*

Kommunalvalg Aarhus
Politik

Ballade om ny teknik-direktør i Aarhus

De blå partier har afvist teknikrådmand Kristian Würtz’ kandidat til posten som direktør i magistraten for Teknik og Miljø.

Pernille Blach Hansen, der tidligere har været folketingsmedlem, politisk ordfører og næstformand for Socialdemokratiet, var frem til 2010 direktør for Miljø & Teknik i Randers Kommune. Derefter var hun bl.a. chef for kvalitet og bæredygtighed i Grundfos. Og siden 2016 har hun været ansat i Lego i en stilling som senior director, Environmental Product Innovation. Arkivfoto: Steen Wrem

Aarhus Kommune vil ansætte tidligere medlem af Folketinget, Pernille Blach Hansen, som ny direktør i Teknik og Miljø.

Men ansættelsen resulterede onsdag aften i drama i byrådssalen. Samtlige blå partier endte under behandlingen af sagen, som fandt sted på en lukket del af byrådsmødet, med at afvise ansættelsen. Den er dermed vedtaget med støtte fra alene den røde fløj i byrådssalen. Dog undlod den radikale Anne Nygaard ifølge JP Aarhus oplysninger at stemme.

”Der er gået valgkamp i det. Jeg er dybt skuffet over mine byrådskolleger, og jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er ikke et byråd værdigt at føre valgkamp over en ansættelse,” siger Socialdemokratiets politiske ordfører Peder Udengaard efter byrådsmødet.

Peder Udengaard oplyser, at det med undtagelse af rådmand Bünyamin Simsek (V) var et enigt ansættelsesudvalg, som støttede beslutningen om at ansætte Pernille Blach Hansen.

Stillingen som teknik-direktør blev ledig, da en enig Magistrat i juni indstillede den daværende direktør, Erik Jespersen, til afskedigelse på grund af manglende tillid efter en række skandalesager i afdelingen. Onsdag eftermiddag indstillede rådmand for Teknik og Miljø, Kristian Würtz (S) så Pernille Blach Hansen, der tidligere har været medlem af Folketinget for Socialdemokratiet og desuden er datter af formanden for regionsrådet i Region Midtjylland Bent Hansen (S), til jobbet overfor Magistraten. Men den indstilling er de borgerlige medlemmer altså ikke enige i.

Den blanke afvisning af en rådmands kandidat er en yderst sjælden situation i forbindelse med chef-ansættelser i Aarhus Kommune. De borgerlige partier Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige, mener, at Pernille Blach Hansens kvalifikationer ikke rækker til kravene i jobbet.

”Hvis man skal være direktør i Aarhus Kommune, så skal man have et CV, som viser, at man kan påtage sig opgaven. Man skal også være generalist fremfor specialist. Pernille Blach Hansen er i dag leder af en afdeling på syv personer, men skal lede en organisation med 1.350 ansatte,” siger det konservative byrådsmedlem Marc Perera Christensen, som afviser, at der er tale om valgkampsdrillerier.

”Jeg ser bare ikke en kandidat, der matcher den krise, som Teknik og Miljø befinder sig i,” siger han.

Heller ikke Venstres byrådsmedlem, Gert Bjerregaard, vurderer, at den kommende teknik-direktør har de nødvendige kompetencer.

”Teknik og Miljø har brug for en stærk direktør, der skal stå på en brændende platform. Der er tale om en skandale-magistratsafdeling, der ligger fuldstændigt underdrejet. Kandidaten har desværre ikke de fornødne kompetencer. Jeg forstår ikke, at borgmester Jacob Bundsgaard og teknik-rådmand Kristian Würtz tør løbe en sådan chance,” siger Gert Bjerregaard.

Socialdemokratiets politiske ordfører i byrådet afviser kritikken.

”Jeg mener, at hun er yderst kompetent. Det får hun også mulighed for at bevise nu,” siger Peder Udengaard.

Pernille Blach Hansen var frem til 2010 direktør for Miljø & Teknik i Randers Kommune. Derefter var hun bl.a. chef for kvalitet og bæredygtighed i Grundfos. Og siden 2016 har hun været ansat i Lego i en stilling som senior director, Environmental Product Innovation.

Pernille Blach Hansen er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet, og har bl.a. været folketingsmedlem, politisk ordfører og næstformand for Socialdemokratiet før hun i 2006 valgte at træde ud af politik. Pernille Blach Hansen var i mere end fem år miljøpolitisk ordfører for Socialdemokratiet og næstformand for den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Den tidligere direktør i Teknik og Miljø, Erik Jespersen, blev afskediget som følge af konklusionerne i en rapport vedrørende forholdene i Center for Byens Anvendelse og Natur og Vejservice, Teknik og Miljø. Målet med afskedigelsen af Erik Jespersen er at genskabe tilliden til Teknik og Miljø, konstaterede borgmester Jacob Bundsgaard (S) tilbage i juni. Afdelingen – samt den øverste ledelsen - har i løbet af 2017 været i vælten på grund af sagerne om bl.a. dårlig ledelse, afskedigelser og mistanke om bestikkelse i en del af Magistraten for Teknik og Miljø.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Psykiatrien i Risskov og/eller Skejby?

Merete Sørensen, mag.art. et cand.mag. Skovagervej 6B, 8240 Risskov
Det reelle alternativ er ikke enten Risskov eller Skejby, men at vi borgere enten mister eller opnår ejerskab til begge.

Debat: Man får som fortjent. Eller gør man?

Sebastian Thomassen, formand for Frit Forum, Aarhus
Karakterer har været diskuteret altid – gives de korrekt, måler de kvalitet, tilgodeser de alle studerende?

Debat: Hvem er de private investorer, der vil bygge en ny lufthavn?

Per Hovgaard, Niels Bohrs Vej 28, Viby J
I mange år er det ikke lykkedes at sætte navne på de private investorer, der angiveligt står klar til at skyde penge i en ny lufthavn til Aarhus. Så spørgsmålet er, hvem disse investorer er?
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her