Fortsæt til indhold
Aarhus

Støvsugning stadig en del af plejen

7.400 aarhusianere får hjælp til støvsugning i dag. Det bliver færre i fremtiden, men hvor få er der uenighed om.

Af ERIK NØRBY

Støvsugning skal fortsat være en del af serviceniveauet for praktisk hjælp og pleje i Aarhus Kommune.

En melding om det modsatte medførte en lavine af protester, og nu trækker sundheds- og omsorgsudvalget formuleringen tilbage.

Ifølge formanden for udvalget, Peder Udengaard (S), ændrer det dog ikke på indholdet af beslutningen.

»Serviceniveauet for hjælp til støvsugning bliver reduceret, så flere må klare opgaven selv. Men ud fra en individuel, konkret vurdering skal man stadig kunne få støvsuget, hvis sundhedsfaglige kriterier taler for det,« siger han.

85 pct. kan selv

Han henviser til, at forvaltningen for sundhed og omsorg stadig vurderer, at ud af de ca. 7.400, der får hjælp til støvsugning i dag, kan 6.300 (85 pct.) godt klare det selv.

Kate Runge (V) glæder sig over udvalgets præcisering af, at støvsugning fortsat er en del af serviceniveauet:

»Ingen kan tåle at bo i en beskidt bolig, og hvis borgeren ikke selv kan gøre rent, skal vi hjælpe. Sådan siger serviceloven. Men det er i orden at stramme op og gennemgå de 7.400 sager igen, for der er nok en del der kan selv, eventuelt efter lidt genoptræning,« vurderer hun.