*

Politik

Dom over Teknik og Miljø trækker ud

Mere end fire måneder efter, at Aarhus Kommune bestilte en revisionsundersøgelse af to kommunale afdelinger, er rapporten endnu ikke klar.

Dage er blevet til uger og uger til måneder. Siden oktober sidste år har revisionsfirmaet Ernst & Young været i gang med at undersøge de to kommunale afdelinger Natur og Vejservice og Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune, efter en række uregelmæssigheder så dagens lys. Foto: Casper Dalhoff

Dage er blevet til uger og uger til måneder. Siden oktober sidste år har revisionsfirmaet Ernst & Young været i gang med at undersøge de to kommunale afdelinger Natur og Vejservice og Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune, efter en række uregelmæssigheder så dagens lys.

Undersøgelsen blev sat i værk på baggrund af anklager fra tidligere ansatte, som i Århus Stiftstidende beskyldte Claus Pedersen, den daværende chef for Center for Byens Anvendelse, for at fifle med flere sager om udbud og for at stå bag påståede vennetjenester.

SAGEN KORT

Kritisabel forvaltning

Flere mistænkelige forhold i Center for Byens Anvendelse og Natur og Vejservice i Aarhus Kommune undersøges af et revisionsfirma, og efterforskes samtidig af Østjyllands Politi.

Direktøren for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Erik Jespersen har erkendt, at der var indgået aftaler, hvor de lovpligtige udbudsregler blev brudt.

Den tidligere chef Claus Pedersen måtte som følge af sagen forlade sin stilling, inden han i december blev bortvist.

De to afdelinger har i flere tilfælde haft rod i bilagene. Bl.a. er der blevet refunderet udgifter trods manglende bilag. I andre tilfælde har dokumentationskravene ikke været opfyldt.

På en række lederseminarer i sommerhuse i perioden fra 2011 til 2016 kunne de to afdelinger ikke redegøre for det faglige indhold.

Teknik og Miljø har i en årrække købt konsulentbistand for i alt 8,8 mio. kr. uden at sende opgaverne i udbud.

Men selv om kontrakten med den forhenværende chef blev revet over i november 2016, hvor Claus Pedersen fratrådte, inden han senere i december blev bortvist, er undersøgelsen gang på gang trukket ud.

Først lød det fra kommunen, at rapporten fra revisionsfirmaet ville ligge klar inden udgangen af 2016, men det kan nu konstateres, at den er forsinket på tredje måned.

Ifølge direktøren for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, Erik Jespersen, forventer Ernst & Young nu, at rapporten kan præsenteres i slutningen af marts.

Han forklarer de mange udsættelser med, at undersøgelsen har været »langt mere omfattende end først antaget.«

»Konkret er der blevet gennemført interviews med mere end 40 personer, hvilket er langt flere, end vi forventede. Det har været meget tidskrævende både rent praktisk og opfølgningsmæssigt,« siger Erik Jespersen.

Kulegravning unødvendigt

Direktøren har tidligere forklaret over for JP Aarhus, at undersøgelsen kunne »udvides efter behov«.

Derfor har det aldrig stået helt klart, hvilke dele af de to kommunale afdelinger revisionsfirmaet har rettet blikket imod.

Sidste år i november kom det mangeårige byrådsmedlem for Venstre, Gert Bjerregård, med et forslag om at kulegrave Natur og Vejservice samt Center for Byens Anvendelse.

Fra politisk side var der ikke opbakning til forslaget.

Byrådspolitikeren mente, at en kulegravning var nødvendig, da han frygtede, at de allerede kendte sager kun var ”toppen af isbjerget”. Om det forholder sig sådan, er endnu uklart, men sikkert er det, at undersøgelsen er blevet udvidet. Det bekræfter Erik Jespersen.

»Formelt set er den udvidet én gang. Men i praksis er det sket løbende, da revisionen har haft adgang til at inddrage de temaer, som de fandt relevante ud fra deres erfaring fra andre lignende opgaver,« siger han.

Hvad undersøger revisionen

Hvilke temaer revisionen har inddraget, og hvad den kigger nærmere på, vil Erik Jespersen ikke oplyse.

Men han fortæller, at Ernst & Young er blevet gjort opmærksom på nogle af temaerne gennem de mange interviews med tidligere og nuværende ansatte i de to afdelinger, der er blevet foretaget de seneste måneder.

Men det står klart, at revisionen undersøger flere af de kritisable forhold, som er blevet afdækket i medierne.

Her er det bl.a. kommet frem, at Natur og Vejservice i strid med reglerne gennem en årrække har refunderet udgifter for restaurantbesøg uden at kunne dokumentere antallet af deltagere eller formålet med arrangementerne.

Gaver til unavngivne kunder

I flere år har afdelingen bl.a. også bogført køb af mindst 114 flasker vin, blomster og bøger som gaver, der er blevet givet til unavngivne kunder og leverandører.

Gavepraksissen blev kritiseret af flere byrådsmedlemmer og er ifølge Sten Bønsing, lektor i forvaltningsret ved Juridisk Institut, Aalborg Universitet, sandsynligvis ulovlig.

En anden central del af sagen handler bl.a. om indkøb af store mængder mad og drikke foretaget hos fødevarevirksomheden Dagrofa i Center for Byens Anvendelse i forbindelse med lederseminar i sommerhuse.

Indkøbene hos Dagrofa førte siden til, at Østjyllands Politi blev inddraget i sagen for at undersøge, om der er sket strafbare handlinger.

Muligt privat tøjindkøb

Om der kommer sigtelser i sagen, vil politiet ikke oplyse med henvisning til, at den stadig er under efterforskning.

Senere kom det frem, at Ernst & Young ifølge JP Aarhus’ oplysninger havde fundet flere forhold, der kan vurderes som misbrug af offentlige midler.

Der var i fem tilfælde købt tøj, bl.a. til børn, for i alt 7.329 kr. hos virksomheden Orloff Firmatøj A/S.

Ifølge JP Aarhus’ oplysninger vurderede revisionsfirmaet, at det fremstod som om, at der var tale om indkøb til privat brug

Få dage senere valgte Aarhus Kommune at bortvise Claus Pedersen og annullere en fratrædelsesordning til i alt 1,4 mio. kr., som han fik med ud af døren tilbage i november.

Ifølge kommunen skete bortvisningen på baggrund af en række nye oplysninger om kritisable forhold, som revisionsfirmaet havde fundet i den endnu ikke afsluttede undersøgelse af bilag fra Natur og Vejservice.

Men hvilke forhold, der konkret førte til bortvisningen, ville den daværende midlertidige rådmand for Teknik og Miljø, Camilla Fabricius (S), ikke kommentere.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Samvittigheden i sagen om Center for Byens Anvendelse
Knud N. Mathiesen, byrådsmedlem, Dansk Folkeparti
Jeg kunne ønske mig, at de medarbejdere, der kunne bidrage til yderlige oplysninger, ville stå frem; det gælder også medarbejdere i magistraten for Teknik og Miljø.
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Gellerup by night

Signe Birk, cand.mag. og butiksassistent, Gudrunsvej 40 mf, st, Brabrand
De problemer, som indiskutabelt findes i indvandrermiljøer, løses måske bedst ud fra nogle rimelige krav, som alle kan leve op til.
Restauranter

Restauranten hjem i stuerne

Risskovs nye gourmet-takeaway Nordly vil bringe restauranten hjem i stuerne. Kvalitets-takeaway er et stærkt voksende marked, siger trendforsker.
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
Glem guidebogen: Åbn alle sanser og omfavn storbyen på din helt egen måde
Seværdigheder er selvsagt ofte seværdige, men du kan også kaste dig ud i en unik vandring, der er helt din egen. Kridt skoene og følg med på en improviseret vandretur rundt i London. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her