*

Sport

EM-kamp endte brat efter skalle: Ceylan-modstander kræver omkamp

Boksning: En skalle fra Isaac Lowe satte en brat stopper for en ellers velbokset titelkamp i Ceres Arena, men Dennis Ceylan beholder bæltet efter uafgjort kamp.

Dennis Ceylan havde styr på Isaac Lowe og straffede briten med vel placerede stød i ansigtet og maveregionen. Fotos: Claus Bonnerup/Polfoto

Taget på Ceres Arena i Aarhus måtte have rykket sig nogle millimeter, da Dennis Ceylan lørdag aften mødte britiske Isaac Lowe i EM-titelkampen i fjervægtsklassen.

Op til kampen havde de to kamphaner travlt med at fortælle, hvor meget de hadede hinanden, og da de trådte ind i ringen klokken 22.20, var der ingen af de 1.340 tilskuere, som var i tvivl om netop dette.

Den 23-årige, kæphøje, brite havde en larmende entourage på knap 50 mand med, hvor en af dem var hans fætter, den ubestridte sværvægtsmester Tyson Fury.

Det arrogante smil forsvandt dog hurtigt fra Isaac Lowes ansigt, da kampen gik i gang, ligesom gruppen af engelske fans blev stille.

Den 28-årige Dennis Ceylan skabte nemlig vild eufori, da den danske europamester nærmest dansede udenom Isaacs Lowes aggressive angreb i de første to omgange, hvorefter han gang på gang straffede briten med velplacerede stød i ansigtet og maveregionen, så han flere gange så ud til at være på gyngende grund. Men bedst som festen ved Nordic Fight Night for alvor var kommet i gang, skete det, der med ét dræbte al larmen.

Vildt angreb

I slutningen af fjerde omgang kastede Isaac Lowe i et vildt angreb hovedet frem mod Dennis Ceylan, så han endte med at nikke danskeren en skalle, der flækkede det venstre øjenbryn og gav en centimeter dyb flænge.

Der er ingen grund til en omkamp. Dennis vinder alle omgange. Jeg ved godt, at kampen stadig manglede otte omgange, men Dennis vandt klart de første.
Frank Holm, Dennis Ceylans træner

Mens blodet løb ned ad Dennis Ceylans ansigt, stod det hurtigt klart, at han ikke var i stand til at bokse videre. Euforien blev erstattet med voldsomme buhråb mod englænderen, der først stod og slog ud med armene og ville have Dennis Ceylan til at bokse videre.

Kampens dommer afblæste dog opgøret, og selv om Dennis Ceylan unægtelig var foran efter de tre første omgange, blev afgørelsen ”teknisk uafgjort”.

Kendelsen betyder, at Dennis Ceylan fortsat er europamester i fjervægtsklassen, men den kendsgerning havde aarhusianeren svært ved at glæde sig over.

»Det er en rigtig træls følelse, jeg har i kroppen. Jeg havde håbet at give publikum en stor oplevelse og måske have slået ham ud. Jeg var foran på point, helt klart. Udboksede ham i tre omgange. Så det er pisse ærgerligt, at det slutter sådan. Vi er stadig europamestre, men det er bare en irriterende afslutning på sådan en kamp, fordi han ville ikke have holdt 12 omgange mod mig,« sagde Dennis Ceylan efter kampen og slog fast, at skallen var et uheld.

Lowe kræver omkamp

Isaac Lowe var efter dommerens kendelse om teknisk uafgjort henne at sige undskyld til Dennis Ceylan og hans træner Frank Holm.

Briten gjorde det klart, at det var et uheld og gav danskeren et forsonende kram.

Men på trods af det var Isaac Lowe efter kampen fast i mælet, da han blev spurgt til, om han ønskede en omkamp mod Dennis Ceylan.

»Selvfølgelig skal der være en omkamp. Gerne hurtigst muligt. Dennis tog den nemme udvej i aften ved at lade være med at bokse videre, og hvis han siger nej til en omkamp mod mig, er han jo en tøs, der er bange for at tabe. Jeg kom dårligt fra start, men var ved at blive varm, da kampen blev stoppet. Så lad os få det afgjort. Jeg kommer gerne til Danmark igen,« sagde Isaac Lowe efter kampen.

Den ellers velboksede kamp blev standset, da Dennis Ceylan flækkede det venstre øjenbryn efter en skalle fra Isaac Lowe.

Men hvis det står til Dennis Ceylan og træner Frank Holm, behøver der ikke at komme en omkamp.

Frank Holm er uforstående over for, hvad der mangler at blive bevist efter de knap fire omgange, Dennis Ceylan og Isaac Lowe nåede at bokse mod hinanden.

»Der er ingen grund til en omkamp. Dennis vinder alle omgange. Jeg ved godt, at kampen stadig manglede otte omgange, men Dennis vandt klart de første. Der er ingen tvivl om, at Dennis går ud med en flænge, men han vinder alle omgange inden da,« sagde Frank Holm efter kampen.

Hovedpersonen selv, Dennis Ceylan, føler også, at han fik bevist, at han var bedst. Men han vil ikke udelukke muligheden for en omkamp.

»Der blev sat et punktum. Det var en uheldig afslutning, men jeg styrede kampen fuldstændig. Men jeg er klar til alle kampe, der bliver stillet foran mig. Om det er en omkamp, et EM-forsvar mod en anden, eller om det er en VM-kamp, er jeg klar. Det er op til min promotor Nisse Sauerland at bestemme,« sagde Dennis Ceylan.

Afhænger af interesse

Nisse Sauerland var meget ophidset, da Isaac Lowe nikkede Dennis Ceylan en ubevidst skalle. Boksepromotoren for rundt og skændtes med både Isaac Lowe, hans træner og fætter Tyson Fury.

Efter kampen var Nisse Sauerland dog faldet ned igen, da han havde set den langsomme gengivelse af episoden, som han også mener var et uheld.

Derfor vil han heller ikke afvise, at Dennis Ceylans næste kamp bliver en omkamp mod netop Isaac Lowe.

»Dennis kommer måske til at være ude indtil sommer nu på grund af skaden, så vi må vente lidt endnu, inden vi tager en beslutning. Men en eventuel omkamp afhænger af, om der blandt tilskuerne er en interesse for det, og om de to boksere vil. Det var et godt show de leverede, men folk skal gide at se det igen, hvis det skal ske,« sagde Nisse Sauerland, som fortæller, at Dennis Ceylan nu får sig nogle fridage, inden de skal diskutere fremtiden.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Hjælp! – nu kommer arkitekterne

Ole Christiansen, cand. mag. Skanderborg
Godsbanen er et mini-Christiania på den gode måde. Men freden er måske forbi.

Debat: E45 løser ikke fremtidens trafikproblemer alene

Poul Andersen, fhv. folketingsmedlem (S), formand for Hærvejskomitéen Drejøvænget 45, Middelfart | Jens Vibjerg, fhv. folketingsmedlem, medlem af Hærvejskomitéens styregruppe Den Hvide Facet 1, 15A, Vejle
Restauranter

Tilbage til traktørtiden

Efter en lidt turbulent og usikker tilværelse har Ludvigslyst manifesteret sig som et traditionelt traktørsted nær Julsø ved Silkeborg.
Annonce
Guides til Aarhus
Redaktionen anbefaler
Artikelserie: Byens nye bands

Modest er på vej til Roskilde

Efter fire års udvikling er Aarhus-rockbandet blevet hyret til Roskilde Rising, og bandet har nye numre på vej, som er indspillet hos producer Jens Benz i København.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her