Fortsæt til indhold
Aarhus

Ansatte fritaget for tjeneste på omstridt plejehjem

Klager over svigt på Lokalcenter Hasle i Aarhus har fået konsekvenser. To medarbejdere er blevet fritaget for tjeneste, mens undersøgelse pågår.

En teamleder og en sygeplejerske er blevet fritaget for tjeneste på et omstridt plejecenter i Aarhus.

Udviklingschef Vibeke Sjøgreen, Aarhus Kommunes afdeling for sundhed og omsorg, bekræfter, at hjemsendelsen af de to medarbejdere er sket efter et ekstraordinært tilsyn på lokalcentret i sidste uge.

Tilsynet faldt, efter at JP Aarhus for nylig fortalte om søskendeparret Jette Bærild Hansen og Jens Bærild Hansen, der har klaget over Lokalcenter Hasles behandling af deres mor, som døde i august 2011. De efterladte pårørende mener, at deres mor døde af underernæring og dehydrering, altså grov omsorgssvigt på Lokalcenter Hasle.

Ud over denne klage foreligger yderligere to klager over plejehjemmet, har Aarhus Kommune oplyst.

Vil skabe ro

Vibeke Sjøgreen siger om hjemsendelsen af de to medarbejdere:

»Det er en helt almindelig procedure, når der er blevet stillet spørgsmålstegn ved, om der er foregået noget uhensigtsmæssigt. Vi gør det dels for at skabe ro til at undersøge sagen, dels for at beskytte de pågældende medarbejdere. Der ligger ikke nogen sanktion i det.«

En nærmere undersøgelse efter påske skal afdække forholdene på det kritiserede lokalcenter.

I januar konstaterede ældrerådmand i Aarhus Dorthe Laustsen (SF) i en pressemeddelelse, at beboerne i kommunens plejeboliger får en fuldt forsvarlig pleje og omsorg. En kritik, der var rejst af det konservative byrådsmedlem Anne Mette Villadsen – med udgangspunkt i kommunens egne tilsynsrapporter – blev af rådmanden betegnet som »en storm i et glas vand«.

Ernæringsproblemer

Også embedslægerne har haft fokus på Aarhus Kommunes lokalcentre. I den seneste tilsynsrapport hedder det således, at »80 pct. af borgerne har ernæringsproblemer i plejeboligenhederne«, og at der er »et øget behov for større faglig bevågenhed på ernæringsområdet«.

Dorthe Laustsen har nedtonet kritikken. Hun mener, at småtspisende borgere på Aarhus Kommunes plejecentre generelt får den omsorg, som de skal have.

Embedslægernes kritik af Aarhus Kommune for mangelfuld ernæringsmæssig indsats over for beboerne på plejehjem handler i det store og hele om, at plejecentrene har haft problemer med at dokumentere indsatsen - ikke at selve indsatsen generelt har været problematisk, lyder rådmandens udlægning.