*

Kommunalvalg Aarhus
Sport

Ceylan inden storkamp: »Jeg har aldrig været så dedikeret som nu«

Dennis Ceylan er fuld af optimisme op til kampen mod Josh Warrington. En VMkamp er på spil.

Dennis Ceylan har trænet hårdt op til den vigtige kamp den 21. oktober. Arkivfoto: Gregers Tycho

Det har været et begivenhedsrigt år for den aarhusianske bokser Dennis Ceylan i 2017 på både godt og ondt.

BOKSNING

Storkamp

Dennis Ceylan:

  • 28 år, bor i Aarhus.
  • Har vundet 18 kampe, otte af dem på knockout.
  • Har tabt nul kampe og bokset to kampe uafgjort.
  • Blev europamester i fjervægtsklassen den 15. oktober 2016.

Josh Warrington:

  • 26 år, bor i Leeds, England.
  • Har vundet 25 kampe, kun fem på knockout.
  • Har tabt nul kampe.
  • Blev europamester i fjervægtsklassen den 4. oktober 2014.

I marts forsvarede han sit EM-bælte i fjervægtsklassen, men kun via resultatet ”teknisk uafgjort” mod briten Isaac Lowe, fordi denne med en skalle forvoldte en så stor flænge i Dennis Ceylans øjenbryn, at kampens dommer stoppede kampen.

I juni blev Dennis Ceylan testet positiv for brug af kokain uden for konkurrence, og det betød, at hans store kamp på Wembley, London, mod Kid Galahad blev aflyst. En kamp, hvor den interkontinentale titel hos bokseforbundet IBF stod på spil.

Midt i den personlige og sportslige nedtur fik Dennis Ceylan så tildelt en kamp mod den ubesejrede brite Josh Warrington den 21. oktober i Leeds, England. Her er vinderen sikret intet mindre end en VM-kamp mod Lee Selby, der er regerende IBF-verdensmester i fjervægtsklassen.

Derfor er den danske topbokser i fuld gang med at træne op til det, der er karrierens største kamp. Og på grund af den netop overståede nedtur er den 28-årige boksere mere dedikeret til at ramme topformen end nogensinde før, fortæller han.

Presser sig selv

»Personligt har jeg aldrig villet det så meget, som jeg vil lige denne gang. Jeg tror, at jeg skylder mig selv, mine fans og folkene omkring mig, at jeg giver den alt, jeg har. Jeg føler, at jeg måske er kommet for let til tingene tidligere i min karriere, fordi jeg er kommet langt på mit talent alene. Selvfølgelig træner jeg altid hårdt, men denne gang har jeg presset mig selv til det yderste, så jeg glæder mig til at komme på udebane i Leeds og forløse alt det hårde arbejde,« siger Dennis Ceylan.

Kosten er lagt om

Et af de områder, hvor Dennis Ceylan denne gang er blevet mere dedikeret i sine forberedelser frem mod kampen i Leeds, er i sin kost.

Bokseren fortæller, at han i månederne op til en kamp har været for dårlig til at opretholde en 100 pct. god og sund kost, hvorfor hans energiniveau har været lavt, når han ikke trænede.

Men denne gang har Dennis Ceylan fået tilknyttet en diætist, som med et fast greb styrer, hvad aarhusianeren spiser. Hver dag og hvert eneste måltid.

»Diætisten skriver til mig hver dag, hvad jeg skal spise osv. Det er helt nyt for mig, og det gælder morgen, middag og aften og snacks derimellem. Det er det hele. Jeg føler kraftedeme næsten, at jeg ikke har tid til at tage nogle steder hen, fordi jeg skal være hjemme og spise og lave mad,« griner Dennis Ceylan.

Selvom den stramme og altså også tidskrævende kostplan betyder, at Dennis Ceylan skal bruge mere tid i køkkenet, er udbyttet af at følge den ikke til at tage fejl af.

»Det er fedt at kunne mærke den ekstra energi, jeg får af det. Tidligere lå jeg meget og slappede af, når jeg ikke trænede. Bl.a. fordi der ikke var kræfter til det. Men nu har jeg faktisk også energi udover træning, så jeg stadig oplever noget ved siden af optaktsfasen, og det er dejligt,« siger Dennis Ceylan.

Engagement

Dennis Ceylans træner, Frank Holm, kan også mærke, at bokseren især lægger endnu mere i sin kost, hvilket giver mere energi.

Faktisk har den lange træningsperiode frem mod kampen i Leeds været utroligt god, fortæller Frank Holm, bl.a. fordi man var tæt på kampformen, da kampen mod Kid Gallahad blev aflyst grundet den positive test for brug af kokain.

»Vi har haft den rette tid til at forberede os denne gang. Vi har vidst, at han skulle bokse i 10-11 uger, og Dennis var allerede i ret god form inden. Så man kan sige, at vi skulle vedligeholde, og vi har skullet passe på Dennis, så han ikke brænder ud oven i hovedet, inden han kommer i ringen. Kan vi få ham skadesfri gennem de sidste to uger, har det hele kørt planmæssigt,« siger Frank Holm.

Træneren er dog også klar over, at det bliver den største opgave han, Dennis Ceylan og resten af holdet omkring bokseren har været på.

Josh Warrington har en imponerende karrierestatistik, der siger 25 sejre i 25 kampe. Når man samtidig skal bokse på britens hjemmebane, er der ikke råd til udsving.

»Den 21. oktober skal bare være Dennis’ aften. Der er ikke meget, som skal gå ved siden af, hvis det skal lykkes at vinde. Vi er på udebane, og vi er underdogs i opgøret. Det hele skal ikke bare fungere, det hele skal passe perfekt sammen. Hvis det bliver en lige kamp, ved vi godt, at vi taber på grund af udebanen, som betyder meget i boksning,« siger Frank Holm.

Den kendsgerning er Dennis Ceylan også klar over, selvom den aarhusianske bokser er sikker på, at han har det, der skal til for at slå Josh Warrington.

Spændingen stiger

Derfor kan han også mærke, at spændingen stiger mere og mere, som kampen nærmer sig.

»Jeg bliver ikke ved med at være ung, og dette her er måske den ene chance for at nå en VM-kamp, jeg får i min karriere. Jeg giver den 100 pct. Ellers vil jeg sidde om 10 år og tænke ”hvorfor gjorde jeg ikke mere, da jeg havde chancen”. Spændingen kommer for alvor, når vi rejser til Leeds den 17. september. Det er der, det begynder at krible i mig. Når jeg bliver buhet af til indvejning, så ved jeg, at det er tid til at slå dræberinstinktet til igen,« siger Dennis Ceylan.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Cult kører på den store klinge
Interview: Efter nogle turbulente år er Cult A/S i fremgang. Eksporten vokser, og virksomheden flytter snart ind i et nybygget domicil i Lystrup. Og så er et sponsorat af et lokalt cykelhold faldet utrolig heldigt ud.
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Opfordring til Folketinget: Udbyg rute 26 fra Aarhus til Viborg – nu

Nils Borring, Borgmester (S), Favrskov Kommune | Steen Vindum, Borgmester (V), Silkeborg Kommune | Torsten Nielsen, Borgmester (K), Viborg Kommune
Etableringen af den planlagte nye rute 26 er en rigtig god idé, og det kan faktisk kun gå for langsomt med at få pengene afsat og spaden i jorden.

Debat: Det skulle ikke kunne lade sig gøre

Elisabeth A. Glenthøj, cand.theol., Præstegyden 5, Samsø

Debat: Klog og visionær fusion

Keld Albrechtsen, bestyrelsesformand, Brabrand Boligforening | Keld Laursen, adm. direktør, Brabrand Boligforening
Meddelelsen om, at Langkær Gymnasium og Aarhus Tech går mod en fusion, er en usædvanlig god nyhed for de unge i Aarhus Vest.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her