*

Politik

50.000 står i kø hos byens boligforeninger – omkring syv års ventetid

Der er større kamp om boligforeningernes godt 40.000 almene familieboliger i Aarhus. I dag søger næsten halvdelen af de tilmeldte på boligforeningers fælles venteliste aktivt efter et nyt sted at bo.

Den 54-årige Jesper Madsen, hans hustru og familiens to børn, deler 67 kvm i Latinerkvarteret. Familien har i to år forsøgt at få en større lejlighed gennem en af byens boligforeninger, men hidtil uden held. Foto: Mikkel Berg Pedersen

Desværre, I må stadig vente og givetvis i mange år.

Beskeder i den stil må byens boligforeninger oftere og oftere skuffe folk med, når de møder op hos boligforeningerne eller ringer for at høre, om de snart har fået en lejlighed.

Vi har mange, der ringer og kommer hver uge, og som vi må sende retur, fordi der ikke er boliger nok. Vi skuffer de fleste, desværre.
Betina Højmark, udlejningschef, AAB

»Vi har mange, der ringer og kommer hver uge, som vi må sende retur, fordi der ikke er boliger nok. Vi skuffer de fleste, desværre,« fortæller Betina Højmark, udlejningschef hos byens største boligorganisation Arbejdernes Andels Boligforening (AAB), hvor det i gennemsnit tager syv år at få en bolig.

Hun arbejder desuden med de aarhusianske boligorganisationers fælles ventelistesamarbejde, AARHUSbolig. En ny opgørelse herfra viser, at 50.363 lige nu står opført som aktivt boligsøgende til en familiebolig. I 2017 søger rekordmange aktivt boliger og udgør næsten halvdelen, 43 pct., af alle tilmeldte hos boligforeningerne.

Boligforeningerne har i det hele taget oplevet en stor stigning i antallet af medlemmer på ventelisten, hvor folk mod et beløb på 100 kr. om året kan optjene en højere anciennitet, som kan lette muligheden for at få en bolig, når de måtte søge en sådan. I februar havde AARHUSbolig 116.744 medlemmer, knap 28.000 flere end fem år før.

»Tallet af tilmeldte vokser voldsomt. Det er et udtryk for, at Aarhus er populær, og at folk gerne vil flytte hertil,« siger Anders Rønnebro, formand for boligforeningerne i Aarhus og direktør i AAB.

Ventetid på 15 år

Han påpeger, at byggeriet af almene boliger ikke kan følge med efterspørgslen. Tal fra boligforeningerne viser, at der siden 2012 kun er kommet 928 nye familieboliger hos boligforeningerne, der i år har 40.551.

Dem er der blevet mere kamp om, idet der i samme årrække er kommet 18.500 flere aktivt boligsøgende, så omkring 50.000 i dag venter på en bolig.

»Ventetiden bliver længere og længere, og der er mange års ventetider de fleste steder. Hvis du skal have en bolig, går der minimum et-to år, og så er det i Hørning,« fortæller Betina Højmark.

Hun oplyser, at det tager ca. 15 år fra folk skriver sig op, til de kan flytte ind i et af AAB’s rækkehuse i afdelingen Skovbakken i Aarhus N, mens organisationens korteste ventetid er en toværelseslejlighed i Sandkåsparken, Aarhus V, hvor der er omkring fem års ventetid.

Selv om det ser sort ud for boligsøgende, som ikke har et gammelt boligbrev og vedligeholdt ancienniteten ved at betale 100 kr. om året, har udlejningschefen dog et godt fif.

»Hold jer klar, når der er nyt byggeri, fordi her er der usikkerhed om, hvorvidt de, som står på ventelisten, har lyst til at flytte eller ej,« siger hun og tilføjer, at ved AAB’s nye boligafdelinger Æblelunden i Hjortshøj og Havnen i Aarhus Ø gik halvdelen af boligerne til folk, som ikke stod på ventelisten.

Flere boliger på vej

Kommunen skal betale 10 pct. af byggesummen, når der opføres almene boliger. For at boligforeningerne over fire år kan bygge mere end 1.600 nye almene familieboliger, afsatte byrådet ved budgetforliget i fjor således 232 mio. kr.

Ventelister

Boom i boligsøgende

De aarhusianske boligforeningers fælles ventelistesystem har oplevet en stigning i både antallet af passive medlemmer og aktivt søgende efter en bolig.

Her er tal fra februar:

2012: 89.147 tilmeldte

– 32.020 aktive:

2013: 97.160 – 34.631.

2014: 101.814 – 38.602.

2015: 110.113 – 43.406.

2016: 113.007 – 46.081.

2017: 116.744 – 50.529.

7/9-2017: 50.363 aktive.

Efter en stor mængde opkrævninger i januar, sker der typisk et fald i foråret, hvor folk udmeldes. I løbet af året stiger antallet igen.

Kilde: Aarhusbolig

I de kommende år vil der blive opført historisk mange almene familieboliger i Aarhus. Som beskrevet i JP Aarhus i fjor forventer kommunen, at der bliver opført 1.997 nye af slagsen i 2016-2019.

Ifølge byens boligpolitik skal kommunen støtte byggeriet af almene familieboliger og almene ungdomsboliger, så de fortsat udgør ca. en fjerdedel af boligmassen i Aarhus.

Det forventes de allerede planlagte familieboliger at kunne sikre, men for også i fremtiden at kunne leve op til boligpolitikkens gode intentioner, kræver det snarlig handling fra byrådet, mener Anders Rønnebro.

»Hvis vi fortsat gerne vil have den blandede by, så kræver det, at der bliver sat flere penge af til, at vi kan opføre flere almene familieboliger om året,« siger formanden.

Han henviser til, at der fra 2020 og frem kun er afsat ca. 40 mio. kr. årligt til 210 nye almene familieboliger om året.

Brug for 375 ekstra boliger

Ifølge Aarhus Kommunes afdeling for alment byggeri vil det kræve yderligere 375 familieboliger om året i 2020 og 2021 for at kunne holde trit med udviklingen på boligmarkedet og sikre, at hver fjerde bolig i Aarhus er almen. I de efterfølgende år forventer kommunen, at behovet for flere almene bliver mindre i takt med boligudviklingen.

Det koster kommunen ca. 180.000-200.000 kr. pr. ny almen familiebolig. Således vil kommunens udgifter til 375 ekstra boliger blive ca. 72 mio. kr.

Byrådet er i disse uger ved at lægge kommunens budget for 2018-2021. Selv om Anders Rønnebro medgiver, at det også er muligt at vente til budgetforhandlingerne næste år eller om to år, understreger han, at det er bedst, hvis politikerne allerede i år aftaler, at pengene skal afsættes til 2020 og 2021:

»Boligbyggeri er langsommeligt, fra vi finder en grund, der er interessant, til vi får bygget, kan der gå mange år. Også for kommunen er det nemmere med en længere planlægningshorisont, så den kan nå at få lokalplaner gennemført.«

EL vil afsætte flere penge

Kristian Würtz (S), rådmand for Teknik og Miljø, der administrerer alment byggeri i Aarhus, vil ikke lægge sig fast på, at pengene til flere familieboliger bliver fundet i de igangværende budgetforhandlinger.

»Vi skal være opmærksomme på at løse problemet i ordenligt tid. Det er ikke, fordi vi lige i morgen står over for et kæmpe problem, men det er en vigtig dagsorden og indgår også i de budgetdrøftelser, der er i gang,« siger han.

»Vi sover i et rum alle sammen, og vi er ved at blive vanvittige«

Enhedslisten har til budgetforhandlingerne stillet et forslag om at afsætte penge, så mindst hver fjerde nye bolig i Aarhus er almen i hele den kommende fireårige budgetperiode.

»Med den rivende udvikling Aarhus er inde i, er det absolut nødvendigt at bygge flere almene boliger, hvis almindelige mennesker også skal kunne have råd til at bo i Aarhus,« lyder Peter Hegner Bonfils (EL) begrundelse for forslaget.

Kristian Würtz er helt enig i, at der skal bygges flere almene boliger. Ikke mindst i lyset af boligforeningernes boom på ventelisterne.

»Det vidner om, hvor vigtigt det er, at der bliver bygget flere almene boliger, ellers risikerer vi, at folk, der gerne vil bo i Aarhus, ikke har råd til det.«

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Byens musikliv bakker Eskelund op

Jesper Mardahl, Promus, Vester Allé 15 8000 Aarhus C - på vegne af Music City Aarhus
Der er glæde blandt musikaktørerne i Aarhus over den politiske opbakning til Eskelund-projektet, der nu endelig ser ud til at komme med på kommunens budgetforhandlinger.

Debat: Grundskyld for letbane

Ib Christensen, fhv. MEP & MF, Randers

Debat: Vand og Vesterbro

Lone Hindø, byrådskandidat (S), Tåstrupvej 100, Harlev
Restauranter

Velsmag og velbehag ved åen

Ferdinand er både hotel, bar og restaurant, og det giver liv i restauranten, hvor tjenere og kokke formår at sprede god stemning og kreere god mad.

Et pletskud i spisesalonen

Smørrebrød er vel typisk noget, man spiser til frokost. På Kählers Spisesalon serveres det imidlertid også til aften. Suppleret med forret og dessert er det fint.
Annonce
Redaktionen anbefaler

Musik-Aarhus melder klar til Eskelund

Et forslag om at afsætte 10 mio. kr. til at indrette Eskelund som ny koncertplads møder roser fra Northside og en række andre musikaktører. Eskelund indgår i budgetforhandlingerne.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her