*

Uddannelse

Nyt institut på Aarhus Universitet har skabt akademisk forundring

Rektor fastslår, at instituttet ikke er en del af universitetet, men han tror på gevinst i samarbejdet.

Grundidéen er, at journalister skal kunne komme til den nye enhed og følge kurser og indgå i samarbejder med forskere på AU, siger AU-rektor Brian Bech Nielsen. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Placeringen af et nyt journalistisk institut med navnet Constructive Institute (CI) på Aarhus Universitet (AU) har skabt debat i akademiske kredse.

Det viser en gennemgang af dialogen mellem Constructive Institute og Aarhus Universitets ledelse omkring tilknytningen af instituttet, der skal åbne i lokaler på universitetet til september.

Jeg kan sagtens forstå, at der er lidt forvirring over, at det er blevet fremstillet som et nyt institut ved AU, men der er altså tale om to særskilte enheder.
Brian Bech Nielsen, rektor på Aarhus Universitet

Idéen blev lanceret i marts af Ulrik Haagerup, der stopper som nyhedsdirektør ved DR til september for at blive direktør for Constructive Institute, der er blevet omtalt som et institut ved Aarhus Universitet.

Netop ordet ”institut” er interessant, for Constructive Institute er ikke et institut i gængs universitets-forstand, da det ikke som andre institutter er bemandet med professorer, lektorer og andre universitetsforskere.

Ifølge CI’s hjemmeside drives enheden af Ulrik Haagerup, nyhedsdirektør på DR, tidligere JP-journalist Orla Borg og Maarja Kadajane, der bl.a. arbejder for Eurovision Academy med udvikling af konstruktiv journalistik.

Misfornøjede miljøer

Brugen af institut-navnet har givet panderynker i akademiske kredse på AU, fremgår det af mails fra Thomas Pallesen, dekan på Aarhus BSS, til Ulrik Haagerup.

Constructive

Konstruktiv journalistik

  • Konstruktiv journalistik er betegnelsen for en journalistik, der ikke søger skandaler, sensationer og polarisering, men forsøger at bygge bro, inspirere og facilitere en debat om løsninger på samfundets udfordringer.
  • Konstruktiv journalistik er kritisk, objektiv, balanceret, faktabaseret og fremtidsorienteret.

»Der er en betydelig misfornøjelse i miljøerne over processen om det nye ”institut” på AU,« skriver dekanen i en mail fra marts i år, og i en anden mail påpeger han, at lanceringen af det nye institut har været ”uheldig” på to måder:

»Dels at uafhængigheden til AU ikke er blevet tydelig nok, og dels er brugen af ”institute” i sig selv uheldig, da det naturligt og også i denne sag på dansk er blevet til institut.«

Videre hedder det i dekanens mails, at brugen af institut-navnet er uheldigt, da mange institutter er blevet lukket og sammenlagt på AU.

Og mange medarbejdere på universitetet ønsker at få eget institut, men har fået nej fra ledelsen.

»Jeg kan ikke fortænke dem i en ikke ubetydelig undren over, at det nu tilsyneladende med et fingerknips kan lade sig gøre at oprette et nyt selvstændigt institut på AU,« skriver dekanen.

Rektor Brian Bech Nielsen svarer på kritikken overfor JP Aarhus, og han fastslår, at CI ikke er en del af AU:

»Jeg kan sagtens forstå, at der er lidt forvirring over, at det er blevet fremstillet som et nyt institut ved AU, men der er altså tale om to særskilte enheder. CI er en helt selvstændig organisation og ikke en del af Aarhus Universitet. Vi er i færd med at udarbejde en samarbejdsaftale med CI, og den vil være baseret på tilbagemeldinger fra vores forskere og medarbejdere. Vi støtter ikke enheden økonomisk fra AU’s side udover at stille få lokaler til rådighed.«

AU-ledere i bestyrelsen

Men selv om CI ikke er en del af AU, er ledere fra AU med i instituttets fondsbestyrelse.

Bag CI står fonden Constructive Foundation, og i bestyrelsen for den fond sidder blandt andre Connie Hedegaard, der er formand for AU’s bestyrelse, og Anders Correll, presse- og kommunikationschef ved AU, men de repræsenterer ikke universitetet, siger Brian Bech Nielsen:

»Anders Correll og Connie Hedegaard er ikke udpeget af AU til bestyrelsen for CI. De sidder der i deres personlige egenskaber med deres interesse for journalistik.«

Parterne har i marts i år underskrevet en hensigtserklæring om samarbejde, og en egentlig samarbejdsaftale er ved at blive udarbejdet, og rektor tror, at Constructive Institute kan blive en gevinst for AU.

CI-direktør: Stort ansøgerfelt til fem fellowships

»Gevinsten for AU vil afhænge af samarbejdet, og det forsøger vi at sikre de bedste muligheder for i en samarbejdsaftale, men hvis samarbejdet bliver frugtbart, så er det selvfølgelig også en gevinst for AU, og det tror vi, at det kan blive. Grundidéen er, at journalister skal kunne komme til den nye enhed og følge kurser og indgå i samarbejder med vores forskere, så det er lige så meget et samarbejde fra CI ud mod AU, som det er et samarbejde fra AU og ind mod CI,« siger Brian Bech Nielsen.

Ikke usædvanligt

Rektoren medgiver, at der med CI ikke er tale om forskere, men den slags samarbejde er ifølge rektoren ikke usædvanligt for universitetet:

»De er jo ikke forskere, og de er ikke en del af AU, de er samarbejdspartnere. Men samarbejdet med CI er ikke usædvanligt. Vi har flere eksempler på samarbejde med organisationer, som ikke er en del af universitetet, og hvor samarbejdet foregår på universitetet. Vi har haft virksomheder tilknyttet, som har rådet over lokaler på universitetet,« siger han.

 

 
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Aarhus skal gå forrest i kampen mod psykiske lidelser

Thomas Medom, politisk leder for SF i Aarhus, social- og beskæftigelsesrådmand
Flere og flere unge aarhusianere rammes af psykiske lidelser som stress og angst.

Debat: Hvornår er det fondssvindel?

Per Hovgaard
Det er et brud på min retsbevidsthed, hvis Erhvervsstyrelsen slipper af sted med at give grønt lys til, at Aarhus 2017 kan modtage 24,8 mio. kr. fra en fond, som er oprettet af Aarhus Kommune.
Restauranter

Casablanca ligner sig selv

Casablanca er genåbnet efter en renovering. Den klassiske franske caféstil er intakt, og køkkenet leverer på et pænt niveau, selv om alt ikke lykkes til perfektion.
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her