*

Syddjurs

Borgmesteren, der kom ind fra Sundet

Claus Wistoft var en overgang medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs, inden han flyttede og endte som nabokommunens førstemand.

Claus Wistoft kan se tilbage på den seneste dramatiske konstituering, og håber at den kommende bliver mere afdæmpet. Foto: Casper Dalhoff

Når Claus Wistoft siger, at det i sin tid var en fejl, at der blev skabt to kommuner på Djursland i stedet for én, så udtaler han sig med en vis indsigt. Han har nemlig en fortid i kommunalbestyrelsen i Norddjurs, som han var medlem af fra 2005, inden han solgte sit landbrug i Kolindsund og flyttede de få kilometer ind til Kolind. Undervejs krydsedes kommunegrænsen.

I Kolind blev han opfordret til at stille op i 2009, siden valgt som spidskandidat for Venstre i Syddjurs, og det udviklede sig til lidt af en succeshistorie: Efter endnu et valg og en ny dramatisk konstituering blev han borgmester i 2013.

»Det var ikke med nogen bagtanke, at jeg flyttede, men jeg havde i mange år haft en plan om, at når jeg blev 50 år, ville jeg bruge tiden på noget andet end at være landmand, men det var der ingen, der troede på,« fortæller den 58-årige politiker.

En del af bedriften blev solgt. Da han havde mest under plov, drev han landbrug på samlet 600 ha, hvoraf de 300 var hans egne.

Man skal ikke tale ret længe med Claus Wistoft, før billedet af en kontant politiker tegner sig. Han forholder sig til virkeligheden og fabler ikke om hvad og hvis. Det er her og nu, der tæller. Og hans evner bruges også på formandsposten for Business Region Aarhus.

Måske skyldes den kontante indstilling hans baggrund. Det nyttede heller ikke som landmand at ærgre sig over regnvejr. Det var, som det var, og han kunne intet stille op.

Foto: Tobias Nicolai

Derfor er det heller ikke overraskende, at denne søn af den gamle borgmester J.A. Wistoft i Kerteminde i dag selv er borgmester. At det sagtens kunne være gået anderledes, er så en anden sag.

For længe havde den socialdemokratiske spidskandidat i 2013 Jesper Mathiesen endnu en gang udsigt til at blive borgmester, men forhandlingerne var ikke afsluttet, og beslutningerne dermed konfirmeret.

Efter valget i 2013 var der i Socialdemokratiet en betydelig vrede mod Kirstine Bille, som beskyldes for forræderi ved at have bragt Claus Wistoft til tops på bekostning af Jesper Mathiesen.

SF’s nedsmeltning

Dramaet begyndte på valgaftenen.

Kirstine Bille fra SF håbede som siddende borgmester på genvalg, selv om hun godt vidste, at det blev svært. SF sang på sidste vers i Helle Thornings regering, og partiet lignede både en katastrofe og et politisk selvmord.

»Der var tale om en nedsmeltning på landsplan. SF gik voldsomt tilbage, og det var spændende, om vi kunne holde vores mandater. Vi havde i perioden mistet et medlem til Socialdemokratiet, men vi bevarede de fem, og jeg fik stort set det samme personlige stemmetal som i 2009. Ved valget fastholdt Socialdemokraterne sine syv mandater, vi fik fem, så kom der en enhedslistemand og en radikal. Vi sad 14 og kunne mønstre et flertal. Ud af de 14 ville de syv pege på mig som borgmester og de syv på Jesper Mathiesen. På et tidspunkt tilsluttede borgerlisten sig også gruppen. Så var vi otte, der pegede på mig og syv på Jesper Mathiesen. Det skulle socialdemokraterne lige ud at tænke over, og så sad vi ellers i tre timer og ventede,« husker hun.

Wistoft tager initiativ

I mellemtiden havde Claus Wistoft spurgt Socialdemokratiet, om man ikke skulle lave noget sammen.

»Vi fik siden en bulletin om, at der var indgået en aftale: Jesper Mathiesen skulle være borgmester,« siger Kirstine Bille.

»De 13 borgerlige, som havde siddet tilbage, fik alle udvalgsformandsposter og alt, hvad der i øvrigt var. Der var dog for skams skyld reserveret en udvalgsformandspost til mig.

Det ville også se mærkeligt ud at ignorere mig med det stemmetal, jeg kom med. På en lille samling blev det meddelt, at Jesper Mathiesen ville åbne for en bredere konstituering i løbet af kort tid, men der skete intet.

Der stod vi så for andet valg i træk udenfor døren med en skraldesæk med de rester, der var tilbage,« konstaterer Kirstine Bille.

Claus Wistoft havde efter valget konstateret, at selv om Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten havde flertal, kunne de ikke enes om en konstituering.

»Derfor spurte vi socialdemokraterne, om vi ikke skulle lave en aftale: I får borgmesterposten, og vi får en række udvalgsposter. Der er dog nogle betingelser, blandt andet, at den samlede socialdemokratiske gruppe skulle stå bag aftalen, og den holdt kun i få dage, så var der et medlem, der krævede at blive formand for et bestemt udvalg.

Der samler sig imidlertid i dagene efter valget et flertal bag mig som borgmester, og nogen vil selvfølgelig fremstille det, som om jeg har begået et løftebrud, men det var socialdemokraterne, som ikke var enige.«

Kirstine Bille undrede sig over, hvorfor hun ikke fik lov at fortsætte.

Claus Wistoft (stående i midten) på en af sine første arbejdsdage som borgmester i 2014. Ved bordet sidder forgængeren Kirstine Bille (SF). Arkivfoto: Casper Dalhoff

Hun forstod ikke den fjendtlige stemning, for så dårligt havde det da heller ikke været. Men socialdemokraterne sagde ordret til hende, at de ikke igen kunne tåle at komme tilbage til deres vælgere uden en borgmesterpost.

Det så en tid ud til, at de ikke skulle skuffe deres vælgere, selv om processen langtfra var afsluttet.

En ny udvikling

»Jeg havde 14 dage efter valget en snak med Claus Wistoft, for jeg havde behov for at finde ud af, hvad der var sket,« fortæller Kirstine Bille. »Jeg ville også prøve at finde ud af, hvor meget af dette, der var aftalt i forvejen. Kunne jeg virkelig have været så dum?

Vi fik en god snak, og så siger han undervejs, at han godt kunne være interesseret i, at vi lavede en anden konstituering med ham som borgmester. Det havde han allerede sonderet terrænet for. Han havde samlet underskrifter fra 14 medlemmer, men han havde lovet dem, at han ikke ville bryde konstitueringen med socialdemokraterne, medmindre at jeg var med. Ellers gav det ikke mening.

Selv sagde han offentligt, at socialdemokraterne samlet skulle bakke op, og det gjorde de ikke, men selvfølgelig spillede det også ind, at der sad 14 mand, som hellere ville have ham som borgmester. Det kunne man godt forstå.

Jeg spørger mine gruppemedlemmer: Hvad vil I helst: Stå udenfor og kradse på døren eller gå ind og søge at få indflydelse.

Så mødtes vi med Claus og hans folk, og det gik godt. Vi kunne snakke sammen og opnå resultater. Jeg fik næsten lige så stor indflydelse, som jeg havde haft – en udvalgsformandspost, næstformand i økonomiudvalget og viceborgmester. Det var ret godt.

Der var fuld opbakning i baglandet.«

Foto: Casper Dalhoff

Socialdemokratisk skuffelse

»Jesper Mathiesen forlod byrådet på det konstituerende møde,« husker Claus Wistoft. »Men egentlig var begivenhederne i 2013 ikke nær så dramatiske, som dem han selv satte i scene i 2009.«

JP Aarhus har forsøgt at få Jesper Mathiesens version af begivenhederne, men han meddelte, at han ikke ønsker at medvirke.

Kirstine Bille ville, hvis hun havde fået mulighed for at fortsætte, have forsøgt at lave en bred konstituering igen. Hun har også hørt en anden forklaring på, at hun blev vraget:

»Hvis de gav mig fire år mere, så blev jeg siddende der for evigt på grund af borgmestereffekten. Det var smart gjort. Jeg kan ikke sige andet, end at det var træls, at det var mig, det gik udover.

Som borgmester har du serveretten og adgang til viden og ved, hvilken viden der er at dele med andre.

Claus Wistoft håber også at få lov at fortsætte i borgmesterstolen. Han ser to rivaler ved valget: Kirstine Bille og Socialdemokratiets borgmesterkandidat Ole Bollesen, som han betegner som en ordholdende mand, der har gjort det rigtig godt som formand for ældre- og sundhedsudvalget og ligeledes formået at skabe ro i sin gruppe. I den lokale ugeavis er han blevet portrætteret som en sober socialdemokrat.

»Jeg spår mig selv gode chancer, men det bliver ikke for enhver pris, jeg fortsætter. Jeg går ikke ind for politiske bindinger i konstitueringsaftaler, for det er ikke til at arbejde med. Tingene flytter sig alt for hurtigt.

Jeg tror, der er en stor vilje til, at nu skal vi i Syddjurs ikke længere være et sted, der refereres til i TV Avisen, når det handler om brudte aftaler,« siger Claus Wistoft.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her