Syge tanker

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Et af de helt grundlæggende elementer i samfundets struktur er borgernes ret, lyst og evne til at slutte sig sammen i foreninger.

Det gælder overalt, lige fra en sammenslutning af folk med særlig interesse i karpefiskeri over bådelav og sejlklubber til fagforeninger, samvirkende fagforeninger og landsorganisationer på både arbejdstager- og arbejdsgiverside og naturligvis politiske partier på folketings- og regeringsniveau. Når et emne skal behandles i medierne, eller der skal forhandles med myndighederne, kontakter man formanden eller en valgt talsmand for den pågældende sammenslutning.

Sådan er det. Man slutter sig sammen, og man lader sig repræsentere, og repræsentanterne træffer aftaler på medlemmernes vegne.

Derfor måtte det naturligvis opfattes som en dårlig spøg, da det for et par dage siden blev afsløret, at regeringen puslede med planer om at fratage Praktiserende Lægers Organisation retten til at forhandle på sine medlemmers vegne.

Men det var ikke en dårlig spøg. Det var overhovedet ikke en spøg. Det var udtryk for en syg tankegang, som fik lov til at vokse sig stor, inden den slap ud til offentligheden.

I et notat dateret 18/3 skriver ministeriets embedsmænd: »I det øjeblik, det signaleres, at PLO ikke længere betragtes som forhandlingspart, vil konkurrencelovgivningen som udgangspunkt sætte grænser for PLO’s virke og lægernes mulighed for at handle kollektivt.«

Sagen sætter begrebet ministerbetjening, som er et kontroversielt element i den foreslåede offentlighedslov, i relief, for det er netop sådanne syge tanker, som folketingsflertallet ønsker skal have lov til at udfolde sig uden offentlighedens inblanding, formentlig med henblik på at lave overraskelsesangreb på befolkningen uden mulighed for forudgående demokratisk debat.

Sundhedsministeren, hvis viden om sundhedsområdet næppe vil gå over i historien som den mest markante, var hurtigt ude med en forsigtig moderation af det syge forslag. Et sådant skridt ville kun blive taget i yderste konsekvens, erklærede hun, åbenbart med den hensigt at berolige befolkningen, men det afslører nådesløst hendes svaghed over for embedsværket. Det er dystert ildevarslende, at hun ikke straks og betingelsesløst aflivede forslaget fuldstændigt.

Hun burde øjeblikkeligt og fuldkommen entydigt have skudt dette syge forslag ned og sat de pågældende embedsmænd på plads: Tak for forslaget, men glem det. Sådan gør vi ikke i Danmark. Vi er et demokratisk land, hvor vi respekterer og understøtter enhver befolkningsgruppes ret til at slutte sig sammen, organisere sig og på demokratisk vis lade sig repræsentere.

Det er muligt, at den syge tanke er udtryk for en begyndende desperation i Sundhedsministeriet, men det er i hvert fald udtryk for et ønske om en magtfordrejning, som ligger endog meget langt fra den tradition, der her i landet har hersket siden enevældens afskaffelse.