Fortsæt til indhold
Aarhus

Fagforening: Aftale løser ikke problemerne

Byrådets struktur- og samarbejdsaftale løser ikke problemerne, konstaterer akademikernes fagforening i et høringssvar.

Maria Dalhoff

Byrådets aftale om en ny struktur og kultur i Aarhus Kommune vil kun i begrænset omfang løse de konstaterede problemer i Aarhus Kommune, konstaterer fagforeningen Akademikerne, det tidligere AC.

Akademikerne organiserer bl.a. økonomer og jurister, og i høringssvaret til aftalen fra marts fastslår fagforeningen, at aftalen bl.a. ikke tager fat på de strukturelle problemer i det nuværende magistratsstyre eller gør op med:

»”Politisering” af opgaverne, fokus på snævre (magistrats)interesser, manglende fokus på helheden, varetagelse af en række dobbeltfunktioner samt manglende beslutningskompetence i opgaver,« skriver formanden for AC-klubben i Aarhus Kommune, Mette Hvid Johannesen, bl.a.

Akademikerne har derfor ifølge høringssvaret svært ved at se intentionen med arbejdet og det reelle resultat af processen, som bl.a. har omfattet borgerinddragelse og to konsulentrapporter.

»Det er ydermere AC's oplevelse, at processen har beslaglagt endog meget store ressourcer i form af medarbejdertimer i de enkelte afdelinger og udgifter til konsulentrapporter,« skriver AC'erne, som undrer sig over, at byrådet ikke har ”set sig i stand” til at gennemføre strukturændringer, som ville kunne sandsynliggøre de besparelser på 25 mio. kr. om året fra 2014, hvilket byrådet allerede har truffet aftale om.

Uro på handicapområdet

I alt 41 medarbejdergrupper, organisationer og borgere har indsendt høringssvar på baggrund af aftalen.

Flere handicaporganisationer er yderst utilfredse med planen om at flytte ordningen om Borgerstyret Personlig Assistance (BPA) fra magistraten for sociale forhold og beskæftigelse til magistratsafdelingen for sundhed og omsorg.

Det vil ifølge organisationerne bl.a. ødelægge forståelsen og kendskabet til BPA-ordningen, fremgår det eksempelvis af svaret fra Center for Hjælperordninger og Danske Handicaporganisationer.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) havde oprindelig lagt op til en helt ny styreform og effektiviseringer for 75-100 mio. kr. i Aarhus Kommune.

Ingen af delene bliver til noget med den nye aftale, som har opbakning fra alle partierne i byrådet. Aftalen betyder, at magistratsopdelingen fortsætter næsten uændret, og politikerne vedtog oveni at sætte adskillige nye, udgiftskrævende aktiviteter i gang.

Høringssvarene vil indgå i den endelige politiske behandling i Aarhus Byråd af aftalen, hvilket ifølge tidsplanen kommer til at ske inden sommerferien.