Fortsæt til indhold
Aarhus

Højhelligt forbud eller behov for stramning

Stop salg af alkohol til de 15-17-årige elever ved gymnasiefester, anbefaler politi og behandlere.

Stop udskænkning af alkohol til unge under 18 år, når der holdes gymnasiefester. Sådan lyder opfordringen fra både politiet og alkoholeksperter, der finder det besynderligt, at man som 15- eller 16-årig kan købe øl til gymnasiefester, mens man på værtshuse i byen må vente, til man fylder 18.

Opfordringen er blevet debatteret på jpaarhus.dk, og det er ikke alle læsere, der er enige i, at et forbud mod udskænkning af alkohol til gymnasieelever under 18 år er en god idé.

Snaps i 1980'erne

»Hvorfor er vi alle blevet så højhellige? I 1980'erne var det ikke uhørt med morgenfødselsdage for gymnasieeleverne, hvor de fik en snaps eller øl inden skoletid, og der var helt sikkert fredagsbar på skolerne. Dengang var alt i orden. Men nu, hvor denne generation er blevet forældre, er de blevet så bange for, at der skal ske deres små poder noget, så det halve kunne være nok. Man gør dumme ting i gymnasiet, og så lærer man af sine fejl, sådan har det vel altid været at være ung,« skriver Sima Qian fra Horsens og tilføjer:

»Hvis vi laver om på det, kan vi næppe forvente at få modne mennesker ud i den anden ende. Lad dog de unge lære af deres egne fejl, vi kan næppe forvente, at de blot accepterer vores livserfaringer uden at gøre deres egne.«

Stram op

Carl Mikkelsen fra Beder er ikke enig. Han mener, der bør strammes alvorligt op på gymnasierne.

»Det problem har været der i årevis. Jeg mener, at det er nogle slappe rektorer, der styrer gymnasierne, som ikke har nogen rygrad og ikke er konsekvente. Et gymnasium er en offentlig institution og bør således følge de regler, som gælder for de kommunale steder. Det er også fuldstændig uforståeligt, at 15-16-årige kan købe alkohol i uanede mængder, bare fordi det foregår til en fest på et gymnasium. Jeg synes, at politiet bør besøge disse fester og så notere hele molevitten,« skriver han.

Finn Rasmussen fra Ry bidrager med en parallel til Viby Gymnasium og HF's tilbud om gratis morgenmad til eleverne:

»Købe alkohol på gymnasiet? Der hører vel morgenbitter med til den gratis morgenmad? Ellers er det da discountmorgenmad. Ikke noget at byde blomsten af den danske ungdom,« mener Finn Rasmussen.

De unge drikker en del

En undersøgelse, som Region Midtjylland har lavet, viser, at 21 pct. af de midtjyske unge drikker langt mere, end Sundhedsstyrelsen anbefaler. 31 pct. drikker ofte mere end fem genstande pr. gang.

Målgruppen for undersøgelsen var 14-16 år. Bedre bliver det ikke senere i livet, hvor Sundhedsstyrelsens rapport fra 2008 viser, at 73 pct. af de 16-20-årige inden for den seneste måned havde drukket mere end fem genstande ved én lejlighed.