*

Norddjurs

Direktør bliver inspektør på Det Grønne Museum, som ministeren udtrykker begejstring for

Selv om Det Grønne Museum på Gl. Estrup skal have ny direktør fra årsskiftet, så bliver det ikke et totalt farvel til chefen gennem 18 år, idet Peter Bavnshøj fortsætter på museet i en menig inspektørstilling.

Arbejdsområdet er endnu ikke defineret helt præcist, men Peter Bavnshøj fortæller, at det formentlig kommer til at handle om dele af den basale forskning inden for landbrugets historie, et område, som han har specialiseret sig i.

»Jeg blev jo ansat som direktør her i forrige årtusinde, i 1999. Og har haft jobbet i to åremåls-fastsatte perioder. Ved årsskiftet løber min anden periode ud, og jeg synes ikke, at jeg har mod på at binde mig for endnu seks år.«

Træder et skridt tilbage

Peter Bavnshøj fyldte 61 år i august og vil dermed runde de 67 ved udgangen af den næste ansættelsesperiode.

Derfor har han valgt, at tiden nu er til at træde et skridt tilbage og give plads til en ny ledelse.

»Jeg vil mægtigt gerne blive her på stedet. Det er en fantastisk arbejdsplads, og vi har gang i nogle rigtigt sjove ting.«

Peter Bavnshøj forklarer, at de seneste par år har været travle med meget rejseri mellem de to museer – Jagt- og Skovbrugsmuseet i Hørsholm og det gamle Dansk Landbrugsmuseum på Gl. Estrup.

»Det har næsten været to job, der skulle bestrides. Men nu er vi så langt fremme med selve fusionen og de store byggeprojekter, både her på stedet og med lagerfaciliteterne på kartoffelmelsfabrikken i Auning.«

Linjer for fremtiden

Tiden finder Peter Bavnshøj også på mange måder den rette, da en ny direktør vil komme til på et tidspunkt, hvor der for alvor skal lægges nogle linjer for fremtidens museumsvirke på Gl. Estrup.

»En ny direktør kan komme ind og være med til at skabe et nyt indhold om, hvad det er rent fagligt, som museet skal arbejde med. Der skal ske en nytænkning af museets arrangementsdage, ligesom skoletjenesten skal tilpasses de nye tider, hvor jagt- og skovbrug indgår som museets fagområde.«

Stillingen som ny direktør på Det Grønne Museum er opslået ledig med ansøgningsfrist 9. oktober.

Peter Bavnshøj har sagt ja til at indgå i ansættelsesudvalget, der skal finde hans afløser i chefstolen på Gl. Estrup.

Den nye direktør skal ansættes på åremål, seks år som det er sket hidtil.

»Jeg glæder mig til en ny rolle. Jeg vil ikke sidde og omklamre en ny direktør, der skal have lov til at lave de forandringer, som vedkommende synes, der skal til. Museet kører rigtig godt, men der er naturligvis mange ting, der kunne gøres anderledes.«

Direktør siden 1999

Peter Bavnshøj blev ansat på Dansk Landbrugsmuseum i december 1996 som formidlingsinspektør.

Hans arbejdsopgaver var at lave udstillinger og aktivitetsdage, skoletjeneste og den slags ting.

Efter nogen turbulens med udskiftning i ledelsesstaben på museet, blev Peter Bavnshøj i december 1999 placeret i chefstolen som konstitueret direktør, og året efter søgte han så stillingen, da den blev opslået.

»Jeg har oplevet mine år her på museet som en stor fest. Vi har haft fremgang på besøgstal, og vi har haft flere store udvidelser. Ikke mindst har vi for alvor fået etableret “den levende kulturarv” med fine forhold til vores dyr.«

Peter Bavnshøj fremhæver også tilkomsten af slagterimuseet i 2005 og købet af kartoffelmelsfabrikken, der skaffede fine og tiltrængte magasin-faciliteter.

De seneste års satsning på madens kultur er også en satsning, der har betydet rigtig meget.

»Det har bestemt været en succes, og pludselig har vi fået mange nye gæster ind, som måske ikke tidligere har interesseret sig for stedet her med vores gamle maskiner og andre traditionelle museumsgenstande.«

Sidst men ikke mindst er der fusionen med Jagt- og Skovbrugsmuseet.

»Vi står rigtig godt i museumslandskabet. Vi er rustet til den fremtid, vi går ind i med et årligt besøgstal omkring de 100.000. Et tal, som ventes at komme til at stige, når vi er endeligt på plads.«

I første omgang bliver der dog nogle vintermåneder frem til påske, hvor der lukkes ned for en del af museet i forbindelse med en større ombygning.

Ministeren er også tilfreds

Det er ikke kun museet selv, der synes, det går godt. Det Grønne Museum havde fredag besøg af kulturminister Mette Boch, da hun var på østjysk rundtur.

Det var således en særdeles veloplagt og nysgerrig kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), som var på rundtur på Gammel Estrup og Det Grønne Museum.

Her kunne hun ved selvsyn se, hvordan den omfattende fusion af Dansk Landbrugsmuseum og Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum indtil videre fungerer, og det gjorde indtryk på ministeren.

»Det er en kæmpe oplevelse. Det viser, hvordan man i den grad kan tale til sanserne ved at bygge tingene op. Både på Gammel Estrup og på Det Grønne Museum, hvor man har samlet noget, som dels minder os om vores historie, men også fortæller os noget om, hvordan tingene er i dag i forhold til det, vi kommer fra,« sagde Mette Bock og fortsatte:

»Og besøgstallene viser også, at det er populært. Man kan selv få fingre i tingene her, så man ikke bare står som passiv tilskuer og kigger på. Jeg synes, her er så perspektivrigt.«

Kun ét sted i Danmark

Det var ved årsskiftet, at de to museer officielt smeltede sammen og blev til Det Grønne Museum. Selve den praktiske del er dog langt fra overstået endnu, og arbejdet med at flytte genstandene fra Hørsholm, hvor Jagt- og Skovbrugsmuseet lå, forventes først færdig til sommer.

Til den tid forventer Mette Bock imidlertid, at man så står med et ganske unikt museum.

»Sådan et sted som Det Grønne Museum, det er noget, der kun kan være et af i Danmark. Vi har jagt og landbrug og så videre samlet ét sted, og det, synes jeg, giver en kæmpestor oplevelse. Det her bliver noget, der tiltrækker mennesker. Ikke kun fra Danmark, men også internationalt,« vurderer kirke- og kulturministeren.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

Kronik: Så opdrag for h… jeres børn

Joachim Nielsen, partner hos Idefilm og Think Big
De bliver små uforskammede og ulidelige sataner uden nogen form for rimelig ydmyghed.
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Det nye Museum Ovartaci

Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, politisk Leder for SF-Aarhus
Det er en mærkesag for SF, der endelig bliver til virkelighed, når byrådet beslutter, i hvilken form Museum Ovartaci skal videreføres.
Restauranter

Velsmag og velbehag ved åen

Ferdinand er både hotel, bar og restaurant, og det giver liv i restauranten, hvor tjenere og kokke formår at sprede god stemning og kreere god mad.

Et pletskud i spisesalonen

Smørrebrød er vel typisk noget, man spiser til frokost. På Kählers Spisesalon serveres det imidlertid også til aften. Suppleret med forret og dessert er det fint.
Annonce
Redaktionen anbefaler

Jeg var ked af bare at kukkelure i min lejlighed

Der er stort behov for et sted for socialt udsatte i Grenaa. Byens nye værested er stuvende fuld af ensomme ældre, misbrugere, hjemløse og psykisk sårbare. Den brogede flok har nu fundet et fællesskab og frirum i Café Grenaa.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her