*

Sport

Otte af Europas bedste ungdomsbaskethold samles i Viby

Basketball: Rammerne er kridtet op i Viby Hallerne i weekenden, hvor Aabyhøj Basketballs talentfulde årgang 2001 forsøger at forsvare deres titel som nordeuropæisk mester.

Pigerne på Aabyhøj Basketballs U16-hold er enormt dedikerede, og flere af dem træner hver dag, forklarer deres træner. I weekenden spiller de kampe, og dermed er deres ugeprogram proppet med basketball. Fotos: Benjamin Nørskov

Det regnede med 3-pointsscoringer, flotte layups og benhårdt forsvarsspil i Viby Hallerne fredag, hvor Aabyhøj Basketball i weekenden er vært for U16-superfinalen i European Girl Basketball League (EGBL), der er den hårdeste ungdomsbasketliga i Europa.

Hen over weekenden dyster otte U16-hold fra Danmark, Luxembourg, Letland og Hviderusland om at nå finalen søndag formiddag, hvor vinderen efterfølgende kan kalde sig nordeuropæisk mester.

Værterne fra Aabyhøj Basketball er regerende mestre, efter de vandt superfinale-stævnet i Polen i 2016, og det var tydeligt for enhver, at samtlige af de aarhusianske piger har tænkt sig at forsvare den titel i år.

Der er nogle af pigerne, som har talentet til at nå rigtig langt.
Peter Madsen, træner, Aabyhøj Basketball

Faktisk er netop årgang 2001 i Aabyhøj Basketball et yderst talentfuldt basketballhold. I påsken blev holdet nordisk mester i årgangen over sig selv, og pigerne er danske pokalmestre i både U16 og i U17.

Cheftræner for Aabyhøj Basketballs U16-hold, Peter Madsen, har trænet holdet, siden de gik i 5. klasse, og han fortæller, at pigerne ikke er kommet sovende til den enorme titelsucces, de har haft de seneste år.

»Det er en enormt dedikeret gruppe af piger, som virkelig prioriterer basketball. De fleste på holdet går på Elite Sports Akademi Aarhus (ESAA), hvor de har morgentræning tirsdag og torsdag, og vi træner mandag, onsdag og fredag. Det vil sige, at de faktisk træner hver eneste dag, og de har kamp i weekenderne. De er meget bidt af basketball,« siger Peter Madsen.

Basket for hele familien

Faktisk er det ikke kun pigerne, som bruger meget tid på basketball. Det samme gør deres forældre.

Superfinalen i EGBL har taget knap et år at arrangere, og det er forældrene til spillerne på U16-holdet, som har arrangeret det store stævne i Viby Hallerne.

Reportage fra den europæiske superfinale i basketball for piger fra årgang 2011 i Viby Hallerne fredag formiddag. Suzan Sisman (nr. 13) mod Patricija Granta (nr. 22)

En af dem er Natascha Mannemar, som er mor til Isabel Mannemar, og hun lægger ikke skjul på, at datterens store basket-engagement smitter af på en almindelig familie.

»Når man har en datter, som træner seks gange om ugen og spiller kampe i hele Danmark og også i Europa, er det klart, det påvirker en familie. Der er f.eks. mange familiebegivenheder, Isabel må melde fra til på grund af kampe. Men det er heldigvis også rigtig sjovt, fordi vi er mange forældre, som, måske lidt unikt, engagerer os i vores børns basketball. Så det giver også mange gode oplevelser,« fortæller Natascha Mannemar.

Vil forsvare titlen fra 2016

Fra sidelinjen kunne Natascha Mannemar se sin datter Isabel bidrage til, at Aabyhøj Basketball fik en perfekt start på stævnet. Lettiske Jugla blev banket 57-33 til stor jubel for de mange tilskuere.

Sejrsglæden strålede også i Isabel Mannemar og resten af holdkammeraternes øjne efter den første sejr, og hun håber, at holdet kan finde samme form som sidste år i Polen.

Andreas Vibe Bach Larsen i nummer 10 prøver chancen i kampen mod lettiske Jugla. Aabyhøj vandt 57-33.

»Det er virkelig fedt at spille turneringen på hjemmebane i år, og vi har set frem til det her hele året. Vi kan sagtens mærke, det er en helt anden oplevelse at spille foran så mange, vi kender,« siger Isabel Mannemar, der slår fast, at hele holdet brænder for at forsvare titlen fra 2016.

Peter Madsen håber også, at man igen i år kan nå langt og forhåbentlig få chancen for at forsvare titlen fra 2016.

Træneren slår dog fast, at blot det at være med i denne turnering viser, at holdet består af mange utroligt talentfulde piger, som, hvis de har lyst, har mulighed for at nå langt.

»Der er nogle af pigerne, som har talentet til at nå rigtig langt. Jeg skal ikke bestemme for dem, hvad de vil, men de klubber, vi spiller mod i denne weekend, spiller eksempelvis med i Euro Cup, og der får spillerne 4.000 – 7.000 euro udbetalt om måneden. Så selskabet er rigtig flot, men lige nu skal det kun handle om lysten, fællesskabet og det sjove ved basketball,« siger Peter Madsen.

De sidste gruppekampe bliver spillet lørdag formiddag, hvor Aabyhøj møder Luxembourg Girl klokken 10.00. Hvis Aabyhøj vinder den kamp, er de sikre på at avancere til semifinalerne, som spilles lørdag aften i Viby Hallerne.

Aabyhøj Basketball er regerende mestre, efter de vandt finalen i 2016. På billedet ses Suzan Sisman mod lettiske Patricija Granta.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Aarhus skal gå forrest i kampen mod psykiske lidelser

Thomas Medom, politisk leder for SF i Aarhus, social- og beskæftigelsesrådmand
Flere og flere unge aarhusianere rammes af psykiske lidelser som stress og angst.

Debat: Hvornår er det fondssvindel?

Per Hovgaard
Det er et brud på min retsbevidsthed, hvis Erhvervsstyrelsen slipper af sted med at give grønt lys til, at Aarhus 2017 kan modtage 24,8 mio. kr. fra en fond, som er oprettet af Aarhus Kommune.
Restauranter

Casablanca ligner sig selv

Casablanca er genåbnet efter en renovering. Den klassiske franske caféstil er intakt, og køkkenet leverer på et pænt niveau, selv om alt ikke lykkes til perfektion.
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Bolig
Velour og mørke træsorter hitter
Sommersæsonen er lig med udsalg – også i møbelbranchen. Bolig ser nærmere på, hvordan man kan gøre en god handel, og hvad man skal lede efter. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her