*

Politik

EL: Borgmester og rådmænd skal droppe dobbeltløn

Der er ingen grund til, at borgmesteren og de fem rådmænd får bestyrelseshonorarer, mener Enhedslisten.

Borgmester Jacob Bundsgaard (S) og de fem aarhusianske rådmænd skal frasige sig honorar fra kommunale bestyrelsesposter.

Det mener Enhedslisten, som til den kommende konstituering af det nye byråd efter kommunalvalget vil tage aflønningerne op til diskussion.

»Det er noget mærkeligt noget, at politikerne skal tjene penge på opgaver, der er en del af deres arbejde. Det skal laves om,« siger Enhedslistens spidskandidat Keld Hvalsø Nedergaard.

Enhedslisten på Christiansborg fremsatte i sidste uge et forslag til Folketinget om at afskaffe borgmestrenes ekstra løn for eksempelvis en bestyrelsespost i KL. Lokalt vil Enhedslisten dog forsøge at få rådmænd og borgmestre til at træffe beslutningen hurtigst muligt. Enhedslisten peger på eksemplet fra Aalborg, hvor borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S) tidligere i år frivilligt foreslog modregning i borgmesterlønnen, hvis borgmesteren modtager honorarer for poster ved siden af borgmesterhvervet. Enhedslisten mener, at det vil klæde Aarhus-politikerne at gøre det samme.

»Borgmesteren skal have en god løn, og det får Jacob Bundsgaard også. 1,1 mio. kr. om året er en god løn. Det ville være et stærkt signal at sende af borgmesteren at frasige sig sine ekstra vederlag, som er et udtryk for pamperi,« siger Keld Hvalsø Nedergaard, der bl.a. peger på borgmesterens post som formand for Aarhus Havn. Havnen ejes af Aarhus Kommune.

»Byrådet har vedtaget, at borgmesteren altid er formand for Aarhus Havn, hvilket giver et vederlag på 55.800 kr. oven i lønnen for tre-fire møder om året. Det er ikke nødvendigt efter den nye vederlagsbeslutning,« siger Keld Hvalsø Nedergaard med henvisning til den vederlagsbekendtgørelse, som Økonomi- og Indenrigsministeriet offentliggjorde den 13. december 2016.

Resultatet af bekendtgørelsen er for toppolitikerne i Aarhus Kommune, at borgmesteren i år har fået en lønforhøjelse på godt 260.000 kr. i den faste del af lønnen. Rådmændene får i år godt 208.000 kr. mere i løn om året fra den 1. januar 2017. I 2016 fik Aarhus-borgmesteren 833.037 kr. i fast løn. Rådmændene tjente sidste år 665.137 kr. i grundløn. Ifølge Enhedslisten får Jacob Bundsgaard i år 404.822 kr. i vederlag for at sidde i bestyrelser, som kommunen har udpeget ham til.

Det var mandag ikke muligt at træffe Jacob Bundsgaard for en kommentar. Forslaget får dog støtte fra SF-rådmand Thomas Medom, Aarhus Kommune.

»Folk skal ikke begynde at tro, at man påtager sig en bestyrelsespost på grund af pengene, så jeg støtter forslaget,« siger Thomas Medom, som i dag ikke har andre lønnede poster end rådmandsjobbet.

Vil du have seneste nyt om Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste nyheder fra JP Aarhus én gang i døgnet - klik her, sæt flueben ved Aarhus og indtast din mailadresse. Følg også JP Aarhus på Facebook

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her