*

Kommunalvalg Aarhus
Uddannelse

Svend Auken: Studenterrådet i 60’erne – en barsk kampplads

Svend Auken var medlem af af Studenterrådet på Aarhus Universitet i perioden 1963-1964. Det var en periode med intriger og bagholdsangreb der langt overgår det han senere kom til at opleve i Folketinget. Her gengives hans erindringstekst til Studenterrådets 75-års jubilæumsbog - Svend Auken: "Studenterrådet i 60'erne - en barsk kampplads" i Bjørn Kock Sørensen og Mikkel Balskilde Hansen (red.): "Studenterrådet 1932-2007" s. 68-69.

Mange mennesker tror, at Christiansborg-politik er fyldt med rænker og fortræd. Det handler for Folketingets medlemmer – tror mange – alene om personlig magt og vinding for eget parti. Ikke om almenvellet. ’Politik er et blodigt håndværk’ siger man, og ligeledes ’vil du have en ven i dansk politik, så anskaf dig en hund!’

Mine erfaringer fra knap 40 år i Folketinget er meget mere opløftende end disse udbredte forestillinger. Jeg synes gennemgående, der bliver arbejdet sagligt med problemerne i Folketinget. Der er et almindeligt ønske om samarbejde og brede aftaler.

Blokpolitik, som vi kender det under VKO flertallet, virker ikke sympatisk, og der er stor vægt på kollegialitet. At blive udråbt som en dårlig kollega er et meget negativt udsagn for et folketingsmedlem.

Jeg har haft mine dårlige oplevelser på Christiansborg – og dem er der blevet skrevet meget om – men gennemgående er mine erfaringer fra Folketinget positive. Særdeles positive. Det er et herligt sted at arbejde. Man kan gennemgående stole på folk. Og man kan opnå resultater.



Studenterrådet 1963

Men hvad med Studenterrådet ved Aarhus Universitet for 40 år siden?

Derfra er mine erfaringer om intriger og bagholdsangreb langt mere tydelige. Jeg var selv medlem i 1963 og 1964.

Meddelelsen om Kennedys død i november 1963 kom for mit vedkommende f.eks. under et møde i Studenterrådet, og det er da også det møde i rådet, som jeg bedst husker.

Også i Studenterrådet blev der lavet meget godt arbejde. Jeg var som formand for Fagrådet for Statskundskab med til at indføre studienævn ved statskundskab, og vi fik meget stor indflydelse på opbygningen af det nye studium.

Det var også i min tid, at vi traf beslutning om at knytte studiets dimittender til Økonomforbundet – senere DJØF – og ikke til Magisterforbundet. Dermed blev der også sendt et signal om, at vi ønskede en karriere i den statslige og i den kommunale forvaltning på lige fod med jurister og økonomer.

Det blev heldigvis accepteret. Så kneb det straks mere med vores forståelse i Århus af københavnernes ønske om også at få lov til at kalde sig scient.pol.’er. Sådan et lavkvalitets studium – skulle de virkelig være lige så fine som de rigtige scient.pol.’er fra Aarhus Universitet! Vi var ikke for generøse.

Ekspansionsperiode

I selve rådet skete der en masse i de år. Universitetet var inde i en meget stor ekspansionsperiode, og der blev bygget overalt. Vigtigt var især bygningen af Studenternes Hus. Det blev for mange rammen om deres liv. Glem ikke at der kun var få kollegiepladser.

Ingen boede i egen lejlighed. Så en stor del af mine medstuderende måtte tage til takke med privat indkvartering i kælderværelser, og deres økonomi var meget dårlig. SU (eller UU som det hed dengang) var lav, og det var næsten umuligt at finde et job og supplere sit stipendium med ekstra indtægter.

Derfor gav studenterhuset attraktive omgivelser for deres liv uden for institutternes undervisningslokaler og læserum. Foreningslivet blomstrede. Frit Forum, som jeg var formand for, voksede fra 100 til over 300 medlemmer. Den samme fremgang nåede også til andre. Århus var dengang ikke nogen god værtshusby, så nattelivet trak ikke i os. Vi blev på ’uni’ om aftenen. Her har byen unægtelig forbedret sig utroligt. Så nu er det svært at få de studerende til at gå til aftenarrangementer i parken.

Som sagt blev der bygget meget og, synes jeg, smukt i Universitetsparken af CF Møllers tegnestue, og snart startede Studenterrådet en diskussion om ikke hele universitetet skulle forlade parken og flytte til det nye udviklingsområde i Skejby. Den plan blev dog heldigvis aldrig til noget. Men den viser at der var meget visionære planer i studenterpolitikken.

Rænkespil

Men hvad så med ’intrigerne’? Hør bare. Jeg var bare 19/20 år i 1963 og førsteårsstuderende, da jeg blev valgt ind i Studenterrådet, men kom hurtigt med i de ’indre’ cirkler. Jeg blev spurgt af det siddende præsidium, om jeg ville indtræde i det kommende præsidium som næstformand. Den opfordring blev jeg glad for og sagde straks ja. Jeg kendte den kommende formand og havde personligt et godt indtryk af hans dygtighed.

Han blev da også senere en fremtrædende kommunal embedsmand. Udover Studenterrådet var vi også aktive i DSF – Danske Studerendes Fællesråd – og den kommende ledelse bakkede en meget dygtig lægestuderende (fra Århus) op som ny formand for DSF. Han var Århus-kandidat på landsplan. Jeg støttede naturligvis denne stud. med. som ny landsformand. Så langt så godt.

Men pludselig ville den ’stærke mand’ i Studenterrådets daværende præsidium – en stud.jur. – selv være DSF-formand, og han fik overtalt det kommende præsidium til at støtte sin kandidatur.

Det var nemlig efter reglerne dem der var delegerede for Aarhus Universitet i DSF, og altså dem der kunne stemme. Uden nogen form for åben diskussion ville man svigte sin egen kandidat og selv overtage pladsen.

For mig var dette både utiltalende og uklogt. Så jeg sagde blankt nej til at svigte vores stud. med., selv om der blev argumenteret bravt med mig. Men vi blev ikke uvenner, så jeg glædede mig til samarbejdet i det nye præsidium. Men tableau! – det skulle gå helt anderledes.

Groft og uhæderligt

På selve dagen da kandidatlisten for det kommende studenterråd skulle indleveres (inden kl. 22), var den kommende formand og jeg til møde i København, og ingen sagde noget. Men kl. 19 kaldte han mig uden for døren og meddelte, at han ville tage et fly kl. 20 (hvor der ikke var ledige pladser) og rejse tilbage til Århus med en kandidatliste uden mit navn. Min forsyndelse var, at jeg ikke ville bryde aftalen om DSF-formanden.

Derfor havde den stærke mand i rådet planlagt det sådan, at kun en liste uden mit navn blev indleveret, og at jeg ikke havde nogen mulighed for at opstille en anden liste, endsige at nå at indlevere den rettidigt. Et rent kup.

Noget tilsvarende har jeg aldrig – heldigvis – været ude for i Folketinget. Det var så groft og uhæderligt. Og jeg har ikke kunnet lade være tænke på dette forløb i studenterpolitikken, når jeg hører mennesker tale ilde om Folketinget. Så ubehageligt har det aldrig været på Christiansborg.

Skepsis over for jurister

Senere forsøgte den samme klike at få mig udelukket fra Rådet, fordi jeg tre gange havde meldt skriftligt afbud, men disse afbud havde ikke været ’skriftligt begrundet’ og derfor burde jeg udelukkes, sagde mine modstandere. Sådan rent ’juridisk’.

Måske stammer noget af min skepsis overfor jurister fra disse selvoplevede hændelser. I alt fald var mine oplevelser i Studenterrådet med til at hærde mig, så intet kunne chokere mig, da jeg få år senere faktisk kom i Folketinget.

Der blev dengang som nu lavet et flot stykke arbejde af de valgte studenterrepræsentanter, og jeg ønsker tillykke med 75 års indsats til gavn for de studerende og for universitetet. Der er i høj grad i disse tider med ’professionelle bestyrelser’ og ansatte ledere brug for det demokratiske element og engagerede studerende.

Jeg håber, man vil holde fanen højt. Alle de primitive forestillinger om at universitetet kun drejer sig om at sikre patenter og andre ’intellektuelle ejendomsrettigheder’ og gøre vejen ’fra formel til faktura’ så kort som mulig, kræver et seriøst modspil. Et demokratisk, alsidigt, kvalitetsorienteret universitet er langt at foretrække frem for en topstyret, bureaukratisk, kommerciel patentfabrik. Her ligger en vigtig opgave for alle studerende og ansatte ved universitetet.

Tillykke.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Hurra, så lyttede de

Kate Runge, byrådskandidat for Venstre, tidl. embedslæge
Jeg blev glad, da jeg læste Ældreministeriets udmelding, at plejen af ældre mennesker på plejehjem eller i eget hjem skal være mere ”værdig”, og at kvaliteten skal sikres med et nyt videnscenter, et rejsehold og et nyt, uafhængigt tilsyn.

Debat: Vision for regionernes it-udvikling

Rasmus Foged (AL), spidskandidat til Region Midtjylland, Aarhus | Karina Enggaard (AL), kandidat til Region Midtjylland, Favrskov

KV17: Syddjurs – en del af noget større

Jan Kjær Madsen (R), byrådsmedlem i Syddjurs
Vi skal arbejde for, at vi binder vores kommune op i en større sammenhæng med en politik for en grøn omstilling og -udvikling.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her