Fortsæt til indhold
Aarhus

102.800 aarhusianere belastes af trafikstøj

53.300 boliger er belastet af støj fra de aarhusianske veje.

Konstante lyde i ørerne svarende til niveauet i en normal samtale.

Det er dagligdag for omkring 102.800 aarhusianere, konstaterer Aarhus Kommune i en ny støjhandlingsplan.

Planen, som var på programmet på onsdagens byrådsmøde, er en opfølgning på bekendtgørelse af 21. december 2011 om kortlægning af ekstern støj og udarbejdelse af støjhandlingsplaner.

Overstiger lydniveau

Bekendtgørelsen pålagde Aarhus Kommune at kortlægge støjbelastede boliger og udarbejde en handlingsplan til afhjælpning af støjgenerne ved disse boliger langs det kommunale vejnet. Kommunen har derfor undersøgt det trafikskabte støjniveau ved alle boliger i kommunen.

Kortlægningen viser, at ca. 53.300 boliger har et støjniveau på facaden, der overstiger grænseværdien for nybyggeri på 58 dB. Ca. 12.200 af boliger har et støjniveau over 68 dB, som er grænsen for, hvor et flertal af befolkningen føler sig stærkt støjbelastet. 68 db svarer til lyden af en bil, som kører i tomgang på 10 meters afstand. Byrådet sendte onsdag handlingsplanen i høring.

"Især vil det være ønskværdigt, hvis vi via høringen får en dialog med de lokale fællesråd om problemet. Høringssvarene skal bruges i den efterfølgende politiske behandling," sagde Jan Ravn Christensen, byrådsmedlem for SF,

Primært etageboliger

Generelt er det først og fremmest etageboliger (74 pct.), der er støjbelastede af vejtrafikstøj over 58 dB. 21 pct. af de støjbelastede boliger er parcelhuse og rækkehuse. Resten er kollegieboliger, stuehuse og andre ikke definerede bygninger til helårsbeboelse.

Den primære kilde til støjgener ved boligerne er vejtrafikstøj, og derfor foreslår afdelingen for teknik og miljø¸, Aarhus Kommune, at der bruges en del af budgettet på systematisk anvendelse af støjreducerende belægningen i de kommende fem år.

Ved ca. 27.000 boliger vil det være nødvendigt med yderligere tiltag. Derfor er der med handlingsplanen lagt op til, at der skal ske en kombination af flere virkemidler - herunder facadeisolering og støjafskærmning. Men støjreduktion koster penge, for samtidig skal der også ifølge planen iværksættes projekter til netop facadeisolering og støjafskærmning. Det får kommunen næppe selv råd til, fremgår det. Og derfor skal en del af finansieringen ifølge handlingsplanen findes i offentlige-private partnerskaber.

"Vi skal have mest muligt ud af de penge, som vi ikke har," sagde rådmand Bünyamin Simsek (V), teknik og miljø.

Aarhus Kommune planlægger også hastighedsreduktion, samling af trafikken på det overordnede vejnet samt brug af såkaldt intelligente transport systemer (ITS), der kan styre trafikken og fremme en mere glidende trafikafvikling.