*

Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Er der værdighed, respekt og fællesskab i hjemmeplejen?

En families skepsis over for al snak om vores fantastiske velfærdssamfund er voksende på grund af den måde, vi behandler vore ældre på.

Længst muligt i eget hjem er et godt mantra, men det fordrer, at der følger en ordentlig hjemmepleje med. Arkivfoto: Ole Lind

Her er vores erfaringer som pårørende med samarbejdet med hjemmeplejen. Eksemplerne er fra Aarhus Kommune, hvor vores mor bor. Det nyeste eksempel er, at mor har haft forstoppelse, hvilket naturligvis kostede noget energi for hende, men også for os pårørende i forhold til at få såvel hjemmeplejen som en vagtlæge og en sygeplejerske til at forholde sig til problemet. Efterfølgende gik der nogle dage, hvorefter fordøjelsessystemet gik i gang med et brag – hvilket medførte det, mor selv kalder ”et uheld”. Mor kontaktede vagtcentralen via sit alarmopkald, og de lovede at få hjemmeplejen til at komme. Det skete efter nogle timer, men hjemmehjælperen kom ikke for at hjælpe mor med at få snavsetøjet af, blive vasket og få rent tøj på og få ryddet op. Nej, hun kom for at lave frokost til mor, hvilket hun gjorde – og gik igen – »for hun skal ikke tage sig af den slags«. Vores spørgsmål bliver helt naturligt: Hvem skal så?

Et tilbagevendende eksempel er, at mor får besked på, at hun godt selv kan tage tøj af og på, også når det skal over hovedet – og det er der noget, der skal både morgen og aften. Nu er det sådan, at mor ikke kan løfte sine arme og ikke kan bære ret meget, da skuldrene er slidt op – faktisk er der ingen bæresener tilbage, hvilket er konstateret for år siden af kompetente læger.

Så hvorfor stiller nogle hjemmehjælpere sig op og siger: Det kan du godt selv?

Vores mor klarede sig selv, indtil hun som 90-årig fik et sammenfald i ryggen og efterfølgende blandt andet ikke kunne køre bil mere. Og så trådte afhængigheden ind i vores fælles liv.

Nu er mor snart 93 år og bor stadig i det hus, som hun og vores far byggede med statslån i 50’erne i en forstad til Aarhus. Og hvor vi unger er vokset op. Vi bor i København, Silkeborg og Aalborg. Vi er nu 63, 65 og 67 år gamle og er stadig aktive på arbejdsmarkedet.

Mor skal blive i huset

Vi har lovet mor, at såfremt det overhovedet kan lade sig gøre, skal hun blive i huset, til hun skal bæres ud. Og vi har været glade for mantraet: Så længe som muligt i egen bolig. Vi havde en fælles erfaring om vores mormors alderdom, hvor hun lige præcis opnåede det – med kompetent og hjertevarm hjælp fra hjemmehjælperen, som kom hos hende i de sidste mange år.

Afhængighed af andres hjælp giver rigtig mange udfordringer, men man overlever, for det skal man jo. Til gengæld synes vi, at det er vigtigt, at der er overensstemmelse i forventningerne om, hvilken hjælp mor med rette kan forvente ud fra det, hun er visiteret til, og så hvad hjemmehjælpen rent faktisk leverer. Ligesom pårørendes behov for og forventninger om tryghed og stabilitet i mors hverdag betyder meget.

Vi tre børn er såkaldt ressourcestærke personer og har naturligvis gjort, hvad vi kunne for at hjælpe vores mor igennem svære tider. Og vi gør det gerne.

Leve – ikke blot overleve

Men vi mangler et konstruktivt og givende samarbejde med hjemmeplejen. Vi forventer, at vi kan regne med robust og stabil opbakning til at skabe trygge rammer for mors dagligdag i form af praktisk hjælp til personlig pleje, måltider og rengøring på en måde, der gør mors dagligdag overskuelig og giver plads til, at mor kan bruge sine stadigt færre ressourcer på at leve resten af sit liv. Og vi mener leve og ikke bare overleve!

Nu har mor haft en blodprop i hjernen, som hun egentlig er kommet godt over med god hjælp fra sygehuset, som hun selv tilkaldte, og ambulancefolk, som hun selv lukkede ind. Mor var tilbage i egen bolig efter tre dage. Træt og svagere end hun var før. Vi regnede med og satsede på, at det offentlige var klar til at tage vare på det praktiske, så hun kunne koncentrere sig om at komme til kræfter igen.

Men sådan er det ikke gået. Tværtimod oplever vi, at hjemmeplejen har et vigtigt projekt om, at mor skal optrænes til at tage vare på mange flere opgaver selv. Så vidt vi kan høre ud fra denne snak om rehabilitering, handler den overvejende om, hvad hjemmeplejen hverken kan eller vil tilbyde af hensyn til de ansatte. Som tidligere ansat i Arbejdstilsynet ved man udmærket, hvad de taler om, og har stor forståelse for det at passe på de ansattes helbred og arbejdsmiljø.

Men vi tror da nok, at de fleste vil blive noget forbavsede, hvis en falckredder siger: »Jeg må ikke røre ved tilskadekomne.« Eller en pædagog i børnehaven siger: »Jeg kan ikke hjælpe børnene skoene på, for jeg har dårlig ryg.« Eller hvis skorstensfejeren siger: »Jeg kan ikke gå på taget, for jeg har dårlige knæ.« Mon ikke tankerne går i retning af, at så må du nok skifte job? Vores ærinde er ikke at skælde ud over den enkelte ansatte i hjemmeplejen. Vi er mere forundrede over, at politikere og ledelser affinder sig med, at det er, som det er, samtidig med at alle hjemmesider lover faste tider og faste kontaktpersoner, hvilket man hurtigt opdager ikke er blot tæt på virkeligheden. Det er lysår fra det, der foregår i hverdagen, også set i forhold til, hvordan viden om brugeren overleveres og i alt for mange tilfælde slet ikke overleveres.

Hjemme bliver en banegård

Vi går som pårørende ud fra, at hjemmehjælpen forstår, hvor stor indflydelse de har på, om det bliver en god dag eller en dårlig dag for mor. En dårlig dag er en dag, hvor de ikke hører, hvad hun siger; behandler hende som en besværlig kunde i en butik, hvor der bestemt ikke er frit valg på alle hylder; ikke er opmærksomme på, hvor meget personlig værdighed betyder; ikke er opmærksomme på, at hun er i slutningen af sit liv og har krav på at møde respekt for den situation; og hvor hun ikke oplever imødekommenhed, men afvisning. Og hvor hun oplever sit hjem som en hovedbanegård, hvor fremmede afløsere indfinder sig og spørger om de mest banale ting, hvilket for hende vil sige igen og igen. På trods af at der findes skemaer for alting. Igen vil vi pointere, at hjemmehjælperne som regel render rimeligt stærkt, så det er ikke dem, vi er ude efter.

Sådan burde det være

Vi er optaget af, hvordan vi i fællesskab kan få enderne til at mødes og skabe et værdigt liv for en ældre medborger, som i denne historie er mor.

Vores forventninger er:

At der er grænser for, hvor tit mor bliver bedt om at demonstrere, at der faktisk er noget, hun ikke kan selv mere.

At hjemmeplejen ikke har travlt med at fortælle, hvad de ikke må – og hvad de ikke kan nå, men holder fokus på den hjælp, som mor er visiteret til. Hvorfor skal hun høre på, hvor travlt de har, i stedet for at de koncentrerer sig om at hjælpe hende, mens de er der?

At de anerkender, at hun gør det, hun magter og orker, f.eks. at tilberede et måltid varmt mad hver dag. Det lykkes som regel, men skiftende hjemmehjælpere lægger ikke altid vægt på at servere det pænt og ordentligt for hende, så det fremstår appetitligt. Her kan tilføjes, at hjemmehjælpen generelt er indstillet på at sætte et købemåltid i mikroen – og så er det det! Fornemmelsen for både syn og smag lader ofte til at være meget lille eller helt fraværende.

At den enkelte hjemmehjælper er optaget af den hjælp, der kan gøre en stor forskel for mor, hvilket bl.a. er at hjælpe hende med at opretholde livslange vaner omkring sengetider, måltider, hygiejne m.v. Og jeg taler her ikke om noget som helst luksuriøst. Men i hvert fald om viljen og evnen til at ville det bedste for mor som person – og ikke alene som en opgave, der skal løses og overstås. Vi mærker tydeligt forskel på overskud og humør, når hun mødes af nogen, der både kan og vil.

At der bliver talt med mor og ikke talt (ned) til hende. Det har med både respekt og værdighed at gøre. Det er ikke smuk omsorg at sidde og klappe mors hånd og fortælle mor, at »Hej, Gerda. Det er så mig, der skal komme hos dig.«

At den enkelte hjemmehjælper ved – og kan håndtere – at man bliver berørt af at arbejde med mennesker, der har brug for ens hjælp. Det skal man blive, ellers udvikles der ikke relationer, og man beholder ikke sin egen medmenneskelighed i løsningen af opgaven.

At hjemmehjælpen som organisation styrer kræfterne mod at imødekomme brugernes behov og ser de pårørende som en stabil samarbejdspartner og ikke som en modspiller. Det er anstrengende at skulle spille op imod forsvarsmekanismer, der læner sig op ad stive regler og/eller »I må da kunne forstå, hvor travlt vi har.« Det er ikke de pårørendes interesse eller opgave. Det skal adresseres til de relevante ledere, politikere og andre magthavere.

Er de gamle mindre værd?

Vores skepsis over for al snak om vores fantastiske velfærdssamfund er voksende, for er det ikke sådan, at et samfund skal måles på, hvordan det behandler sine svageste medborgere? Måske er det bare blevet sådan, at kun de borgere, der er aktive på arbejdsmarkedet, er værd at tage hånd om? Og de kommende arbejdsaktive skal rettes til, så de passer ind på arbejdsmarkedet? Mens de tidligere arbejdsaktive må finde sig i at være blevet meget mindre værd som borgere?

Er det sådan et fællesskab, vi ønsker os? Og er det værdigt over for den enkelte borger? Er det den respekt, der er tilovers for dem, der byggede op til os?

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Politisk velfærdsplat

Uffe Lindum, Damledet 21, 8350 Hundslund
I et og alt kan jeg bekræfte essensen af det indlæg, Inge Meyer i Tilst 8/9 havde i JP.

Debat: Efterlyses: Social fornuft på de aarhusianske byggepladser

Poul-Henning Vietz, kredsformand i TEKNIQ-EL-Aarhus
Lærlinge er en mangelvare. Det gælder inden for rigtig store dele af installations- og byggebranchen og skyldes ikke mindst, at alt for lille en del af de unge vælger at tage en erhvervsuddannelse.

Debat: Problemet med socialt arbejde

Ali Aminali, socialrådgiver, byrådskandidat for Det Konservative Folkeparti, Mårslet
Vi bør kræve mere af den sociale indsats i Gellerup. Især når man tager alle de penge, der smides i prestigeprojektet, i betragtning.
Restauranter

Velsmag og velbehag ved åen

Ferdinand er både hotel, bar og restaurant, og det giver liv i restauranten, hvor tjenere og kokke formår at sprede god stemning og kreere god mad.

Et pletskud i spisesalonen

Smørrebrød er vel typisk noget, man spiser til frokost. På Kählers Spisesalon serveres det imidlertid også til aften. Suppleret med forret og dessert er det fint.
Annonce
Annonce
Biler
Den praktiske Volvo er på vej og vil være helt sin egen
Volvos nye XC40 er designet til moderne storbymennesker. Derfor er bilen proppet med praktiske detaljer, men også topmoderne teknik. Dansk introduktion til februar næste år. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her