Fusionsskoler kan leve med lockout-forsinkelser
Den fire uger lange lærerkonflikt har betydet forsinkelser af de tre skolefusioner. Skolelederne mener dog, at konsekvenserne er til at overskue.
Skolelederne har nu fået et overblik over, hvad den fire uger lange lockout kommer til at betyde på de tre fusionsskoler i Aarhus. Resultatet er, at der er forsinkelser, men ikke noget alvorligt, lyder meldingen.
»Tidsplanen er forsinket, men vi har besluttet, at fusionen træder i kraft efter sommerferien. Vi flytter tidligst børnene efter nytår og senest den 1. august, så vi har en elastik,« fortæller fusionsskoleleder Stefan Møller Christiansen på Grønløkkeskolen og Tranbjerg Skole.
Stefan Møller Christiansen er desuden formand for Aarhus Skolelederforening, og hans indtryk er, at det generelt er hårdt at få samarbejdet op i omdrejninger på skolerne efter lærerkonflikten.
»Pubbetilstand«
»Efter sådan en konflikt er man i en pubbetilstand, hvor man lukker sig omkring sig selv og har brug for at få samlet tropperne igen. Men vi har genoptaget møderne og laver aftaler,« fortæller han.
Administrativ leder Birgitte Bjerregaard, Hasselager Skole, som efter sommerferien også skal rumme eleverne fra Kolt Skole, vurderer, at processen med et byggeprojekt bliver mindst et par måneder forsinket.
»Hvor det tidligere hed januar 2015, hedder det måske marts/april 2015, og det er ikke det store problem, at man skal være to måneder længere på to matrikler. Jeg håber, at vi finder en måde at være sammen på, så det ikke kommer til at berøre elever og forældre,« siger hun.
Involvering fortsætter
Skolelederne har holdt fast i, at involveringen af forældre, medarbejdere og elever skal fortsætte som planlagt.
»Vi har ikke kunnet lave den involveringsproces i de fire uger, men den har vi så nu. Inddragelsen af alle parter er særdeles vigtigt, når man er i gang med en fusion,« understreger hun.
På fusionsskolen Vejlby/Jellebakken har man arbejdet på højtryk, siden lærerne vendte tilbage.
»Vi er blevet forsinket en måned med klassedannelsen, men det er stadig i god tid inden sommerferien,« fortæller fusionsskoleleder Torben Antonsen.
God luft i processen
Et programkatalog, som er blevet til på basis af en række workshops, og som skal bruges til arkitekternes udformning af det kommende skolebyggeri, bliver først afleveret i slutningen af maj.
»Men vi har fået at vide af arkitektfirmaet, at vi godt kan nå det alligevel. Der har været god luft i processen. Man har fortsat en forventning om, at det kan stå færdigt den 1. januar 2015,« siger skolelederen.
Tilbagemeldingerne til børne- og ungerådmand Kristian Würtz (S) har da også været, at arbejdet skrider fremad igen.
»Spørgsmålet er, om vi kunne have gjort noget uden lærernes medvirken, men vi har valgt at vente. Det er trods alt vigtigt, at alle er med til at skabe den skole, vi skal opbygge og være fælles om i mange år,« siger rådmanden.
Pres på lærere
Formanden for Aarhus Lærerforening, Søren Aakjær, skal i den kommende uge holde møde med tillidsrepræsentanterne fra fusionsskolerne. Men de første meldinger til ham er, at der er pres på.
»Lockouten har ikke gjort det nemmere at forene to lærerkollegier. Det kræver en opløftet stemning, men folk mangler energi, og processen er på standby. Så jeg kan godt forstå, hvis skolelederne synes, det er en svær opgave,« siger Søren Aakjær.