*

Sport

Århus Håndbold jagter overlevelse og revanche i lokalopgør

Torsdag aften kan Århus Håndbold definitivt sikre sig endnu en sæson i den bedste håndboldrække, når Skanderborg gæster Ceres Arena.

Henrik Hansen og Århus Håndbold har ikke kunnet leve op til forrige sæsons tredjeplads i grundspillet og kæmper for at holde bundholdene på afstand. Omvendt er chancen for en slutspilsplads i år ikke helt væk. Arkivfoto: Anita Graversen

De færreste havde troet, at torsdagens opgør mod Skanderborg Håndbold i grundspillets femtesidste kamp skulle handle om, at Århus Håndbold kan sikre sig endnu en sæson i landets bedste håndboldrække.

Men Århus Håndbold har ikke haft en sæson, der tilnærmelsesvis minder om sidste sæson, hvor det lykkedes aarhusianerne at blive nummer tre i grundspillet.

Kunne vi nu lige snige os med i slutspil, kunne det jo ende med at blive en helt god sæson, fordi jeg også burde blive 100 pct. klar til det.
Henrik Hansen, skadesplaget veteran i Århus Håndbold

I stedet roder cheftræner Erik Veje Rasmussens tropper rundt i bunden af tabellen på en 11.plads, en plads over nedrykningsspil og tre pladser fra slutspillet.

Selv om det også overrasker og ærgrer Århus Håndbold-anfører Henrik Hansen, at det er overlevelse, som er på spil her sidst i grundspillet, siger forsvarseksperten, at det er nu, at nedrykningsspøgelset skal afvises endeligt. Men Henrik Hansen forventer, at det bliver svært.

»Skanderborg ligger lige under os, så det er en utrolig vigtig kamp for begge hold. Skanderborg vil gerne forsøge at spille sig væk fra de nederste pladser, og vi vil gerne lave et større hul til Skanderborg, så de ikke kan hente os. Men kampen handler også om vores egen selvforståelse, og hvordan vi gerne vil slutte den her sæson af,« siger Henrik Hansen.

Storebror-lillebror-forhold

Med en sejr på mindst tre mål kan Århus Håndbold definitivt sikre sig endnu en sæson i 888ligaen, da der i så fald vil være otte point mellem de to hold, og Århus Håndbold vil være bedre indbyrdes.

Henrik Hansen lægger heller ikke skjul på, at det er noget helt specielt at møde naboklubben fra Skanderborg. Spillerne fra de to klubber styrketræner nemlig samme sted, og det skruer op for sulten efter at vinde og få retten til venskabelig hånen efterfølgende, fortæller den 38-årige Henrik Hansen.

Program

De sidste fem kampe

Århus Håndbold har følgende kampe tilbage i grundspillet (hjemme/ude):

9/3: Skanderborg  Håndbold (h)

15/3: Bjerringbro-Silkeborg (u)

19/3: HC Midtjylland (h)

22/3: Mors-Thy Håndbold (u)

29/3: Skjern Håndbold (h)

Kilde: aarhushaandbold.dk

»Vi har det ikke dårligt med hinanden og snakker fint sammen. Men det er altid specielt at møde dem i kamp. Skanderborg kom op i ligaen for få år siden, så det er lidt et storebror-lillebror-forhold, vi har med hinanden. Skanderborg er dog ved at blive en større lillebror, fordi de bl.a. er ved at bygge en ny hal, og der sker meget i klubben. Men det er fint at have lidt håneret, når man støder ind i hinanden,« siger Henrik Hansen.

Håneret har spillerne fra Skanderborg Håndbold faktisk haft i noget tid nu.

Da de to hold mødtes i november i Skanderborg, var det nemlig lillebror, som slog storebror. Århus Håndbold var ellers foran med hele seks mål i slutningen af første halvleg, men formåede at smide føringen og tabte 31-29.

Mulighed for slutspil

Hvis det lykkes Århus Håndbold at vinde og få de to point mod Skanderborg, holder aarhusianerne samtidig muligheden for en plads i slutspillet åben.

To point vil nemlig sende Århus Håndbold op på tiendepladsen og kun et point efter HC Midtjylland på ottendepladsen, som dog først spiller fredag.

Udover at det selvfølgelig kan redde en middelmådig sæson, hvis det lykkes at komme i top otte, håber Henrik Hansen også af en helt anden grund, at det lykkes ham selv og Århus Håndbold at spille sig videre i slutspillet.

Knæskaden er på retur

Playmakeren har nemlig haft store knæproblemer i denne sæson, hvorfor han i efteråret stort set ikke trænede sammen med holdet, men kun spillede kampene.

En operation mellem jul og nytår har dog gjort underværker, fortæller Henrik Hansen, som derfor håber at kunne forlænge sæsonen en smule.

»Jeg har stort set kun spillet i forsvaret i denne sæson, fordi knæet ikke kunne holde til mere. Så langt hen ad vejen har det været en træls sæson. Både for mig selv og holdet, fordi vi ligger uden for de sjove pladser lige nu. Men kunne vi nu lige snige os med i slutspil, kunne det jo ende med at blive en helt god sæson, fordi jeg også burde blive 100 pct. klar til det,« siger Henrik Hansen.

Forsvarsspecialisten fortæller dog, at han er klar til kampen mod Skanderborg Håndbold torsdag kl. 20.30, selv om han selv og cheftræner Erik Veje Rasmussen fortsat ikke tager nogen chancer med knæskaden.

»Knæet reagerer heldigvis rigtig godt på de øvelser osv., jeg laver i tiden. Så det er dejligt. Derfor er status også, at jeg spiller mod Skanderborg, men jeg ved endnu ikke, om jeg også kommer med i angrebet. Jeg vil gerne med frem også og indgå i nogle af kampenens kontrafaser, også fordi det var en styrke i sidste sæson. Men vi tager det stille og roligt og forhaster os ikke,« siger Henrik Hansen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Ond spiral i sundhedssektoren

Jeannie Küster, Sadelmagertoften 97, Højbjerg
I dag er der ikke tid til at trøste fru Jensen, hvis hun sidder og er ked af det. For så bliver der bare endnu mindre tid til det næste besøg hos en anden borger.

Debat: Sygehus beklager besked til patient

Lisbeth Kallestrup, centerchef, Aarhus Universitetshospital
Erling Hansen fra Grenaa skrev 19/3 i JP Aarhus, at hans hustru på Aarhus Universitetshospital fejlagtigt havde fået besked om, at hun skulle have skyllet sin urinleder på Regionshospitalet Randers.

Debat: Regionsformandens argumentation halter

Claus Sørensen, Sygeplejerske Bronzealdervej 231, Hasle, 8210 Aarhus V.
Aarhus Universitetshospital er ikke et basissygehus for borgerne i Aarhus.
Restauranter
Annonce
Guides til Aarhus
Redaktionen anbefaler
Artikelserie: Byens nye bands
Annonce
Viden
Efter 10 års forskning: Læger vil opklare vuggedødens mysterium
Danske forskere har udviklet en metode til at studere blodprøver fra spædbørn. Det kan give et unikt indblik i børnenes risiko for forskellige genetiske sygdomme samt måske give indblik i årsagen til vuggedød. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her