Fortsæt til indhold
Indland

Sveriges Madeleine er blevet forlovet

Svensk avis har offentliggjort et billede af prinsesse Madeleine og hendes amerikanske forlovede.

Ritzau

Den svenske prinsesse Madeleine er blevet forlovet med sin amerikanske kæreste, Chris O'Neill, skriver flere svenske medier.

Prinsesse Madeleine i selskab med far og mor, kong Carl Gustaf og dronning Silvia.
Chris O´Neill Chris er her i selskab med prins Carl Philips kæreste Sofia Hellqvist. Fotoet er taget, da kronprinsesse Victorias og prins Daniels datter Estelle blev døbt.

Kongehuset vil kommentere rapporterne inden for kort tid.

- Vi vil kommentere det på vores hjemmeside senere i formiddag, siger hoffets informationschef Bertil Ternert til det svenske nyhedsbureau TT.

Expressen skriver, at prinsessen og Chris O'Neill i største hemmelighed har udvekslet ring i New York, og at brylluppet vil finde sted næste år.

Foto af forlovelsesring

Avisen Aftonbladet har på sin hjemmeside offentliggjort et billede af parret, og på Madeleines finger sidder en skinnende forlovelsesring.

- Vi er så lykkelige, skal prinsessen have sagt til sine venner, skriver Aftonbladet.

I begyndelsen af oktober traf Sveriges konge og dronning Madeleine og den amerikanske erhvervsmand Chris O'Neill i USA. Først i prinsessens lejlighed, og senere på en eksklusiv restaurant.

- Det var første gang kongeparret viste sig offentligt sammen med Madeleines kæreste, skriver Aftonbladet.

Friede for en måned siden

Kongeparret skal dog i lang tid have været indforstået med, at det var alvor mellem Madeleine og, Chris O'Neill, som i januar fik lov at ledsage prinsessen på en kongelig repræsentationsopgave i Carnegie Hall.

Expressen skriver, at Chris O'Neill friede til Madeleine for snart en måned siden, og at han i forvejen skulle have sikret sig hendes forældres samtykke. Forlovelsen skulle være blevet fejret på restauranten i New York.

Madeleine har tidligere været forlovet med Jonas Bergström, men de gik fra hinanden i 2010.

Madeleine Thérèse Amelie Josephine blev født den 10. juni 1982 på Drottningholms slot. Hun er det svenske kongepars yngste barn og den fjerde i tronarvefølgen efter kronprinsesse Victoria, prinsesse Estelle og prins Carl Philip.

Prinsessen er uddannet kunsthistoriker og arbejder ved World Childhood Foundation i USA. Hun er bosat i New York.