*

Debat 01.10.2005 kl. 03:00

Debat uden dialog

MANDAG aften havde foreningen "Muslimer i Dialog" inviteret til dialog om terrorisme i Dronningesalen i Den Sorte Diamant. Interessen var stor, og flere hundrede fortrinsvis unge muslimer troppede op. I dagens anledning var salen, et offentligt dansk rum, blevet inddelt i rækker, der var forbeholdt kvinder og andre rækker forbeholdt mænd. Scenen var sat.

Aftenens hovednavn var den britiske journalist Yvonne Ridley, som under en reportagerejse til Afghanistan under krigen i 2001 var blevet taget til fange af talebanere. Hun sad fængslet 10 dage, blev efter eget udsagn behandlet respektfuldt og herefter løsladt. To år efter konverterede Ridley til islam og blev en markant modstander af krigen mod terror. Så markant, at hun ikke vil tage afstand fra terrorisme.

Socialdemokraternes udenrigsordfører, Jeppe Kofod, skulle debattere med Ridley, og hele to ordstyrere skulle lede seancen, nemlig imamen Abdul Wahid Pedersen og DR2's Clement Behrendt Kjersgaard.

Som erstatning for David Gress havde jeg selv ladet mig overtale til at deltage i panelet, selv om jeg bestemt ikke befinder mig godt i rollen som debattør. Når jeg alligevel stillede op, skyldtes det, at jeg gerne støtter bestræbelserne på at styrke dialogen mellem de muslimske indvandrersamfund og det øvrige Danmark.

Men der var ingen dialog den aften. Allerede kort inde i Ridley's tale stod det lysende klart, at hun ikke var kommet for at indlede dialog, men alene for at fremføre en fasttømret ideologi baseret på, at alt ondt i denne verden skyldes USA og Storbritannien, og at terrorisme ene og alene er et resultat af denne vestlige ondskab, mens muslimer er uskyldige ofre. Hendes sammenligning af Tony Blair med Pol Pot taler i denne sammenhæng sit eget sprog.

Stram i masken

Jeppe Kofod tog afstand fra hendes synspunkter, men forsøgte ellers med sin venlige imødekommenhed at komme i dialog, men blev dog, forståeligt synes jeg, noget stram i masken, da Ridley belærte ham om, at hans positive syn på det netop overståede valg i Afghanistan og hans negative syn på Taleban-regimet var udtryk for, at han lå under for ondsindet vestlig propaganda.

Selv troede jeg ikke mine egne ører, da Ridley på mit spørgsmål, om hun ikke synes, det er et problem, at islamister distribuerer videoer i rekrutteringsøjemed med de slagtninger af gidsler, terroristerne i Irak står bag, svarede, at det var nødvendigt for muslimer at have disse videoer hjemme som alternativ nyhedsformidling til de vestlige mediers propaganda. At betragte disse slagtescener som alternativ og nødvendig nyhedsformidling forekommer mig at være udtryk for en syg tankegang, og at synspunktet oven i købet fremkaldte applaus fra publikum, gjorde mig forstemt.

Et skalkeskjul

Mens Jeppe Kofod prisværdigt forsøgte at komme i dialog, og jeg uden større succes forsøgte at bidrage med lidt saglighed, havde Jon Kaldan, der på vegne af det reportagehold, som står bag P1's udsendelsesrække "Islams ansigter" modtog en pris for programmet, mod nok til at lægge klar afstand til Ridley's synspunkter, som han med rette påpegede er ødelæggende for den tilstræbte dialog.

Om eftermiddagen havde jeg i Statsministeriet ihærdigt argumenteret for nødvendigheden af dialog mellem de muslimske indvandrersamfund og det danske samfund. Jeg må indrømme, at jeg mandag aften tvivlede meget på nytten af en sådan dialog, hvis en person som Yvonne Ridley betragtes som en repræsentativ talskvinde for foreninger som "Muslimer i Dialog". Så er dialog blot et skalkeskjul for forbenet propaganda.

Det håber jeg sandelig ikke skal være normen for og niveauet i en dialog, som jeg dog stadig tror kan være nyttig.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
forsiden lige nu

B&O-frasalg giver boost - kerneforretningen lider fortsat

Der skal stadig kæmpes for at vende kerneforretningen, siger analytikere.

Rentedyk sikrer boligejere besparelse på 620.000 kr.

Afdraget på et 2 pct. lån er næsten dobbelt så stor som på et 5 pct. lån for fire år siden.

Wammen: Grund til optimisme efter halvt års krig mod IS

Forsvarsministeren mener, at indsatsen i Nordirak er pengene værd, og han ser tegn på fremskridt.

Denne usynlige maling kan redde liv

Selv de mest moderigtige cyklister vil kunne bruge denne spraydåse.

Atom-deadline: Vrede, kontrolkaos og hardlinere kan sabotere Iran-aftale

Der kommer en atomaftale mellem Iran og USA i dag, vurderer dansk ekspert.

Forsikringselskab sender 153 mio. tilbage til medlemmerne

Efter et år med færre skader kan LB Forsikring udbetale den hidtil største overskudsdeling.
Annonce
Annonce
Blogs
International debat
  • Kristen-muslimsk jødehad

    Det intense jødehad, der eksisterer i den arabiske verden i dag, har dybe rødder i den oprindelige kristne og senere europæiske antisemitisme. 
Annonce
Kommentarer
Annonce