Fortsæt til indhold
Aarhus

Flertal vil bevare friby-status

SF og Socialdemokraterne vil gøre Aarhus til permanent friby for forfulgte forfattere.

ERLING VESTER JACOBSEN

Aage Rais-Nordentoft (S) og Claus Thomasbjerg (SF) går til fælles kamp for Aarhus' status som friby. Som JP Aarhus skrev mandag, har kulturrådmand Marc Perera Christensen (K) ikke forsøgt at forlænge ordningen. »Vi vil arbejde for at gøre ordningen permanent. Det er vigtigt, at vi aktivt kæmper for ytringsfrihed for alle,« siger Claus Thomasbjerg. Aage Rais-Nordentoft siger, at kamp for ytringsfrihed ikke må spares væk: »Aarhus kæmper for tolerance, mangfoldighed og ytringsfrihed. Og vi kan ikke indstille indsatsen for ytringsfrihed med henvisning til en økonomisk krise.« Marc Perera Christensen accepterer, hvis der er et flertal imod hans beslutning om at lægge fribyarbejdet til side til økonomisk bedre tider. »Tendai Tagariras ophold her i Aarhus, som nu heldigvis er gjort permanent, er et forsøg, som den tidligere kulturrådmand Flemming Knudsen (S) fandt midler til. Med de seneste voldsomme besparelser har jeg ikke fundet penge til at fortsætte fribyarbejdet lige nu, men jeg synes da, at det er et fint program, og jeg håber, at S og SF kan finde pengene til at gøre ordningen permanent,« siger han.