*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Den forventelige katastrofe i Bruxelles

Den svage statsmagt i Belgien har betydet meget ineffektiv antiterror indsats, og samtidig har sikkerhedssituationen i landet været en stående joke.

11. september 2001 skulle jeg ind forbi den lokale købmand på vej hjem fra skole. Det var der, jeg for første gang så de billeder, som senere er blevet ikoniske. Det tv, der normalt via tekst-tv viste sportsresultater henne over skranken med spil fra Dansk Tipstjeneste, viste netop denne dag noget andet. Jeg så for første gang billederne af de to fly, der styrtede ind i World Trade Center. Det var naturligvis billeder, der brændte sig fast på nethinden på en 13-årig dreng.

Siden er den islamiske terror blevet en fast følgesvend for beboere i den vestlige verden. London, Madrid, Paris, København og nu også Bruxelles. Samt et utal af lignende angreb, som politi og efterretningstjenester har formået at stoppe i tide.

Som en person, der deler sin hverdag ligeligt mellem Bruxelles og Danmark rammer angrebet i går som en stød i maven – man mister sit vejr og føler ubehag. Jeg skulle selv have været på et fly, der landede 15 minutter, før bomberne sprang i Zaventem lufthavnen nær Bruxelles, men mine rejseplaner var heldigvis blevet ændret til kl 12 flyet fra Billund til Bruxelles.

Jeg fik først viden om angrebet, da en af mine medarbejdere, der troede, jeg befandt mig i lufthavnen, ringede for at sikre sig, at jeg var ok. I situationen flyver tankerne gennem hovedet på én. Er min forlovede, der arbejder i Bruxelles, i sikkerhed, hvad med mine ansatte, kollegaer og venner, der befinder sig i Bruxelles? Hvordan får jeg besked ud til venner og familie om, at vi er OK?  Var dette hele angrebet eller kommer der mere? Og hvad gør du selv nu?

Da jeg havde sikret mig, at alle jeg umiddelbart kender var ok og kommunikeret til familie og venner, at jeg var i sikkerhed besluttede jeg mig for at tage bilen til Bruxelles. Både for at være hos min forlovede, hvis hun havde brug for mig og for at få hende og min assistent transporteret hjem til påske.

På en ni timer lang køretur med sig selv får man god tid til at tænke. Først melder lettelsen sig, katastrofen har ramt, men en selv og sine nærmeste er undsluppet i god behold. Det giver en skyldfølelse, at føle en sådan lettelse midt i katastrofen, men det er vist ganske naturligt.

Den næste tanke man får er, det måtte jo ske. Belgien er et land med en utrolig svag statsmagt, da landet er delt i to etniske grupperinger, flamlændere og vallonere. Deres forhold er historisk bygget på mistillid og indbyrdes strid, og derfor har man gennem mange år indskrænket nationalstatens magt for at give den til de nærmest anatome regionalregeringer. Samtidig har man nærmest koncentreret hele den muslimske indvandring til landet til nogle få kommuner i hovedstadsregionen Bruxelles. Her findes forskellige kommuner nærmest kun beboet af migranter fra Afrika, Mellemøsten eller Tyrkiet.

Den svage statsmagt har betydet meget ineffektiv antiterror indsats. De fleste politimyndigheder er regionalt organiseret og ikke gode til samarbejde og en fælles koordinering eller effektivt efterretningsvæsen er blevet syltet på det statslige niveau af de stridende politiske fraktioner. De store kommunale ghettoer har desuden som i Danmark og andre steder i den vestlige verden fungeret som rugekasser for fanatisk og radikal islamismes udbredelse.

Derfor trak det seneste terrorangreb i Frankrig også rødder direkte til mellemøstghettoen, Molenbeek. Har blev en af gerningsmændene fra det angreb, den meget eftersøgte Salah Abdeslam, arresteret af belgisk politi efter mange måneders søgen, kun få hundrede meter fra sin tidligere bopæl. Ligesom Belgien er det vestlige land, som pr. indbygger har leveret flest jihadist-krigere til ISIS.

Samtidig har sikkerhedssituationen i landet været en stående joke i det internationale miljø i Belgien. F.eks. lukkede Belgien efter terrorangrebet i Paris i fire dage skoler, offentlige institutioner og dele af den offentlige transport ned på grund af frygt for konkrete terrorplaner mod landet. De samme dage valgte Europa-Parlamentet af fastholde trusselsniveauet på det mellemste niveau ”gul”, da man her ikke vurderede et forøget risiko. Parlamentet var desuden bare uger før blevet overløbet af uvæbnede kurdiske demonstranter, som havde løbet sikkerhedsvagterne over ende og besat det centrale areal på 3. sal i bygningen.

Men i de seneste måneder er bevæbnede soldater i gaden blevet et hverdagsbillede. Man møder dem i fuld kamoflage, bevæbnet med automatgeværer i grupper af 2-5 i gadebilledet foran Europa-Parlamentet, den danske ambassade, på banegården og i lufthavnen. Så angrebet i går var på mange måder en katastrofe, der bare ventede på at ske.

Men at angrebet blev så massivt, veltilrettelagt og koordineret er et chok. Med angrebet er man bevidst gået efter det internationale miljø i Bruxelles. Tidspunktet for angrebet i lufthavnen falder sammen med det tidsrum, hvor de fleste EU-ansatte og diplomater flyver ind eller ud for at komme til og fra EU hovedstaden og den ramte Metrostation, Maelbeek, ligger lige i hjertet af det såkaldte EU-kvarter mellem kommisionsbygningen og Europa-Parlamentet.

Det er derfor for mit vedkommende mit hverdagsliv, der blev angrebet i går. Da jeg arbejdede som jurist i Europa-Parlamentet, brugte jeg Maelbeek-stationen hver eneste dag på min vej til parlamentet. I dag passerer vi den hver gang, vi skal ind til centrum. Zaventem-lufthavn er min livslinje mellem Bruxelles og Danmark og et sted, jeg typisk kommer flere gange hver eneste uge.

Terroren er for mig og sikkert mange andre med deres hverdag i Bruxelles blevet konkret, ligesom den er konkret for jøderne i København, der lever under konstant politibeskyttelse. Indbyggerne i New York, der hver dag bliver mindet om 9/11 ved ”ground-zero”. Folkene i London, der nok er ekstra overvågne, når de venter ved de underjordiske stationer på ”Tube’en”. Og israelerne, der lever i en konstant terrorfrygt.

Men frygten må ikke tage over i vores hverdag, så giver vi terroristerne, det de vil have. Jeg tager gerne det første fly ud af Zaventem-lufthavnen, når den første nødtørftige reparation har fundet sted. Min kæreste og jeg tager igen i biografen i centrum, på restaurant i Bruxelles eller nyder en ”leffe” på den storslåede Grand Place, når vi kommer hjem fra påskeferien. Og orker vi ikke at gå hjem, tager vi Metroen, forbi Maelbeek-stationen, der netop havde gennemgået en omfattende restaurering, som nu må begynde forfra. Livet går videre – men vi må lære af fortiden og gøre alt hvad vi kan for at forhindre en gentagelse i Bruxelles eller noget andet sted i den vestlige verden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Profil
Anders Vistisen (f. 1987) er medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti, hvor han bl.a. beskæftiger sig budget og migrationsforhold. Anders Vistisen er tidligere formand for Dansk Folkepartis Ungdom, og han er uddannet cand.jur.
Seneste blogs
Af Siddik Lausten
26.06.17, 17:46
Selvfølgelig skal statsministeren ønske ”glædelig Eid”. Og måske var der langt flere danskere, der skulle gøre det samme. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
26.06.17, 09:48
Den tid hvor der blev røget pibe på trænerbænken er desværre forbi Læs mere
Af Mikael Jalving
25.06.17, 17:33
Menneskesyn er forklædt religiøsitet, det er åndelighed i metermål: Enten har du det rigtige menneskesyn eller også er du et dumt svin. Læs mere
Af Finn Slumstrup
24.06.17, 09:41
Hvorfor taber Fyn i kampen om statslige arbejdspladser? Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
23.06.17, 22:41
Nu med skandalejournalisten Sandy French som øverste chef Læs mere
Af Mikael Jalving
23.06.17, 17:18
Jeg stirrede på hans kontrafej, den kæmpe næse i midten af det kødfulde ansigt. En smuk mand, ja, på samme måde som skuespilleren Denzel Washington, skønt hans storhed var ikke skuespil, men åndelighed indlejret i musik. Læs mere
Af Annika Smith
23.06.17, 16:27
… og får næsten ondt i maven af det. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
23.06.17, 14:35
25 år efter EM-guld: Tilskuere og tv-seere falder fra. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
23.06.17, 08:55
Næ, mennesker, som de er flest, har kun fordomme, hvis de ikke har andet at gå efter. Læs mere
Af Josephine Fock
23.06.17, 06:38
Hele sagen om Inger Støjbergs ulovlige instruks har været fyldt af spin, løgn og lovbrud. Vores demokrati fortjener ministre, der taler sandt og agerer efter lovens regler. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her