*

Kommunalvalg Aarhus
Politik

Bilisme, cyklisme og roadpricing delte politikerne på vælgermøde

SF foreslog roadpricing, mens debatten om et behov for investering i cyklisme og bilisme delte rød og blå fløj til et valgmøde tirsdag i Dome of Visions.

De fremmødte politikere var enige om, at der var behov for at lave solide investeringer i infrastruktur. Men de var uenige om, hvad investeringerne skulle rettes mod. Det røde flertal fremhævede behovet for flere og bedre cykelstier, mens de blå partier i højere grad rettede deres fokus mod bilisternes vilkår. Foto: Helle Arensbak

Nogle hundrede meter fra krydset mellem Nørreport og Kystvejen, et af de mest befærdede i Aarhus, blev der tirsdag aften holdt valgmøde i Dome of Visions. Meget symbolsk var trængsel og trafik blandt de temaer, som de fremmødte politikere skulle debattere blandt et publikum på omtrent 100 mennesker.

Valgmødet var arrangeret af Asfaltindustrien, Dansk Byggeri, Danske Malermestre, Tekniq og Aarhus Haandværkerforening.

SF’s Jan Ravn Christensen luftede muligheden for at indføre roadpricing (et system, hvor køretøjer betaler for at have kørt en given strækning, red.) i Aarhus for at komme trængselsproblemer til livs.

Kommunalvalg 2017

Vælgermøde

Debatten blev styret af tidligere tv-vært Trine Gregorius og følgende politikere deltog:

  • Bünyamin Simsek (V)
  • Elise Bjørnholt (KD)
  • HC Molbech (A)
  • Jacob Bundsgaard (S)
  • Jan Ravn Christensen (SF)
  • Jette Skive (DF)
  • Keld Hvalsø (Enhedslisten)
  • Marc Perera Christensen (K)
  • Rabih Azad-Ahmad (R)
  • Thomas Kold (Nye Borgerlige)

»Jeg tror, at vi på sigt bliver nødt til at træffe mere modige beslutninger, så der kan blive skabt mere plads på vejene. Vi bliver nødt til at tale om enten roadpricing eller myldretidsafgifter i Aarhus. Vi må regulere adgangen til byen, og hver enkelt borger må afgøre med sig selv, om de vil betale for at få adgang til byen. Den udvikling, vi har i øjeblikket, er ikke holdbar,« sagde han.

De facto-roadpricing

Jan Ravn Christensens forslag fik de konservatives 2. viceborgmester, Marc Perera Christensen, på banen. Han gav udtryk for, at der allerede eksisterer en form for roadpricing i Aarhus.

»Det er min oplevelse, at vi har en de facto-roadpricing i dag. Hvis man skal ind mod Aarhus, koster det virksomhederne tabt arbejdstid, hvilket er en omkostning, som man bliver nødt til at have med i sit regnskab,« lød det fra Perera, der konsekvent afviste SF’erens forslag.

»Jeg mener ikke, at vi skal have roadpricing. Vores infrastruktur er noget, vi bidrager til over vores fælles skattebetaling. Hvis vi skal have roadpricing, kræver det en fuldstændig omlæggelse af måden, vi tænker transport og infrastruktur. Det tænker jeg ikke, at vi skal,« sagde Perera, hvis udmelding fik tilslutning fra rådmanden for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (R), der gjorde det klart, at heller ikke De Radikale kunne støtte et sådant forslag.

Det fik Venstres spidskandidat, Bünyamin Simsek, til at rette kritik mod de røde partier.

»De Radikale vil ikke have roadpricing, SF vil gerne, og Enhedslisten er utilfreds med, at cykelhandlingsplanen ikke er blevet gennemført, men det, de kan blive enige om, er, at de vil pege på Jacob Bundsgaard som borgmester. Hvis det, som partierne kræver, er vigtigt, burde de stille det som et krav. Når de ikke gør det, er det for mig et vidnesbyrd om, at taburetter er mere vigtig end politiske holdninger,« sagde han.

Livsfarligt for gamle damer

Under valgmødet havde de fremmødte borgere mulighed for at stille politikerne spørgsmål. Der var ikke tale om et vildt spørgelystent publikum, men Anders Nielsen, der arbejder som lærer, lagde mærke til, at mange af de fremmødte politikere havde store biler påklistret valgslogans, som holdt uden for Dome of Visions. Det fik ham til at spørge, hvorfor politikerne ikke brugte cyklen til at bevæge sig rundt.

Flere af dem argumenterede med, at Aarhus er en stor kommune at bevæge sig rundt i, men anderledes var argumentationen fra Dansk Folkepartis Jette Skive, der er rådmand for Sundhed og Omsorg:

»Jeg tør overhovedet ikke cykle i Aarhus. Det er livsfarligt for gamle damer som mig, fordi de unge mennesker cykler meget stærkt,« lød bemærkningen, der fik publikum og politikerkollegaerne til at grine og smile.

Delte de røde og blå

Netop spørgsmålet om bilisme og cyklisme sendte rød og blå fløj i forskellige retninger.

»Et væsentligt del af vores fokus bør ligge på de bløde trafikanter, altså cyklisterne. Vi har behov for bedre cykelstier i Aarhus,« lød det eksempelvis fra borgmester Jacob Bundsgaard (S), hvis vision ikke blev modtaget positivt fra Jette Skive.

Vi har et rødt flertal, der i den grad har prioriteret cykelstier, cykelstier og cykelstier. Det har fuldstændig tilsidesat trafikken i denne by.
Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg og Dansk Folkepartis spidskandidat

»Det er lige præcis på trafikken, at vi kan se den store forskel på de røde og de blå i denne by. Vi har et rødt flertal, der i den grad har prioriteret cykelstier, cykelstier og cykelstier. Det har fuldstændig tilsidesat trafikken i denne by. Det synes jeg, er det største problem, vi har i Aarhus,« lød kritikken fra Jette Skive.

Kritikken var Enhedslistens Keld Hvalsø dog ikke enig i:

»Jeg kunne godt tænke mig at få regnet på det forhold mellem veje og cykelstier, som Jette Skive nævner. Jeg tror da nok, at cykelstierne mangler en god omgang mønt. Vi kan se på den cykelhandlingsplan, som vi lavede i 2007. I dag er der stadig flere ting i den, som ikke er blevet gennemført. Jeg er fuldstændig enig i, at vi bliver nødt til at se på alternativer til bilisme. Der er kun én vej, og det er at gøre alternativet attraktivt,« sagde han.

Hans forslag blev mødt med et »ja tak« fra Alternativets spidskandidat i Arhus, HC Molbech, hvis bemærkning førte til latter blandt publikum.

Erhvervsuddannelser

Valgmødet var delt op i to: Infrastruktur og erhvervsuddannelsernes attraktivitet – eller mangel på samme.

Mens uenigheden spirede i debatten om trafik og trængsel, var der mere enighed i debatten om erhvervsuddannelser. Udgangspunktet for diskussion var, at procentdelen af elever i Aarhus Kommune, der vælger erhvervsuddannelser efter folkeskolen, ligger på 11 pct. På landsplan er tallet 18 pct.

De fremmødte politikere fandt konsensus om, at der skulle gøres noget for at løse problemet. Løsningsforslagene lød bl.a. på at sikre bedre fysiske rammer på skolerne, arbejde mod såkaldt uddannelsessnobberi samt at sikre bedre uddannelsesvejledning.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Var der også bander dengang?

Kamma Ankjærø, Ny Munkegade 80 Aarhus C

Debat: Spar 25 mia. kr., og få bedre motorveje for hele Jylland

Søren Erikstrup, Havhusevej 6, Allingåbro
Hvorfor er der ikke nogen i Vejdirektoratet og Folketinget, der vågner op og spørger, om der findes en løsning, hvor E45 bliver aflastet markant, og Nord-, Vest- og Sydjylland samtidig tilgodeses?
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her