*

Politik

Konservative vil have indvandrerfamilier væk fra ghetto-områder

De Konservative foreslår at hjælpe indvandrerfamilier til at flytte til oplandet på baggrund af sprogscreening af førskolebørn. Socialdemokratiet er villig til dialog.

De Konservatives Marc Perera Christensen – her flankeret af den radikale rådmand for kultur og borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (t.v.), og rådmand for Børn og Unge Bünyamin Simsek (V) – erkender, at partiets 15 punkter på integrationsområdet formentlig ikke er tilstrækkeligt til at løse integrationen. Men han håber, at udspillet kan udløse en debat om kommunens integrationsindsats.

Et barn med anden etnisk baggrund sprogscreenes inden skolestart. Den viser sproglige udfordringer og på grund af, at barnets distriktsskole har for mange børn med sproglige vanskeligheder, bliver barnet henvist til en anden skole i et andet distrikt.

Siden 2013 er det sket 30-50 gange årligt i Aarhus Kommune, og De Konservative foreslår nu at basere en stor del af integrationsindsatsen over for indvandrerfamilier på baggrund af screeningerne.

»Omdrejningspunktet i vores bud på en integrationsindsats er helhedsplaner i familiehøjde. Børn, som skal flytte skole, får et opdelt liv mellem, hvor de bor, og hvor de går i skole, til spejder, fodbold og har venner. Hvad nu, hvis vi kunne få indvandrerfamilier til at flytte med til området omkring den nye skole,« spørger Marc Perera Christensen (K), der understreger, at en sådan indsats udelukkende vil basere sig på frivillighed:

Trafik bliver et vigtigt valgtema i Aarhus

»Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre. Men jeg tror, at alle har til fælles, at man vil gøre det bedste for sine børn. Jeg tror på, at man kunne overbevise nogle om at flytte, hvis kommunen satte sig med familien og sagde, ”jeres barn skal i skole i Harlev, hvad med om vi hjalp jer med at finde en bolig, komme i arbejde og måske udnytte kommunens fritidspas til at betale kontingent til spejder”. Nogle ville sikkert sige nej, men nogle vil måske sige, at mit barn skal have bedre muligheder.«

Marc Perera Christensen understreger, at effektmål i indsatsen er vigtige for at finde ud af, om den virker.

S åben for dialog

Efter TV 2-dokumentaren ”Moskéerne bag sløret” blev vist i 2016, tog S, SF og R et markant skridt i retning af en strammere kommunal integrationspolitik og vedtog en 10-punktsplan mod parallelsamfund i Aarhus. Den indeholdt 42 indsatser, og ifølge Socialdemokratiets politiske ordfører, Peder Udengaard, skal planen løbende opdateres med nye initiativer.

Forslag: Alle aarhusianske børn skal skrives op til daginstitu

Han afviser ikke idéen om, at udnytte sprogscreeningerne til at tage fat i integrationsopgaven for familier.

»Vi er altid åbne over for gode indspark til at løse de problemer, vi kæmper med. Så vi er åbne for videre dialog omkring udspillet og vil bestemt gerne se på det. Socialdemokratiet har også foreslået, at sprogscreene toårige for at tage endnu tidligere fat,« siger Peder Udengaard.

K: Oplandet skal i spil

De Konservative ønsker, at oplandet i højere grad kommer i spil i integrationsindsatsen over for familierne. Partiet skriver i sit politiske udspil, at oplandsbyerne er nøglen til bedre integration, og at indvandrerfamilier i højere grad skal anvises boliger her, fordi byerne er kendetegnet ved »høj beskæftigelse, lav koncentration af borgere med ikkevestlig baggrund og skoler, der tilbyder en uddannelse af høj kvalitet.«

Men flere punkter på De Konservatives plan er gamle kendinge, siger Peder Udengaard, der understreger, at mange af de foreslåede indsatser er i gang, er ved at blive iværksat eller ikke kan lade sig gøre inden for lovens rammer.

F.eks. kan Aarhus Kommune ikke lukke Grimhøjmoskéen, det vil ikke være lovligt at træffe en principbeslutning om, at der ikke må bygges en stormoské, og flytningen af Østjyllands Politis hovedkvarter er op til Rigspolitiet.

S vil fokusere bredt i valgkampen, og V vil slå på infrastrukt

Derudover foreslår De Konservative mere brug af sanktionering af indvandrere, der ikke tager imod anviste job og at indføre måltal for beskæftigelsesindsatsen. Men partiet slår en åben dør ind, fastslår Peder Udengaard.

»Hvad angår sanktioner, er der sket en tredobling fra 4. kvartal 2016 til 2. kvartal 2017 på beskæftigelsesområdet for borgere med ikke vestlig baggrund. Det har bl.a. resulteret i et fald på 9 pct. i antallet af kontanthjælpsmodtagere. Samtidig arbejder vi med en lang række beskæftigelsesmål,« skriver Peder Udengaard i en mail til JP Aarhus, hvori han også konstaterer, at stormosképrojektet er »stendødt« for Socialdemokratiet.

Vil du have seneste nyt om Aarhus direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste nyheder fra JP Aarhus én gang i døgnet - klik her, sæt flueben ved Aarhus og indtast din mailadresse. Følg også JP Aarhus på Facebook

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her