Fortsæt til indhold
Aarhus

HK: Ikke det dagpengeudspil, vi efterspurgte

Man risikerer at lave endnu en lappeløsning, lyder kritikken fra østjysk formand.

Ros til regeringen for, at den med et nyt udspil på dagpengeområdet redder mange tusinde mennesker på målstregen.

Men rosen fra HK Østjyllands fællesformand Viggo Thinggaard stopper også her.

”Det er godt, at der mennesker får spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud over de næste par år, men jeg mener, at man også bør ændre på selve dagpengereformen, for ellers bliver det her en lappeløsning som med akutjobbene,” siger han til Jyllands-Posten.

Sendte brev til regeringstoppen

I sidste uge sendte han og fire andre østjyske HK-formænd et åbent brev til Helle Thorning, Bjarne Corydon, Mette Frederiksen og Annette Vilhelmsen, hvor de efterspurgte en løsning på dagpengeområdet.

Men de har ikke fået den løsning, som de efterspurgte, mener Viggo Thingaard.

”Det har vi langt fra fået. Jeg mener, at man også er nødt til at ændre på genoptjeningskravet, og hvis man er i uddannelse eller i jobrotation, så bør man nulstille perioden. Det er nogle af de ting, som jeg håber, kommer med i det nye udspil,” siger han.

”Vækstplanen må virke på et tidspunkt”

Det nye udspil koster omkring 2 mia. kr. og sikrer, at ledige, der ikke længere kan få dagpenge, i stedet kan få en arbejdsmarkedsydelse, som svarer til den nuværende uddannelsesydelse. Løsningen gælder til og med 2016.

Viggo Thingaard mener ikke, at udspillet vil fastholde folk på offentlig ydelse i stedet for at få dem i arbejde.

”Jeg håber, at vækstplanen på et eller andet tidspunkt giver nogle job, og det er jo formentligt ikke mange arbejdspladser, man kan få for 2 mia. ,” siger han.