*

Politik

Borgerlige politikere: Find nye områder til p-pladser

Rådmanden peger på mere beboerparkering som en løsning, mens V og DF kræver nye p-områder.

Venstres politiske ordfører Gert Bjerregaard peger på, at Aarhus på trods af de nye parkeringshuse på havnen har mistet p-pladser inden for ringgaden. Ikke mindst på grund af den såkaldte 10-metersregel, hvor man ikke må parkere inden for en 10-metersgrænse ved et vejkryds. Arkivfoto: David Bering

Venstre og Dansk Folkeparti kræver, at Aarhus Kommune forbedrer parkeringsmulighederne i områder som Frederiksbjerg, hvor beboere kan køre rundt i halve timer for at finde en p-plads, når de vender hjem fra arbejde.

Det kan ske ved at finde nye områder til parkering, hvor beboerne kan betale sig ind for at have en sikker p-plads, lyder det fra både Venstres Gert Bjerregaard og Knud N. Mathiesen fra Dansk Folkeparti.

»Jeg forstår hans frustration,« siger Knud N. Mathiesen om Eigil Johansens nødråb.

»Alle ved, at der ikke er p-pladser nok, men desværre har de ansvarlige politikere og embedsmænd ladet stå til. Derfor må vi nu se, om der er arealer i området, der kan inddrages til p-pladser, og som er forbeholdt beboerne. Man kan ikke tvinge bilerne ud af byen. Beboerparkering kan måske hjælpe lidt, men jeg tror ikke, at det løser hele problemet. Samtidig er det vigtigt, at vi kræver et ordentligt antal p-pladser, når man bygger nyt,« siger DF-politikeren og henviser ikke mindst til ønsket om at bygge mere i højden.

Gert Bjerregaard mener, at der allerede bliver dispenseret for det nødvendige antal p-pladser ved nybyggerier, så man på den måde forstærker problemet.

»Vi har haft lokalplaner, hvor man ikke overholder de gældende regler,« siger Gert Bjerregaard. Han peger på, at Aarhus på trods af de nye parkeringshuse på havnen har mistet p-pladser inden for ringgaden. Ikke mindst på grund af den såkaldte 10-metersregel, hvor man ikke må parkere inden for en 10-metersgrænse ved et vejkryds.

Færre p-pladser

»Denne regel har gjort, at vi har mistet et meget stort antal p-pladser. Samtidig har vi haft en stigning i antallet af biler på 14 procent,« siger Gert Bjerregaard, der nu vil have kommunen til at undersøge, hvor mange p-pladser man har mistet på grund af 10-metersreglen.

»Men vi må også finde ud af, om der er nogle områder, som kan inddrages til p-pladser. Desværre har der ikke været politisk vilje til at gøre noget ved problemerne. Rådmanden har stukket hovedet i busken, men cykler, busser og delebiler er altså ikke nok. Det virker, som om man lukker øjnene og ikke anerkender virkeligheden. I dag bliver det sværere og sværere for folk at have en bil, med mindre de stiller den meget langt væk. Det er værd at undersøge muligheden for mere beboerparkering, men det løser ikke det grundlæggende problem,« siger han.

Teknikrådmand Kristian Würtz (S) peger selv på beboerparkering:

»Det er mit bedste bud på en løsning for Eigil og de øvrige beboere i området. Det er den vej, vi skal gå flere steder i byen, så vi kan sikre beboerne bedre muligheder for parkering. Jeg er egentlig forundret over, at beboerne stemte nej sidste gang, for beboerparkering vil være en fordel for beboerne. Om der skal afholdes afstemning næste gang, har vi ikke lagt os fast på,« siger rådmanden.

Et grundvilkår

Kristian Würtz vurderer, at mangel på p-pladser vil være et grundvilkår i midtbyen nu og i fremtiden:

»Der er brug for realisme, for vi kan ikke skaffe en p-plads til alle beboere i midtbyen, og det, mener jeg heller ikke, er kommunens opgave. Selv med beboerparkering vil der aldrig være pladser nok til alle, og det gælder f.eks. hvis en ejendom med 10 lejligheder kun har to p-pladser. Derfor kan nogle beboere være henvist til at købe deres egen p-plads et sted i nærheden, hvis de vil være sikker på at have en p-plads,« siger han.

Beboer i Aarhus' midtby: »Det er blevet et p-mareridt«

P-debatten indgår i debatten om trafikplanen for Aarhus Midtby, som bliver endeligt vedtaget i august 2017.

»Der går et års tid, før vi har en ny trafikplan, men om vi kan løse p-problemerne i Fåborggade og nabogaderne inden da, tør jeg ikke sige,« siger rådmanden.

Enhedslistens Peter Hegner Bonfils kalder det for et »uløseligt problem.«

»Der er ikke plads til et uendeligt antal biler, og det er ikke realistisk at finde nye p-arealer. På den lange bane handler det om at nedbringe antallet af biler. I forhold til den aktuelle situation er man nødt til at tænke anderledes og overveje delebiler og mere beboerparkering,« siger han.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Vejlby Krat og letbanen

Kirsten Malling Olsen, lokaludviklingskonsulent Stationsgade 25, Risskov
Mange steder rundt omkring i Danmark arbejdes der meget aktivt på at skabe lokal identitet og social sammenhængskraft.

Debat: Mageløse Moesgaard

Steen Pedersen, Skovparken 27, Skanderborg
Realiseres vindmølleparken ved Mejlflak, vil det unikke kulturlandskab ved Moesgaard blive hegnet ind.

Debat: Riget fattes ofte penge

Jesper Lundetoft Jørgensen, lærer Kejlstrupvej 5, Risskov
Riget fattes ofte penge, ikke mindst inden for undervisningssektoren, hvor det igennem de sidste mange år har været besparelse på besparelse, effektivisering på effektivisering, elevtallet er øget, samtidig med at op mod 6.000 lærere har forladt folkeskolen.
Restauranter

Restauranten hjem i stuerne

Risskovs nye gourmet-takeaway Nordly vil bringe restauranten hjem i stuerne. Kvalitets-takeaway er et stærkt voksende marked, siger trendforsker.

Masser af rødt kød og kun lidt salat

Der er kød i store mængder på tallerkenerne hos Köd, en restaurant, som man vel godt kan kalde maskulin med dens forkærlighed for rødt kød, men ikke for grøn salat.
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her