*

Politik 31.03.2013 kl. 07:30

LA vil have lufthavn ind i valgkamp

Aarhus bør have en ny lufthavn tættere på byen, mener flere partier. Et håbløst forslag, mener luftfartsekspert.

Aarhus Lufthavn ligger for langt væk fra Aarhus, mener Liberal Alliance. Arkivfoto: Gorm Olesen

Aarhus Lufthavn på Djursland ligger for langt væk og bør lukkes til fordel for en ny flyveplads tættere på byen.

Sådan lyder det fra Liberal Alliances spidskandidat til byrådsvalget, Lars Boje Mathiesen, der mener, at spørgsmålet er så vigtigt, at han vil arbejde for at gøre temaet til et »vigtigt element« i valgkampen.

Han forestiller sig, at en ny lufthavn kan opføres uden offentlige midler – af private investorer, som til gengæld får lov at drive den i en årrække derefter, indtil investeringen er tjent hjem.

Lars Boje Mathiesen frygter, at Aarhus sakker bagud, hvis den ikke får en bedre lokal lufthavnsbetjening.

Den radikale byrådskandidat Sander Jensen har tidligere sagt, at kommunerne i Øst- og Midtjylland kraftigt bør overveje at bygge en ny lufthavn med tæt forbindelse til det centrale opland i Midtjylland, og også teknikrådmand i Aarhus Bünyamin Simsek (V) er fortaler for at opføre en ny lufthavn, fordi lufthavnen i Tirstrup efter hans mening »ligger forkert«.

»Christiansborg har nedprioriteret Aarhus Lufthavn og Østjylland ved at bevilge penge til at føre jernbanen ud til Aalborg Lufthavn. Det er endnu en knockout til Aarhus Lufthavn, og det eneste, der kan få lufthavnen op igen, er at erkende, at der er behov for en ny,« lyder det fra rådmanden.

»Ideen er dødfødt«

Men tanken om at opføre en ny, østjysk lufthavn er håbløs, mener luftfartsanalytiker og indehaver af firmaet Travelbroker, Ole Kirchert Christensen.

»Muligheden er forpasset for længe siden. Ideen er dødfødt,« siger han.

»Det giver ingen mening at bygge en regional lufthavn i Østjylland nu. Det vil ikke være samfundsøkonomisk forsvarligt, og jeg tror ikke, at man kan få nogen til at stå for et sådant projekt, når man allerede har tre andre velfungerende lufthavne så tæt på: Billund, Aalborg og også Aarhus, som trods alt har både indenrigs- og udenrigstrafik.«

Han mener, at det er noget vrøvl at påstå, at Tirstrup ligger for langt fra Aarhus. For det første tager det kun en halv times tid at køre derud fra Aarhus, og for det andet er tilgængeligheden ikke afgørende, peger han på.

»Det handler ikke om afstand, men om hvorvidt man evner at tiltrække operatører, som kan etablere ruter, der er interessante for de rejsende. Hvorfor skulle en ny lufthavn kunne tiltrække ruter, som Aarhus Lufthavn ikke kan i dag,« spørger Ole Kirchert Christensen.

Formanden for Aarhus Lufthavn, byrådsmedlem Ango Winther (S), er træt af diskussionen om at lukke den gamle flyveplads på Djursland, der blev opført af den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig.

»Afstanden er ikke vigtig, men meget står og falder på, om vi har nogle afgange, der er interessante. Vi arbejder hårdt og konstruktivt på at gøre lufthavnen mere interessant ved at skaffe flere varer på hylderne, og indsatsen giver resultater. Vi har aldrig haft et så stort charterprogram som nu,« siger Ango Winther.

SF tvivler

Jan Ravn Christensen, som er SF’s medlem af teknisk udvalg i Aarhus, mener, at »enhver snak om en ny lufthavn bør stoppe.«

»Transporttiden til Aarhus Lufthavn er kort sammenlignet med mange andre steder. Herudover virker det langtfra realistisk at opføre en ny lufthavn. For det første vil det kræve, at man finder en placering, hvilket virker meget svært, og for det andet tvivler vi meget på, at det vil være muligt at rejse privat kapital til projektet. Skabelsen af Togfonden betyder samtidigt, at timemodellen er på vej på togdriften, hvilket yderligere betyder, at det giver endnu mindre mening at bruge penge på en helt ny lufthavn,« siger Jan Ravn Christensen.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Aarhus lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler

Ny sparerunde på Aarhus Universitet

Aarhus Universitet skal spare 300 mio. kr. frem til 2019. Målet er at undgå fyringer, men ledelsen giver ingen garantier. Mange usikkerheder, siger fællestillidsrepræsentant. Meget svær situation, siger de studerende.
Vinterferie

Vinterferie i Aarhus

Se, hvad der sker for børn i vinterferien.
Debatindlæg

Debatindlæg: Børnehjerteafdeling lukket på et tvivlsomt grundlag

Mariann Chatterton, Præstevangsvej 37, Aarhus V
Sundhedsstyrelsens beslutning om at lukke børnehjertekirurgi på Aarhus Universitets Hospital (AUH), Skejby kom efter en uklar – og måske uren – proces.

Debatindlæg: Hvad med de kloge hænder?

Miriam Brems, studerende og medlem af SFU’s Landsledelse, Neptunvej 38c, Højbjerg
Erhvervsskolerne ikke er et sted for de dumme, men et sted for dem med kloge hænder og med respekt for deres håndværk.
Kirkearrangementer

Det sker i kirkerne

Koncerter, teaterforestillinger, foredrag. Se hvad der sker i byens kirker.
Annonce
Kommentar
Restauranter

Dild til det hele – også kagen

Restaurant: Et behageligt bekendtskab med en restaurant, der skilter med at være økologisk, men som understreger, at økologien ikke er en religion. Vigtigst er smagen.

Spisested med modsætninger

Kokkene har styr på det med havets goder på Klassisk Fisk. Men der er travlt i den ellers hyggelige restaurant, så mens nogle gæster får fuld fokus, er der andre, der bliver overset.

Anmeldelse af restaurant Miró

I over 25 år har restaurant Miró holdt sin plads i den absolutte elite i det aarhusianske restaurationsliv – med samme restauratør.
Seneste AGF nyheder
Guides til Aarhus
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her