*

Sport

Sponsorer fastholder Danmarks største badmintontalent i Aarhus

Anders Antonsen bliver i sin barndomsklub Aarhus AB, selv om hans hverdag er i København.

I slutningen af april blev Anders Antonsen nummer to ved EM, efter at han i semi- finalen slog verdensranglistens nummer tre, Viktor Axelsen. Foto: Jens Dresling/Polfoto

Det er ikke just store sportslige præstationer, som den aarhusianske badmintonklub Aarhus AB har leveret i den bedste, danske badmintonrække de seneste år.

I den netop afsluttede sæson lykkedes det med nød og næppe at redde sig endnu en sæson i den bedste række, efter at aarhusianerne for anden sæson i træk endte på en niendeplads ud af 10 hold.

Men nu vender bøtten måske for Aarhus AB.

For det seneste halvandet år er klubbens helt egen Anders Antonsen vokset fra at være en lovende badmintonspiller til at være Danmarks største badmintontalent.

Den blot 20-årige aarhusianer vandt i februar DM, da han slog verdensranglistens nummer fire, Jan Ø. Jørgensen, i finalen i Aarhus.

I slutningen af april blev han nummer to til EM, efter at han i semifinalen slog verdensranglistens nummer tre, Viktor Axelsen.

Nu meddeler Aarhus AB nemlig, at man med stor hjælp fra sine sponsorer har lavet en etårig forlængelse af aftalen med Anders Antonsen, som ellers var begyndt at kigge sig om efter en ny klub, der kunne tilbyde en sportslig og økonomisk mere attraktiv pakke.

Sponsor sikrede Antonsen

»Jeg er virkelig glad for, at det lykkedes os at finde en model, som passede både mig og klubben. Jeg har haft min opvækst i Aarhus AB, jeg er glad for at være der, og jeg vil gerne være med til at udvikle klubben sportsligt. Derfor skar det da i mit klubhjerte, at jeg var nødt til at afsøge mulighederne for en aftale med en storklub i København. Heldigvis blev det afblæst, da bl.a. min personlige sponsor gennem flere år Blue Water Shipping kom ind over og sikrede en aftale,« siger Anders Antonsen.

Anders Antonsen har spillet i Aarhus AB, siden han var seks år, og hans far, Tonny Antonsen, har gennem mange år været halinspektør i klubben og er det stadig.

Derfor giver forlængelsen med Anders Antonsen ikke kun det sportslige setup i klubben et nøk opad, det løfter hele klubben, fortæller bestyrelsesmedlem i Aarhus AB Claus Godt Hansen.

»Anders er en kæmpe kapacitet for Aarhus AB på flere måder end hans sportslige niveau. Hans tilstedeværelse smitter af på ungdomsspillerne, som ser rigtig meget op til ham, Anders er med til at trække flere tilskuere i hallen, når vi spiller holdkampe, og så er han bare en rigtig AB-mand. Hvis det passer ind i hans skema, træder han til som træner, når andetholdet spiller osv. Det smitter af i hele klubben, at han minimum tager et år mere hos os,« siger Claus Godt Hansen.

Bestyrelsesmedlemmet havde ikke regnet med, at man kunne holde på Anders Antonsen, fordi Danmarksmesteren nu er tilknyttet Team Danmarks træning, som foregår på daglig basis i Brøndby.

Det betyder, at Anders Antonsen får meget transport til og fra Aarhus, da han nu bor i København, og de sjællandske klubber plejer at hapse de jyske profiler, siger Claus Godt Hansen.

»Blue Water Shipping har gjort et kæmpe stykke arbejde i forbindelse med at få Anders på kontrakt det næste år. De andre sponsorer har også hjulpet til, men det var Blue Water Shipping, som ledte an i initiativet. Ellers kunne vi ikke strikke en aftale sammen til Anders, som gav mening. Det betyder, at vi får et slagkraftigt hold til næste sæson,« siger Claus Godt Hansen.

Skal drille de bedste

Udover Anders Antonsen har Aarhus AB også har sikret sig 21-årige David Kim Kristensen fra klubben Triton og det britiske mixdoublepar Jessica Pugh og Ben Lane, som blot er 19 og 20 år og ligger nummer 41 på verdensranglisten.

De forstærkninger glæder Anders Antonsen, fordi han nu ser en spændende trup til næste sæson, som forhåbentlig kan gøre det bedre end de seneste to sæsoner.

»Vi har alle meget at lære, fordi vi er unge, men jeg håber, at vi kan løfte vores niveau gennem sæsonen og blive bedre hele tiden. Jeg synes, at vi har et højt topniveau, så vi kommer helt sikkert til at kunne give medaljefavoritterne problemer, når vi skal møde dem. Det er formentlig for tidligt for os at gå efter en topplacering over en hel sæson, men kan vi ende i midten, er jeg tilfreds,« siger Anders Antonsen.

Selv om den nye kontrakt mellem Anders Antonsen og Aarhus AB altså kun løber det næste år, håber det aarhusianske stortalent, at forholdene også flasker sig de næste mange år, så han kan blive i sin barndomsklub og bidrage til dens udvikling.

Vil helst blive i AB

»Jeg vil gerne blive i AB for altid, hvis jeg selv kan bestemme. Sådan har jeg det lige nu i hvert fald. Ting kan selvfølgelig ændre sig, og det kan se anderledes ud allerede om et år, men jeg holder meget af klubben, og jeg håber, at jeg kan være med til at bygge videre på de gode initiativer, som bliver taget i klubben lige nu. Det kunne være rigtig sjovt at gøre Aarhus AB til et tophold og spille med om medaljerne i fremtiden,« siger Anders Antonsen.

Den 20-årige danmarksmester rejste tirsdag til Australien, hvor han skal deltage på det danske hold i Sudirman Cup, som er VM for blandede hold.

Anders Antonsen kom med på holdet, fordi en skade har tvunget Jan Ø. Jørgensen til at melde afbud.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Statslige midler havner hos FN: Ulandsbistand til København

Otto Hansen, pensionist, professor emeritus Hadsten
I en meget ærlig og afslørende artikel i Politiken 11/8 fortæller journalist Jacob Svendsen, at staten årligt betaler 175 mio. kr. til husleje, vedligeholdelse og it til en række FN-kontorer i Københavns Nordhavn med op imod 1.500 ansatte personer.

Gode resultater i Sverige: Aarhus skal have en social investeringsfond

Thomas Medom, politisk leder for SF i Aarhus, social- og beskæftigelsesrådmand
SF foreslår, at Aarhus får en såkaldt social investeringsfond efter svensk forbillede

Trafik: Aflivning af befolkningens transportmuligheder

Hanne Skovrup , førtidspensionist Balle
I mange kommuner amputeres og kvæstes den trafikale infrastruktur.
Restauranter

Et pletskud i spisesalonen

Smørrebrød er vel typisk noget, man spiser til frokost. På Kählers Spisesalon serveres det imidlertid også til aften. Suppleret med forret og dessert er det fint.

Golfmad til favorable priser

Restaurant Unico serverer enkle retter i en lettere forfinet udgave – til lave priser. Det lykkes ganske godt, i hvert fald et stykke hen ad vejen. Til gengæld er betjeningen haltende og usikker.

China Wok House er flyttet

I mere end 40 år har China Wok House forsynet aarhusianerne med sprøde forårsruller og dybstegte rejer. Nu er restauranten flyttet ned til åen.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her