Fortsæt til indhold
Bolig

Sådan plejer du din rododendron

Plej din rododendron og få større, flottere blomster i år – og flere blomster næste år.

Louise Skøtt Gadeberg, Bolius.dk

Tidligere slotsgartner John Henriksen giver dig her fire gode råd til at pleje din rododendron.

1. Nip visne blomsterstande af

Over sommeren vil din rododendron blomstre og afblomstre, og når en blomst er visnet, skal du plukke den af. Herved bruger planten ikke energi på ’den døde blomst’, men kanaliserer energien over på de øvrige dele af planten.

Næste år kan din rododendron så sætte flere, nye blomsterstande, og hele din rododendron vil blive større og frodigere.

2. Gød din rododendron

Allerede midt i juni er din rododendron ved at lade op til næste års frøsætning, så derfor kan det altid betale sig at gøde om sommeren, selvom planten er afblomstret.

Brug en specialgødning til rododendron fra havecentret, planteskolen eller supermarkedet. Læs mere om dosering på emballagen. Du kan gøde hele året, det er ikke sæsonbetonet.

3. Undgå gule blade

Bliver bladene på din rododendron gule, er jordens reaktionstal (pH-tal) for højt – dvs., at jorden er for basisk og skal være mere sur, altså have en lavere pH-værdi.

Du kan sænke jordens pH-værdi ved at tilføre sphagnum – også kaldet tørvestrøelse. Det kan du købe i havecentre, på planteskoler mv.

Det gør du således:

  • Grav planten og dens rodknold op.
  • Udvid hullet i jorden, så det er 10-15 cm større end tidligere.
  • Fyld sphagnum i hullet, så der stadig er plads til plantens rod.
  • Plant rododendronen igen – og vand moderat.

4. Vand ved tørke

Hold øje med bladene. Når de ruller sig sammen, er det tegn på, at din rododendron trænger til vand. Brug haveslangen eller vandkanden og giv planten en god sjat vand, fx 5-10 liter ved roden. Cirka en time efter kan du se effekten, og bladene vil folde sig ud – ellers har du ikke givet den nok vand.

SE OGSÅ: Flotte rhododendron i haven