*

Sport

Drømmen blev virkelig i Danmark

Badminton: Canadiske Anna Rice tog for otte år siden et år til Danmark. Hun er her endnu.

Anne Rice, Team Århus Elite Badminton. Arkivfoto: Uffe Frandsen

I Danmark har vi gode forhold for badmintonspillere, det har de ikke i Canada. På den anden side af Atlanten har de til gengæld glimrende ishockeyfaciliteter.

Meget firkantet skåret op kan man derfor se de skandinaviske lande sende sine ishockeyspillere til Canada, mens vi får canadiske badmintonspillere retur.

Det var også tilfældet med 28-årige Anna Rice, da hun for otte år siden så en annonce med tilbud om et udvekslingsophold på Københavns Universitet. Her kunne hun læse historie og politik.

»Jeg ville både have min uddannelse og fortsætte med badminton, så jeg tog til Københavns Universitet, i hvad der kun var planlagt til at vare i ét år,« siger hun.

De danske forhold for badmintonspillere fik hende dog hurtigt på andre tanker.

»Da jeg kom til Danmark, var jeg nærmest i chok. Hvis du i Canada siger, at du spiller badminton, får du et mærkeligt ansigtsudtryk tilbage. Her får du respekt. Jeg blev virkelig glad for Danmark og begyndte at spille på det internationale badmintonakademi,« forklarer hun.

Holdkammerater på plakat
Det internationale badmintonakademi er en pendant til badmintoncenteret i Brøndby. Her er det blot de internationale topspillere, der mødes og træner.

Omvæltningen var stor for en ung canadisk pige. Hun begyndte at spille i Gentofte, hvor de store stjerner hed Peter Gade og Camilla Martin. De selvsamme spillere som Anna Rice havde haft plakater med hjemme i Canada.

Hun manglede dog stadig meget for at kunne begå sig på deres niveau. Generelt mangler canadiske spillere tekniske færdigheder, og det var også tilfældet med Rice, der var - og stadig er - kendt som en spiller, der i stedet bryder sin modstander ned fysisk.

»En af de store forskelle på badminton i Canada og Danmark er, at Danmark er langt foran på det tekniske plan, hvor Canada mangler meget. Canadiske spillere er gode arbejdsheste, men spilder også meget unødig energi undervejs i kampene,« forklarer hun.

Spillere bakker op
Siden hun kom til Danmark, er der nu gået otte år, og meget er sket siden hun for første gang satte sine fødder på dansk grund.

Hun har repræsenteret en god række danske klubber og har deltaget ved store turneringer som de Olympiske Lege i Beijing.

Lige nu er hun at finde i Århus, hvor hun spiller for Team Århus Elite Badminton.

Hun er hentet ind som en direkte afløser for den populære hollænder Judith Meulendijks, der inden den indeværende sæson skiftede til Vendsyssel. Pudsigt nok mødtes de to hold i den seneste holdkamp, hvor Anna Rice slog hollænderen. En flot præstation i betragtning af, at Meulendijks ikke er en hvilken som helst spiller.

Anna Rice er da også glad for, at det lykkes at komme til Århus.

»Der var et hul efter Judith, og min klub, Aalborg Triton, missede oprykningen til den bedste række. Jeg ville tilbage og spille i den bedste række, for at få kampe på det højest mulige niveau, så da der kom en mulighed for at komme til Århus, slog jeg til,« siger hun.

Hos Team Århus Elite Badminton virker det altid til, at stemningen er god internt på holdet.

Spillerne bakker hinanden op, selvom det går skidt, og det var noget, som Anna Rice vægtede højt, da hun skulle vælge sin nye klub.

»Det havde stor indflydelse på mit valg, at Morten Frost er træner. Men jeg kan også godt lide, at det er et ungt hold. Her er en meget afslappet atmosfære. Vi har selvfølgelig ambitioner, men vi er ikke præget af store navne. Vi er mere et hold, der vil arbejde hårdt og arbejde sammen. Det passer godt til min personlighed og mine styrker,« siger hun.

Dermed kommer hun også ind på noget tilbagevendende i badmintonsporten - ros til Morten Frost.

En taktisk sport
Det er derfor oplagt at spørge, hvad det er, han er så god til.

»Han har selv spillet på højeste niveau, og han er meget stærk rent taktisk. Det tekniske er måske ikke en af hans styrker. Styrken ligger i det taktiske og strategiske fx ved en holdkamp,« roser hun.

Anna Rice går ikke med planer om at stoppe karrieren endnu.

»Vi så ved OL, at alderen ikke nødvendigvis er en hindring for en badmintonspiller. Det er en sport, hvor man kan blive bedre og bedre, selvom man bliver ældre. I hvert fald så længe kroppen kan holde til det. Det er så taktisk en sport, at erfaringen faktisk kan blive en fordel. Men det svære er at bevare motivationen. At spille badminton er meget krævende rent fysisk, så det kan være svært at bevare motivationen til at stå op hver morgen for at træne,« siger hun.

En tur til Uganda
Alligevel skal karrieren tages op til revision ved næste års verdensmesterskaber. I en alder af 28 år er der andre ting, der er begyndt at trække i den sympatiske kvinde.

»Jeg fortsætter indtil VM i august og ser på min motivation til den tid. Men jeg er da begyndt at tænke på livet efter min karriere. Ved OL tilmeldte jeg mig en humanitær organisation, der hedder Right to Play. Jeg skal formentlig til Uganda til foråret i forbindelse med projektet, hvor jeg forhåbentlig kan give nogle børn en god oplevelse. Mange børn har ikke de muligheder, vi har i rige lande som Canada og Danmark, så jeg håber at kunne være med til at hjælpe dem igennem sporten,« siger hun.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Skal ældre og syge uden pårørende overlades til sig selv?

Anette Nellemann Pedersen, sygeplejerske, stud.cand.jur., Aarhus Universitet
3/9 bragte jp.dk en artikel med overskriften: ”Hver anden pårørende hjælper deres ældre og syge, hver dag eller flere gange om ugen”.

Debat: Frustrationer efter fodboldkampen AGF-Lyngby – en hån mod spillets ånd

Ole Juul, tidl. sognepræst, skribent og foredragsholder, Lilleåvænget 6, Hadsten
Mandag aften blev en aldeles uforløst stund, og ærgrelsen over, at en dommer, der åbenbart intet fornemmer af spillets ånd, med en så tåbelig kendelse ødelagde aftenen, sidder i mig endnu.
Restauranter

Velsmag og velbehag ved åen

Ferdinand er både hotel, bar og restaurant, og det giver liv i restauranten, hvor tjenere og kokke formår at sprede god stemning og kreere god mad.

Et pletskud i spisesalonen

Smørrebrød er vel typisk noget, man spiser til frokost. På Kählers Spisesalon serveres det imidlertid også til aften. Suppleret med forret og dessert er det fint.
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her