for verbale håndgemæng med regeringen.

Jeg har brugt store dele af dagen på at lede efter den socialdemokratiske partiformand Mette Frederiksens invitation til Det Radikale Venstre om at komme med i en eventuel Socialdemokratisk ledet regering. Det er ikke lykkes mig at finde den.

Invitation eller ej, så har den radikale partformand Morten Østergaard, bombastisk meldt ud, at radikale ikke vil gå med i en Socialdemokratisk ledet regering, med mindre den nuværende flygtninge- og indvandrerpolitik lempes.

Et af de partier, der igennem årtierne ellers fermt har formået at forvalte sine stemmer, er Det Radikale Venstre. Ikke mindst under de forrige Helle Thorning Schmidt-regeringer har Radikale fået en del mere indflydelse, end partiets mandattal skulle tilsige. Indflydelsen svandt dog noget ind den sidste tid, hvor Margrethe Vestager forlod partiet til fordel for sin væsentlige post som EU kommissær.

Politik er ikke (alene) en beskæftigelse, man skal hengive sig til på linje med trancendental meditation, cykelsport eller DM i kaffebrygning. Politik handler om at få noget fra hånden. Det demonstrerede Vestager trods sin fotodokumenterede kagebagning og generelt fredsommelige fremtoning. Der blev sat markante og for især SF (men også for dele af Socialdemokraterne) smertefulde radikale fingeraftryk på politikken især i dagpengespørgsmålet. Og hun må tilskrives det fokusskifte, der skete i Det Radikale Venstre de år, hun var formand, hvor målet var regeringsmagt i tæt samspil med Socialdemokraterne og eventuelt SF.

Har man som jeg trådt sine barnesko i Det Radikale Venstre, var fokusskiftet meget tydeligt, da Vestager overtog partiformandsposten. Den vægelsindethed, Det Radikale Venstre igennem årene er blevet drillet mere eller mindre venskabeligt med, skyldes, at partiet qua sin social-liberale idegrundlagskerne faktisk uden at blinke med øjnene kan samarbejde både til højre og venstre i folketingssalen. Men Vestager-æraen bød på et opgør med det. Nu skulle kiggerten kun sættes for det venstre øje og stille skarpt på et tæt samarbejde med Socialdemokraterne.

Markante profiler, der måske følte sig mest inklinerede i retning af at samarbejde til højre i salen, oplevede sig ikke altid lige velkomne efter dette skift var indtruffet. Det betød, at profiler som Naser Khader og Anders Samuelsen samt Simon Emil Amnitzbøll valgte at forlade Radikale og indgå i andre partier. Til gengæld blev det, som Margrethe Vestager ville det, og partiet fik – hvilket er ethvert partis mission – magt som det havde agt.

Det er som om, at Radikale lidt har mistet sit fokus, siden Vestagers exit. Der er nok ikke så mange medlemmer tilbage, som drømmer om at sætte kiggerten foran højre øje, end ikke en gang i mellem. Men Det Radikale Venstre synes at have mistet sit helt elementære fokus på, at politik handler om at være væsentlig, om at få del i magten. Ikke bare for fornøjelsens skyld, men fordi magten skal bruges til at skabe et bedre samfund og vedligeholde de gode ting ved vores fællesskab, der faktisk er. Hvis man tror på sin sag i politik, er man forpligtet til at lægge sig i selen og skabe resultater med det, man nu er blevet tildelt af vælgerne. Hvis man vil sin politik, så skal man samarbejde, hvilket Statsminister Lars Løkke Rasmussen i forbindelsen med SF's exit fra S-R-SF-regeringen faktisk rakte hånden frem for at gøre.

Men i dag ser man et radikalt lederskab, der i fuldt alvor snakker om at stille ultimative krav til Socialdemokraterne for at gå i regering med dem. Som om det er et drømmescenarie for Socialdemokraterne at dele regeringsmagten med de meget politisk korrekte – og dermed potentielt meget vanskelige – radikale. Det er elementær politik ikke at jokke sine samarbejdspartnere unødigt over tæerne (hvilket både Konservative og Venstre senest har måtte sande). Her vælger man at gøre det, allerede inden der er udstedt en invitation til samarbejde. Den bombastiske facon, udmeldingen har, gør det svært bare at slå den hen med et eventuelt radikalt ønske om at markere sig i mængden af partier til venstre for midten i dansk politik. Og den bombastiske facon gør det svært at ombestemme sig siden hen med troværdigheden i behold.

Det Radikale Venstres meningsmålingstal er ikke så høje, at de er uundværlige for nogen. I en snæver håndvending vil De Konservative (forudsat de overlever) formentlig kunne levere de mandater til en S-ledet regering udi udlændingespørgsmål, som Radikale allerede nu melder ud, de ikke vil give. Noget af en satsning, da Mette Frederiksen har tilkendegivet, at der ikke er nogen ambitioner i S om at gøre udlændingepolitikken mindre restriktiv.

Det føles rigtig godt at være omgivet af ligesindende, der mener det samme rigtige som man selv gør. At et flertal er uenig med ens gruppe, kan virke som et ekstra pift til den sekteriske stemning. Men er det politik så? Er det så ikke nærmere en sangaften i de soyamælksdrikkendes forening?

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen har svaret igen på den radikale miljøordfører Ida Aukens egentlig ret grove anklage om, han overhovedet ikke går op i miljøet (underforstået: man kan kun gå op i miljøet på netop Ida Aukens måde). Hans svar er ikke for sarte sjæle (og nok ikke en minister værdig), da Auken pålægges en eller anden politisk arvesynd for at være i familie med to andre politikere, hvilket selvfølgelig ingen steder hører hjemme. Men det, han skriver, der står tilbage, og som svider, er hans påstand:

”Hvor er det dog befriende, at De Radikale er blevet irrelevante spillere - både når det gælder miljø- og fødevarepolitik, men også integration- og udlændingepolitik,” skriver Esben Lunde Larsen på Facebook.

For er det ikke det, Radikale så småt er ved at udvikle sig til? Et parti, der er blevet irrelevante spillere? Ja, faktisk endnu mere foruroligende: Et parti, der har gjort sig selv til irrelevante spillere.

Spurgt på en anden måde: Hvor har Det Radikale Venstre, siden Margrethe Vestager forlod dansk politik, sat et væsentligt politisk aftryk? Hvem blandt de andre partier står med hånden rakt frem til de radikale for at gribe og virkeliggøre Det Radikale Venstres politiske tanker?

Og set fra et vælgerperspektiv: Hvorfor ikke i stedet for radikalt stemme på Alternativet med deres vitale og stærkt aktivistiske medlemsinddragelse? SF og få den rene ufortyndede Ida Auken-politik. Eller Liberal Alliance, hvor ganske mange radikale er sevet hen og som i dag har direkte indflydelse på den siddende regerings gøren og laden? Selv Enhedslisten, der langt hen ad vejen deler synspunkter med Zenia Stampe, virker mere fokuserede, ja nærmest realistiske, end Det Radikale Venstre for tiden. Hvad i alverden er det for noget? Hvert parti skal have en klar politik, klare målsætninger og klare ideer om, hvordan vælgernes tillid skal udmøntes i konkrete politiske resultater. Stemmer skal arbejde, og det plejer radikale om nogen at være garanter for. Men hvad er det, Det Radikale Venstre egentlig vil? Det handler om mennesker, kan man forstå på partiets kampagner. Med hvad vil radikale for, med og via de mennesker, det ifølge kampagnen handler om?

Hvad er det, radikale vil ud over at sidde højt oppe i træet og have de rigtige holdninger? Og hvordan i alverden tør man i partiet indtage den position i en tid, hvor jorden brænder under Europa?

Det er jo forskelligt, hvordan man har det. Men hvis man mener, at Det Radikale Venstre har noget væsentligt at bidrage med, er det på tide at ryste stammen, så de, der sidder med hovedet oppe i skyerne, kan komme ned og deltage i det til tider hårde, men i det mindste virkelige spil nede på den politiske bane.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Angela Brink (f. 1972) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000. Forud for det læste hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i tre år. Hun har blandt andet arbejdet som reporter på TV2/Nyhederne, som nyhedsanalytiker i tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i De Forenede Arabiske Emirater og som chef for kommunikation og public affairs i tænketanken CEPOS. I 2002 udgav hun romanen Tæsk på forlaget Gyldendal.
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
29.03.17, 20:49
Dansk Institut for Internationale Studier bedriver politisk korrekthed for skatteydernes penge. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
29.03.17, 11:50
Skattekroner skal ikke gå til at finansiere et voldeligt miljø Læs mere
Af Angela Brink
28.03.17, 22:14
Det føles godt, når man som ungdomspolitisk aktiv får taletid i medierne og bliver behandlet som en slags politiker light. Men prisen kan hurtigt blive urimeligt høj, når ens ungdommelige fejltagelser bliver topnyheder i de landsdækkende medier. Læs mere
Af Camilla Schwalbe
28.03.17, 19:40
"Jeg opfatter det som vanvittigt illoyalt, når kvinder taler om deres mænd til andre kvinder, på den der ”nu-siger-jeg-ting-til-jer-som-jeg-ikke-en-gang-har-sagt-til-ham-endnu-måde”. Det er faktisk usmageligt." Læs mere
Af Victor Boysen
28.03.17, 14:54
Vi roser aldrig vores politiske modstandere. Hvorfor egentlig ikke? Jeg takker gerne Lars Løkke. Læs mere
Af Mikael Jalving
28.03.17, 13:50
Sprogmand, stilist og spasmager Hans Hauge viser, at man godt kan være sin tids største filosof og nazist på én og samme gang i herlig ny bog, der stort set træder alle positioner over tæerne. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
25.03.17, 18:15
Den tredje verdens klankultur er vigtigere end religionen islam. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
24.03.17, 12:45
Folkevandringer og globaliseringens skyggesider bliver EU's udfordringer de kommende år. Læs mere
Af Siddik Lausten
24.03.17, 11:53
Jeg frygter sommeren. Jeg frygter at skulle stå ved havnebadet i København foran unge veltrænede mænd og konkurrere om kvindernes blikke. Læs mere
Af Rune Lund
24.03.17, 10:48
SF’s partileder, Pia Olsen Dyhr, var 22. marts ude med et større forsvar for, at SF er gået med i den nye Nordsø-aftale. I Politiken fremkommer Pia Olsen Dyhr med en lang række tvivlsomme påstande om aftalens fortræffeligheder, som der i høj grad kan sættes spørgsmålstegn ved. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her