*

Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail
Odder

I Odder kan du følge et valgmøde fra sofaen

Odder Kommune holder valgmøde online onsdag aften kl. 17.

Man behøver ikke bevæge sig hen til det lokale forsamlingshus for at overvære det valgmøde, som Odder Kommune har arrangeret onsdag aften. Mødet foregår nemlig på Odder TV og Facebook, hvilket betyder, at vælgerne kan følge mødet på deres computer hjemme i dagligstuen eller på mobiltelefonen.

»Vi håber, at der er rigtigt mange, der har lyst til at følge med, når vi holder valgmødet online. Man kan se mødet, når man har lyst, og man kan nøjes med at se det emne, som man er mest interesseret i, hvis man ikke vil se det hele,« siger Odder Kommunes kommunikationschef, Rasmus Blicher.

Valgmødet bliver sendt live på Odder TV, som man finder på Odder.dk, og det bliver også streamet på Odder Kommunes Facebook-side. På Odder TV har man mulighed for at se det arkiverede valgmøde senere, mens man på Facebook har mulighed for at komme med kommentarer til politikerne.

Tre valgmøder i ét

I realiteten afvikler Odder Kommune tre valgmøder onsdag aften. Kommunen regner nemlig med, at seerne vil være mere interesserede i at følge korte møder, når det foregår på nettet.

Emnerne på valgmødet er valgt af Odder Kommunes følgere på Facebook.

»Vi har spurgt på Facebook, hvilke emner, borgerne gerne vil debattere. Der er kommet mange input fra næsten 50 borgere, og ud fra det har vi valgt de tre emner, som der er flest, der har skrevet om,« siger Odder Kommunes webmaster, Claus Buur Rasmussen.

Emnerne er infrastruktur, opland og børn. Alle partier og lister er inviteret til mødet, og der er mulighed for at stille med en kandidat til alle emnerne eller med en forskellig kandidat til hvert emne.

Politikerne har på forhånd fået følgende spørgsmål, som de hver har 1,5 minut til at besvare. Derefter er der debat i ca. 10 minutter.

Programmet

Kl. 17-17.25: Infrastruktur

Skal Odder Kommune bruge flere penge på veje, cykelstier og offentlig transport?

Kl. 17.35-18.00: Opland

Hvordan vil du sikre, at man kan leve det gode liv hele livet – også i oplandet til Odder?

Kl. 18.10-18.35: Børn

Hvad skal der til, for at vi får de bedste daginstitutioner og skoler i Odder Kommune?

Da det er et online valgmøde, er der ikke publikum i salen, og det er kun muligt at følge mødet elektronisk.

Debat på Facebook

Debatten er allerede i gang på Odder Kommunes facebookside, hvor de samme emner bliver debatteret. Det fortsætter frem mod valgmødet.

»Vi opfordrer alle til at deltage i debatten. Både kandidater til valget og andre borgere. Kom med jeres mening om, hvordan kommunen skal udvikle sig,« siger Rasmus Blicher.

Odder Kommunes facebookside har ca. 7.500 følgere og er dermed den kommunale facebookside, der har flest følgere i forhold til antallet af borgere.

Samtidig viser flere undersøgelser, at Odder Kommune er i top, når der bliver målt på borgernes engagement på Facebook. Odder TV kan ses på: odder.dk/oddertv.

JP
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her