*

Kommunalvalg Aarhus
Politik

Naboer: Urimelig godkendelse af højt etagebyggeri

Strid: Med en dispensation fra lokalplanen har kommunen givet tilladelse til, at der kan opføres to-etagers huse med altaner på 1. sal få meter fra parcelhusgrunde i Hasselager. Naboerne i de omkringliggende parcelhuse undrer sig.

Aarhus Kommune har givet en bygherre dispensation til at hæve terrænet og sætte altaner på et boligbyggeri ved et nyt parcelhusområde. Det er parcelhusejerne absolut ikke begejstrede for. De har gjort indsigelse over for kommunen, men foreløbig forgæves. Foto: Casper Dalhoff

Trods protester fra omkringliggende naboer har Aarhus Kommune givet tilladelse til, at byggevirksomheden Vibe-Huse Aps må opføre rækkehuse, som overskrider områdets lokalplan.

Aarhus Kommunes afdeling for teknik og miljø har givet Vibe-Huse lov til at regulere terrænnet ved Kildeagervænget i Hasselager op mod en meter mere end det tilladte i lokalplanen. Samtidig har kommunen accepteret bygherrens ønske om at få dispensation fra lokalplanens krav om, at der skal være tilknyttet et udendørs opholdsareal på minimum 25 kvm pr. bolig.

Dermed får bygherren lov til at opføre en boligblok med to lejligheder oven på hinanden. Den øverste får i stedet for 25 kvm udendørsareal i direkte tilknytning til boligen en altan på 6 kvm på 1. sal.

Dispensationen vil medføre skygge og indbliksgener, mener naboer i de nyopførte, omkringliggende parcelhuse. Parcelhusgrundende ligger på et lavtliggende område i forhold til det område, hvor Vibe-Huse nu har fået lov til at hæve koten på grunden.

Det bliver svært at have et privatliv, når naboer kan kigge ind i vores huse og haver fra 1. sals højde.
Carsten Nielsen, husejer

»Det bliver svært at have et privatliv, når naboer kan kigge ind i vores huse og haver fra 1. sals højde. Det kan ikke passe, at vi skal overholde lokalplanen, mens en bygherre, der bygger et helt nyt rækkehuskvarter, kan få lov at omgå reglerne til gene for alle, der har købt grund i god tro,« siger Carsten Nielsen, som købte sin parcelhusgrund af Aarhus Kommune i 2013.

Ikke i strid med principper

Beboere i området har i deres indsigelser mod byggeriet bl.a. henstillet til, at Aarhus Kommune i sin sagsbehandling som minimum tager hensyn til rammerne for lokalplan 831 for området.

Aarhus Kommune skriver i en orientering til parcelhusejerne i området, at dispensationen fra bestemmelserne i lokalplanen ikke er i strid med lokalplanens principper. Aarhus Kommune påpeger i sin afgørelse samtidig, at ændringerne i lokalplanen ikke vil medføre væsentlige gener for de omkringliggende beboere med hensyn til lys- og indblik.

Det undrer Jens Nielsen, som opførte et parcelhus i 2014 få meter fra den pågældende rækkehus-grund, hvor Vibe-Huse vil opføre i alt 73 boliger. De 10 af dem vil blive placeret tæt på parcelhusgrundene.

»Vinduerne i 1. sals højde vil pege direkte ned mod min grund. Da jeg købte grunden, fik jeg kun besked om, at der ville blive opført lav, tæt bebyggelse på nabogrunde. Nu kommer husene på nogle punkter til at ligge højere end forventet, og det vil genere os. Specielt om vinteren, hvor en bygning på 8,5 meter oven på en bakke vil give lysproblemer,« siger Jens Nielsen.

Parcelhusejerne i området har nu fået en klagefrist på 4 uger, men der kan alene klages over procedurefejl i relation til forvaltningsloven, oplyser Ann Hamborg, chef for Byggeri, Center for Miljø og Energi, Aarhus Kommune.

»Vi giver ofte dispensationer fra lokalplaner. På baggrund af høringssvar vurderer vi, om der er noget i dispensationen, som bliver til stor gene for andre eller ej. Hvis det ikke gør det, så dispenserer vi,« siger Ann Hamborg, som ikke udtaler sig om den konkrete sag.

35 cm for højt

Aarhus Kommune har tidligere i år måttet trække en planlagt dispensation til en for høj villa i Egå tilbage.

Teknik og miljø ville give dispensation til en bygherre, som har opført sit hus i en højde, som er 35 cm højere end foreskrevet i lokalplanen for det område. Dispensationsønsket blev afvist af byrådet, herunder bl.a. rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R), som under byrådsbehandlingen af sagen bl.a. fastslog, at Aarhus Kommune skal stå ved de regler, som kommunen selv har fastsat.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Hash på skoleskemaet

Emil Lunau Bentsen, byrådskandidat (C), Johan Langes vej 11, Aarhus | Victoria Drummond Kilpatrick, byrådskandidat (C), Vestervangen 32 | Charlotte Welzel Andersen, byrådskandidat (C), Saltholmgade 23 | Sebastian Joubert Kaimson, byrådskandidat (C), Vester Allé 21, Aarhus
Hvordan er det kommet så vidt, at det nu er acceptabelt blandt unge at tage stoffer? Noget af forklaringen kan være, at vi i Aarhus har svigtet de unge ved at nedprioritere SSP-samarbejdet.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her