*

Politik

Byrødder ønsker skarpere møder

Det seneste byrådsmøde sluttede halvanden time senere end planlagt. Byrådsmedlemmer vil diskutere muligheden for bl.a. færre temadrøftelser og en mere prioriteret dagsorden til byrådsmøderne.

Flere møder i Aarhus Kommunes byråd er endt med, at sager må udsættes til næste byrådsmøde pga. tidsmangel. Arkivfoto: Sofia Busk

Da byrådet i Aarhus Kommune mødtes i forrige uge, slap borgmester Jacob Bundsgaard (S) først kollegerne ud af byrådssalen, da klokken havde passeret 23.15. Det var mere end en time senere end det officielle sluttidspunkt for byrådsmøder i kommunen, og det var alt for sent, mener mange byrådsmedlemmer.

Ikke fordi det sker tit, at de ordinære møder i byrådssalen trækker så længe ud, men det sker dog samtidig jævnligt, at byrådsmøderne ender med, at flere sager må udsættes til næste byrådsmøde på grund af tidsmangel.

Således skete det også i forrige uge, da byrådet holdt møde med Børn og Ungebyrådet forud for det ordinære byrådsmøde, og onsdag skal gruppeformandskredsen i byrådet mødes for bl.a. at diskutere, om de såkaldte temadrøftelser i byrådet kan reduceres eller placeres mere hensigtsmæssigt.

»Det er klart, at vi har haft udfordringer på de seneste to-tre møder. Og jeg mener, at det er et grundlæggende problem. Vejen frem bliver nok, at vi skal have særskilte byrådsmøder, hvor vi kun har temaer på dagsordenen. Det er vigtigt, at vi på byrådsmøderne når alle punkterne,« siger Jan Ravn Christensen (SF).

Effektivitet efterlyses

Han mener samtidig, at byrådet skal være bedre til at skære dagsordenerne til, i forhold til hvilke sager der er vigtige at diskutere.

»Det er svært at svare på, hvilke emner vi kan skære på. Men man kan blive mere effektiv i forhold til behandlinger af eksempelvis lokalplaner og blive bedre til at tage store principielle drøftelser på andre måder, så de ikke kommer frem under små emner,« siger Jan Ravn Christensen.

Aarhus Byråd mødes hver anden onsdag kl. 16.00-22.00, dog med pause i sommerferien. I 2016 er der afsat tid til 24 byrådsmøder. Til sammenligning mødes Borgerrepræsentationen i København 15 gange, hvor mødetiden typisk er fra kl. 17.30 til kl. 23.00.

Ifølge Marc Perera Christensen (K) har den netop iværksatte sparerunde på 1 mia. kr. over de kommende år været medvirkende til, at byrådsmøderne er blevet mere pressede i den senere tid.

»Men vi holder også flere temadrøftelser, og vi har haft temadebatter, som ikke har været tiden værd. Der bør maksimalt være et temamøde pr. kvartal, inklusiv Børn og Unge-byrådet,« siger Marc Perera Christensen, som samtidig opfordrer byrådet til at have fokus på mere kortfattet taletid i byrådssalen.

Plads til debat

Venstres Gert Bjerregaard mener, at der overordnet skal være plads til debat om de enkelte sager på dagsordenen.

»Men det kan godt være, at vi er nået dertil, hvor flere sager kan afgøres af rådmænd eller forvaltning. Der må vi se nærmere på reglerne i lovgivningen. Vi skal også se på, om vi kan slanke dagsordenen. Det skal ske med en åben og direkte drøftelse med partierne. Jeg har en fornemmelse af, at byrådets medlemmer har fået bedre arbejdsbetingelser, men jeg tror, at det kan gøres endnu mere smidigt,« siger Gert Bjerregaard.

Styreformen spiller ind

Socialdemokraternes Camilla Fabricius ser frem til debatten om byrådets temadrøftelser i gruppeformandskredsen.

»Det er vigtigt at have plads til de tre årlige temadrøftelser, fordi det har betydning for, hvordan byen fungerer. Selvfølgelig har vi også behov for at få driften til at fungere,« siger Camilla Fabricius, der peger på, at styreformen i Aarhus Kommune også spiller ind.

»I Skanderborg Kommune tager man eksempelvis drøftelse om en politisk sag i udvalg. Vi har givet hånd på magistratstyret, som har ulemper, men også mange positive elementer: Det er et meget synligt demokrati, men en ulempe kan være, at det tager tid, fordi vi har flere ting ind over byrådet,« siger Camilla Fabricius, der oplyser, at der er nedsat et såkaldt §11 stk. 3-udvalg, der skal se på byrådets arbejde.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debatindlæg Artiklen opdateres
Debat: Kære borgmester Jacob Bundsgaard
Anne Kjeld Pedersen, formand for Birkebakkens Forældreforening og medlem af bestyrelsen i LEV Aarhus, Hasselbakken 63, Hasselager
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Debatindlæg

Debat: Aarhus Jazz Orchestra – jazz med mening for ældre

Peder Udengaard, orkesterchef, Aarhus Jazz Orchestra
Orkestret er taknemmelig for, at Aarhus Kommune giver det muligheden for at skabe glæde og indhold i hverdagen hos byens ældre.

Debat: Tirstrup Lufthavn

Hanne Skovrup, Glatvedvej 42, Balle
Sommerferie

Sommerferie for børn.

Se, hvad der sker i sommerferien i Aarhus
Kirkearrangementer

Det sker i kirkerne

Koncerter, teaterforestillinger, foredrag. Se hvad der sker i byens kirker.
Annonce
Kommentar
Restauranter

498 g bøf blev til 256 g mad

Kødsvind: Hvad kan man egentlig forvente af kød på tallerkenen, når man bestiller en 500 grams ribeye. Vi lod det komme an på en prøve.
Seneste AGF nyheder
Guides til Aarhus
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her