Fortsæt til indhold
Bolig

Fem ting, du kan lave i haven med dine børn

Der er masser af spændende ting, du kan lave i haven med dine børn. Friluftentusiast Astrid Bjørg Mortensen giver her fem tips til aktiviteter og madlavning i haven.

Louise Skøtt Gadeberg, Bolius.dk

1. Tænd et bål og bag snobrød

I gamle dage tændte man bål på denne årstid for at jage vinteren på flugt – og årstiden er perfekt til bål. Find et par lange pinde i haven, som I kan bruge som snobrødspinde. Som snobrødsdej bruger I blot almindelig bolledej. Bland nødder, rosiner eller M&M’s i dejen – det giver et velsmagende og farverigt snobrød. Prøv også at blande skinkestrimler, ketchup eller revet ost i dejen – det smager også lækkert.

LÆS OGSÅ: Hvordan laver du en bålplads i haven?

2. Gør klar til fuglene - byg en fuglekasse

Fuglene begynder snart at bygge rede. Har I allerede redekasser i haven, skal de tømmes og gøres klar på ny. Skal I bygge en ny fuglekasse, kan I blot bruge et bræt, eller hvad I har liggende. Placér fuglehuset et sted, hvor fuglene har fred – men hvor I også kan se det fra stuevinduerne. Se, hvad du skal bruge, og hvordan du gør på skoveniskolen.dk

LÆS OGSÅ: Sådan får du flere fugle i haven

3. Lav dekorative vindmøller

Lav en hjemmelavet mølle og hold øje med dagens vindstyrke.

Sådan gør I:

  • Tag et kvadratisk stykke papir og klip et snit fra hvert hjørne, halvvejs ind mod midten.
  • Fold hver anden spids løst ind mod midten og sæt spidserne sammen med en knappenål eller et lille søm i midten.
  • Sæt møllen fast med nålen eller sømmet på en blomsterpind eller bambuspind. Den skal ikke sidde mere fast, end den kan dreje rundt.
  • Pynt den med klistermærker eller glimmerlim og vent på et friskt vindpust.
  • Sæt en perle eller et stykke sugerør imellem mølle og pind, hvis møllen sidder for tæt på pinden til at dreje rundt.
  • Skær en fingertyk gren over og bind en plastikflaske fast på træet .

4. Tap birkesaft og lav en frisk birkesaftsorbet

Har I et birketræ i haven, så prøv at tappe birkesaft – det smager godt i sorbet, men I kan også koge det ind til en sirup.

Sådan tapper I birkesaft:

  • Skær en fingertyk gren over og bind en plastikflaske fast på træet .
  • Eller: Bor et lille hul i træets stamme mindst en meter over jorden, sæt et stykke rengjort vandslange eller ’elektrikerrør’ ind i hullet og før slangen/røret ned i en rengjort 1 ½ liters flaske. Lad det stå nogle timer eller natten over, og flasken er fyldt med saft.

Sådan laver I sorbet af birkesaft:

  • Kog 1 liter frisk birkesaft med 200 g sukker og lad det koge ind til det halve.
  • Hæl det i en ismaskine eller køl det af og sæt det i fryseren i en bøtte.
  • Rør i isen en gang i timen – der skal røres rigtig godt (den kan også blendes).
  • Frys den igen – gentag dette 4-5 gange.

LÆS OGSÅ: Kan du spise dit ukrudt?

5. Spis brændenælder til aftensmaden

Lav en knaldgrøn brændenældecreme – det smager skønt på brød eller som dressing til varm mad, er fyldt med vitaminer, og børnene synes, det er ret vildt at spise brændenælder.

Det skal I bruge:

  • 2 l (300 g) friske brændenælder
  • 1 lille løg
  • Smør og rapsolie til stegning
  • 1 kop cremefraiche
  • 4 spsk. hakket, frisk timian
  • 3 spsk. hakket purløg
  • Salt og peber

Sådan gør I:

  • Vask brændenælderne grundigt og blanchér dem hurtigt i saltet vand.
  • Skær de blancherede brændenælder i stykker.
  • Skræl og hak løget og steg det i lidt smør og lidt rapsolie.
  • Tilsæt brændenælder og kog det op.
  • Tilsæt cremefraiche og timian og lad det simre et par minutter.
  • Tilsæt purløg og smag til med salt og peber.

LÆS OGSÅ: Hvordan slipper du af med brændenælder i haven?