*

Sport

Århus Håndbold modstod hårdt sønderjysk pres og leverede flot comeback

Torben Petersen mener, at truppen i Århus Håndbold har rykket sig på det mentale område fra sidste sæson, hvor modgang i kampene kunne ende i store eller uventede nederlag.

Ifølge Torben Petersen har Århus Håndbold smidt mange af den foregående sæsons mentale svagheder, som dengang kostede point og øretæver. I denne sæson har aarhusianerne lagt langt bedre ud. Arkivfoto: Mikkel Berg Pedersen

Håndboldsæsonen er stadig kun få uger gammel, men søndag eftermiddag sejrede Århus Håndbold for anden gang på blot tre uger mod Sønderjyske på udebane i Sønderborg.

Sønderjyske – Århus Håndbold 27-31 (16-13)
  • Århus: Anders Kragh Martinusen: 9 mål, Torben Petersen: 6 mål, Ómar Ingi Magnússon: 5 mål, Fredrik Schilling: 4 mål, Nikolaj Læsø: 2 mål, Tobias Møller: 2 mål, Mathias Møller: 1 mål, Róbert Gunnarsson: 1 mål, Sigvaldi Gudjonsson: 1 mål.

Mens det i slutningen af august var i pokalturneringen, at Århus Håndbold vandt over Sønderjyske, var det denne gang i 888ligaen med cifrene 31-27.

Sejren søndag aften var samtidig et tegn på, at cheftræner Erik Veje Rasmussen har formået at rykke sit mandskab, der i sidste sæson meget skuffende endte uden for slutspilspladserne.

Sidste sæson havde Århus Håndbold problemer ved at falde ud af kampene og pludselig smide, hvad der lignede en sejr, væk, eller rende ind i ordentlige øretæver. Eksempler på det er, da Århus Håndbold åbnede sidste sæson på hjemmebane mod TTH Holstebro og tabte med 17 mål, og da aarhusianerne pludselig gik ned på udebane mod Skanderborg, hvor man ellers styrede kampen og førte med fire mål det meste af anden halvleg.

Men søndag eftermiddag viste Århus Håndbold-spillerne tegn på nye tider, da Sønderjyske pressede på og tog teten.

Viste mere karakter

Allerede fra kampens start kom aarhusianerne bagud og haltede efter helt frem til stillingen 24-19 med 17 minutter tilbage af kampen. Men så vendte det. Fem scoringer i træk fra Århus Håndbold udlignede kampen, og så bankede backerne Torben Petersen og Anders Kragh Martinusen ellers tilsammen syv mål ind de sidste otte minutter og vandt kampen.

Derfor er Torben Petersen også meget tilfreds med, at det lykkedes at slå Sønderjyske endnu engang på kort tid.

Jeg er tilfreds med udbyttet af de første fire kampe, men hvis vi også kan slå TM Tønder på lørdag, vil jeg sige, at vi har leveret en meget godkendt start på sæsonen i år.
Torben Petersen, Århus Håndbold

Både fordi sejren bringer Århus Håndbold op på samme pointtal som andenpladsen i ligaen, men især fordi det lykkedes spillerne at holde en god moral.

»Det viser rigtig meget om holdet, at det lykkedes for os at vende kampen, selv om vi med 17 minutter tilbage var bagud med fem mål. Der skulle ikke meget til at knække os i sidste sæson, fordi vi svingede meget. Jeg synes, at vi i fire kampe nu har vist gejst og vilje hele tiden, også når tingene er gået imod os. Der er ingen tvivl om, at det er den ændring på holdet, der giver sejren mod Sønderjyske,« siger Torben Petersen.

På det taktiske plan begyndte kampen at tippe i Århus Håndbolds favør, da Erik Veje Rasmussen midt i anden halvleg skiftede til at spille syv mod seks i angrebet, og ændrede forsvarsformationen til en mere offensiv en af slagsen.

Samtidig fik målmand Jens Fredsgaard gang i sine redninger og stod endnu en storkamp, denne gang med en redningsprocent på 47.

»Selvfølgelig ændrer vi nogle ting, der gør, at vi pludselig får bedre momentum både offensivt og defensivt. Men det lykkes også kun, fordi vi bliver ved med at spille, tror på chancen for at vinde og spiller vores spil. Vi går ikke ind i os selv, som det skete lidt i sidste sæson, og vi bliver ved med at kæmpe for hinanden. Det er vigtigt,« siger Torben Petersen.

Godkendt start – med plet

Torben Petersen fortæller også, at det netop har været et stort fokuspunkt for Århus Håndbold frem til sæsonstarten at blive bedre til at holde troen og gejsten, når man møder modgang i kampene.

Derfor godkender den 24-årige venstreback også sæsonstarten, hvor det er blevet til sejre over Sønderjyske og KIF Kolding København.

En enkelt plet er der dog på Århus Håndbolds første måned efter sommerferien.

I første ligakamp endte det nemlig med en lille øretæve på udebane mod oprykkerholdet Nordsjælland Håndbold på syv mål. Men også i det opgør var der gode mentale takter, synes Torben Petersen.

»Det er en godkendt start, vi har leveret. Men det er klart, at nederlaget mod oprykkerne Nordsjælland stikker ud og ærgrer os. Men jeg synes, at vi også i den kamp blev ved, og vi faldt ikke ud af kampen mentalt. Vi var egentlig klar til kampen, synes jeg, men det var simpelthen bare vores spil, der ikke hang sammen, samtidig med at de lykkedes med deres koncept,« siger Torben Petersen.

Lørdag kan Århus Håndbold fortsætte jagten på HC Midtjylland, der ligger på førstepladsen i ligaen efter tre kampe med fuldt udbytte, når man møder TM Tønder på hjemmebanen i Aarhus.

En kamp, som Torben Petersen ser frem til.

»Jeg er tilfreds med udbyttet af de første fire kampe, men hvis vi også kan slå TM Tønder på lørdag, vil jeg sige, at vi har leveret en meget godkendt start på sæsonen i år,« siger Torben Petersen.

Følg
Jyllands-Posten
Aarhus lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Det nye Museum Ovartaci

Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, politisk Leder for SF-Aarhus
Det er en mærkesag for SF, der endelig bliver til virkelighed, når byrådet beslutter, i hvilken form Museum Ovartaci skal videreføres.
Restauranter

Velsmag og velbehag ved åen

Ferdinand er både hotel, bar og restaurant, og det giver liv i restauranten, hvor tjenere og kokke formår at sprede god stemning og kreere god mad.

Et pletskud i spisesalonen

Smørrebrød er vel typisk noget, man spiser til frokost. På Kählers Spisesalon serveres det imidlertid også til aften. Suppleret med forret og dessert er det fint.
Annonce
Annonce
Memory Lane: Rock’N’Roll, Jeg Gav Dig Mine Aller Bedste År
Memory Lane Rockmuseum på Fuglsøcentret har netop fejret tre års fødselsdag, og rockarkæolog og indehaver Poul Nowack glæder sig over den udvikling, som museet har gennemløbet 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her