*

Debat

Kronik: Fakta bag Da Vinci Mysteriet: En kolossal svindelaffære

I en kronik argumenterede forfatteren og instruktøren Erling Haagensen for, at der stadig gemte sig et mysterium i den lille sydfranske by Rennes-le-Chateau. Dagens kronikør svarer, at hele historien om præsten Bèrenger Saunière og den hemmelige loge Sions Priorat, som er grundlaget for Dan Browns bestseller "Da Vinci Mysteriet", er en stor svindel.

Bèrenger Saunière var præst i den lille sydfranske landsby Rennes-le-Chateau fra 1885 til 1911, hvor han blev suspenderet for økonomiske uregelmæssigheder. Det er korrekt, at han brugte meget betydelige summer på at renovere kirken og en alt andet end asketisk livsstil, som bl.a. inkluderede bygning af en luksuriøs villa.

Hans midler stammede imidlertid hverken fra fund af skatte eller hemmelige pergamenter, men fra salg af sjælemesser i meget stor stil. På grundlag af en analyse af Saunières regnskabsbøger, postkvitteringer og annoncer i franske og udenlandske tidsskrifter har den franske forfatter Jean-Jacques Bedu dokumenteret, at salget af sjælemesser var stort nok til at finansiere Saunières udgifter.

Mellem 1896 og 1906 tjente Saunière som minimum årligt 9.000 franc på at sælge sjælemesser, og det på et tidspunkt, hvor en fransk arbejder tjente under1.500 franc om året. Omregnet til nutidspenge har Saunière haft en årsindkomst på minimum en million kr. blot på at sælge sjælemesser, som han ikke holdt. Men selvfølgelig gik rygterne om præstens penge, og de blev flere årtier senere taget op af en herre ved navn Nöel Corbu, som i 1946 købte Saunières villa for at drive restaurant. For at hjælpe på omsætningen promoverede han derfor historien om den kolossal skat, præsten havde fundet, og som kunne stamme fra de franske konger eller tempelridderne. Beløb på 50 milliarder franc i guld blev omtalt, og skattejægerne strømmede til byen.

Her træder historiens hovedpersoner ind på scenen: Gérard de Sède, Marquis de Chérisey og Pierre Plantard. De kendte hinanden, og Plantard havde været medarbejder på Sèdes bog om tempelridderne, som udkom i 1962.

De gik i gang med at opbygge en historie om, at Saunière under en ombygning af kirken havde fundet flere sensationelle pergamenter, som han måske havde brugt til at afpresse kirken og brugt til at skaffe sig en kolossal formue. Spændende og frit opfundne detaljer blev tilføjet: da Saunière døde i 1917, fik han ikke den sidste olie, og en præst, der havde hørt hans sidste skrifte, var så rystet, at han aldrig smilte igen.

To af pergamenterne med hjemmelavede koder blev gengivet i de Sèdes bog om mysteriet, som udkom i 1967 under titlen "L'Or de Rennes" (Rennes guld). De mystiske pergamenter blev forfalsket af de Chérisey, som sammen med Pierre Plantard også begyndte at deponere andre forfalskninger under fingerede navne i det franske Nationalbibliotek i Paris. Blandt dokumenterne var en liste over stormestrene i den hemmelige loge Sions Priorat.

Denne loge skulle være blevet stiftet i 1099 i Jerusalem og havde Tempelridderordenen som sin militære del. Deres fælles mission var at beskytte den merovingiske blodlinie, og blandt ordenens stormestre var foruden nogle ret ukendte personer også Leonardo da Vinci og Isaac Newton. Det er disse resultater af deres hjemmesløjd, som Dan Brown i Da Vinci Mysteriet under "fakta" kalder »hemmelige dokumenter«, som skulle være blevet opdaget i 1975 og beviser hans teorier.

Listen over stormestre i Sions Priorat i Da Vinci Mysteriet er identisk med forfalskningen i det franske Nationalbibliotek.

Men hvad var motiverne bag en så omfattende og arbejdskrævende svindel? Omfanget af Gérard de Sèdes involvering er ikke sikkert, og han kan have været uvidende om, at det hele var svindel. Han var surrealistisk med mottoet, at det tænkte er lige så virkeligt som det virkelige. Marquis de Chérisey var forfatter og beskrives som en vittig og begavet person med en betydelig tørst, som til slut lagde ham i graven.

Det er foreslået, at bortset fra fornøjelsen ved at forfalske og spille naive mennesker et puds, så var hans formål med at forfalske de mystiske pergamenter, at de skulle bruges i et satirisk radioprogram. Pierre Plantard havde efter alt at dømme større planer.

Han var vistnok allerede begyndt at forfalske dokumenter i 1956 med det formål at etablere ham som arving efter de sidste merovingerkonger.

Derfor inkluderede de "hemmelige dokumenter" i det franske Nationalbibliotek genealogier, der knyttede hans slægt sammen med den merovingiske kongeslægt. Det passer godt med vor viden om hans karakter. Under den tyske besættelse af Frankrig var han med til at stifte en orden med navnet Alpha Galates, hvis medlemsskrift Vaincre (sejre) indeholdt antisemitiske artikler. I 1940 havde han skrevet til marskal Petain og bedt ham bekæmpe jøder og frimurere.

I 1956 stiftede han en forening eller loge ved navn Sions Priorat, som synes i sin opbygning at efterligne frimurerordenen med en stor mængde forskellige grader, men hvis medlemsblad bl.a. beskæftigede sig med at bekæmpe boligspekulation.

Vi har således at gøre med et menneske, som så sig selv som bestemt for noget større og som delvis levede i en fantasiverden af hemmelige ordener og loger.

I løbet af den første halvdel af 1960'erne gjorde de sammensvorne deres planer færdige. Som eksempel på deres omhu kan nævnes, at mange af de "hemmelige" dokumenter blev deponeret i det franske Nationalbibliotek under pseudonymet Henri Lobineau, men for at undgå forsøg på at kontakte denne fiktive person lagde de i 1967 et forfalsket brev ind i en af dokumentmapperne, der hævdede, at den rigtige forfatter var Lèo Schidlof.

Samme Schidlof var død året før, så man kunne ikke opsøge ham. Brevet var underskrevet af en Lionel Burrus, som også var død året før.

Sporene var slettet, alt var klart, og i 1967 udgav Gérard de Sède frugten af deres arbejde, "L'Or de Rennes".

To år senere var der bid. Den engelske manuskriptforfatter Henry Lincoln faldt under en ferie i Frankrig over bogen og blev fyr og flamme. I det ene pergament fandt han som planlagt den simple kode, der var lagt ud som madding. I et uddrag på latin fra det Ny Testamente var en række fremhævede ord, som dannede denne meddelelse:

»A Dagobert II Roi et a Sion est ce tresor et il est la mort

(Til Dagobert II og til Sion hører denne skat og han er der død/den er døden).

Dagobert II var den sidste merovingiske konge, som blev myrdet i 679.

Henry Lincoln begyndte at udforske Rennes-le-Chateau og kontaktede de Sède, som må have været begejstret over den fede fisk, der havde bidt på krogen. Han lod falde mystiske bemærkninger om, at koden var for at folk som Lincoln skulle finde den, og som et foreløbigt højdepunkt sendte han ham den meddelelse, der lå skjult i det andet pergament. Efter en djævelsk kompliceret dechifrering, der som nøgleord brugte indskriften på en gravsten fra 1781, der ikke eksisterede længere, suppleret med dele af en anden, som aldrig havde eksisteret, fremkom denne besked:

»Bergere, pas de tentation, que Poussin Teniers gardent la clef. Pax DCLXXXI. Par la croix et ce cheval de dieu, j'acheve ce daemon de gardien a midl. Pommes bleues.«

(Hyrde, ingen fristelse, Poussin og Teniers har nøglen. Fred 681. Ved korset og denne Guds hest, ødelægger jeg den vogtende dæmon ved middag. Blå æbler.)

Poussin og Teniers var malere fra 1600-tallet, og den hjælpsomme Gérard de Sède kunne ydermere meddele Lincoln, at et maleri af Poussin af hyrder ved en grav i Arkadien var baseret på et sted tæt på Rennes-le-Chateau, komplet med grav og landskab. Lincoln fik BBC interesseret i historien, og i tre dokumentarprogrammer sendt i løbet af 1970'erne udviklede historien sig fra præsten i Rennes-le-Chateau og den mystiske kilde til hans formue til spekulationer om forbindelse til tempelherrerne og den hemmelige loge Sions Priorat.

I det sidste program blev seerne endog introduceret til logens elegante stormester - Pierre Plantard. Videre klogere blev de dog næppe, for stormesteren forstod at besvare spørgsmål med yderligere uklare påstande. Man var dog ikke i tvivl om, at her var stormesteren for en mægtig og ældgammel organisation med store hemmeligheder.

Nu begyndte affæren af udvikle sig i en retning, de sammensvorne ikke havde forudset. Til Plantards og de Chériseys forbløffelse fandt Lincoln en geometrisk figur i et af "deres" pergamenter, som han senere brugte i jagten på et stort geometrisk system omkring Rennes-le-Chateau. Sammen med Michael Baigent og Richard Leigh udgav han i 1982 bestselleren "The Holy Blood and the Holy Grail" (Det hellige blod og den hellige gral), hvor Plantards forfalskede genealogier fra Dagobert II til Pierre Plantard blev accepteret og forlænget, så han nu var en efterkommer af Jesus og Maria Magdalene. De tre forfattere havde slugt de tre bedrageres historie med hud og hår og udbyggede den med en fantastisk teori, som demonstrerede deres mangel på sund fornuft og kritisk sans. Den Hellige Gral var ikke en kop eller en skål, men det hellige blod, som var efterkommerne af foreningen mellem Jesus og Maria Magdalene. Og vogterne af hemmeligheden er logen Sions Priorat, som nok snart ville afsløre sine hemmeligheder.

Det er denne teori, som tilsat lidt sakral sex, kvindelig kristendom og koder i Leonardo da Vincis kunst ender op i Da Vinci Mysteriet.

EH indledte sin kronik med at hævde, at den katolske kirke overvejer at sætte Da Vinci Mysteriet på listen over forbudte bøger, det såkaldte Index Liborum Prohibitorum.

Index blev afskaffet i 1966, og det er således både absurd og faktuelt forkert, når EH laver en sammenligning mellem Dan Brown og Kopernicus. Tværtimod har kirken hverken krævet bogen forbudt eller på nogen måde truet forfatteren. Den er i stedet gået ud i en offentlig debat og med rette karakteriseret Da Vinci Mysteriet som fyldt med faktuelle fejl og udtryk for tidens antikristne propaganda. Jeg er ikke katolik, men her kan jeg kun give den katolske kirke ret.

For den fulde dokumentation kan jeg henvise til de to bedste bøger:

Bill Putman og John Edwin Wood: The Treasure of Rennes-le-Chateau. A Mystery solved. Sutton Publishing 2003.

Jean-Jacques Bedu: Les Sources secrètes du Da Vinci Code. Édition du Rocher 2005

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
JP mener: Borgmesterens vilde bryllup
Den radikale Anna Mee Allerslev gav den hele armen på skatteydernes regning. Hun er desværre typisk for alt for mange meget unge politikere.
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce

Blog: Når undtagelsestilstand bliver nødvendig

Olav Skaaning Andersen
Vi lever i en tid, hvor vores demokrati er truet. Derfor må vi finde os i, at undtagelsestilstande bruges til at beskytte vore samfund.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her