*

Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som JP Aarhus publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Hvornår får det en ende?

En sygeplejerske på Hammel Neurocenter fortæller om, hvordan gentagne nedskæringer går ud over patienterne.

På Hammel Neurocenter bruges bl.a. krydsogtværsopgaver til at hjælpe hjerneskadede patienter. Arkivfoto: Annelene Petersen

Afmagt, frustration og tomhed er de tre ord, der mest præcist beskriver mine følelser den torsdag i september, hvor jeg stod i omklædningsrummet på Regionshospitalet Hammel Neurocenter og klædte om til mit private tøj efter en otte timers arbejdsdag. Jeg havde netop modtaget beskeden fra centerledelsen om, at Regionshospitalet Hammel Neurocenter skulle spare 28 mio. kr., og at vi derfor var nødsaget til at lukke otte senge i huset – senge, som er øremærket mennesker, der er blevet ramt af en svær hjerneskade og derfor er visiteret til højtspecialiseret neurorehabilitering på Danmarks førende hospital inden for området. 30-40 medarbejdere skulle afskediges. Medarbejdere, som er specialister inden for neurorehabilitering, og som har oparbejdet faglige og personlige kompetencer inden for en patientkategori med kognitive og fysiske vanskeligheder, der er så alvorlige, at det ikke er en opgave, man bare lige træder ind i.

Jeg er begyndt at miste troen på, at det her nogensinde får en ende

Jeg husker køreturen hjem, hvor mine følelser kun blev forstærket af at tænke på den proces, vi gennemgik to år tidligere, hvor vi stod i samme situation. Senge skulle lukke i huset. Jeg husker mine kollegaers frygt for at skulle afskediges eller omplaceres til et andet afsnit, man ikke selv havde valgt. Jeg husker frygten for ”at blive prikket”. Jeg husker de mange spørgsmål, som gik på omtanken for patienterne; hvilket tilbud skulle så gives til de patienter, der havde allermest behov for at få intensiv neurorehabilitering? Hvem skulle så løfte den opgave, når personalet på stedet netop er i besiddelse af neurofaglig specialviden, som ikke tilbydes andre steder? Det tog os to år at komme til kræfter efter fyringsrunden tilbage i 2015 og indstille os på at være færre hænder og gå på kompromis med vores faglighed og det tilbud, som vores patienter og pårørende i høj grad har brug for. Og nu er vi her så igen …

Inderst inde er jeg begyndt at miste troen på, at det her nogensinde får ende. Sundhedsvæsenet er i dag under så massivt et pres, at jeg har svært ved at finde plads til den omsorg og kvalitet, som jeg mener, at patienter og pårørende har krav på – patienter, som er ramt så massivt på deres fysiske, psykiske, sociale og eksistentielle funktion, og som er dybt afhængige af fagprofessionelle, der har muligheden for at udøve deres fag uden konstant at blive presset på tid og kravet om at effektivisere. På den anden side vil jeg kæmpe. Jeg vil kæmpe for at få mit afsnit og mit hus op at stå igen, jeg vil støtte mine kollegaer og blive ved med at italesætte, at vi skal tro på, at vi kan noget helt specielt, som kommer vores patienter og pårørende til gavn, og som netop gør det muligt for dem at leve et meningsfyldt liv på trods af den skade, de skal leve med resten af deres liv. En tidligere patient kom forleden forbi mit afsnit, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er et besøg som hendes, der gør, at der på trods af det scenarie, vi står over for lige nu, er noget og nogen at kæmpe for. Patienten skænkede afsnittet tre malerier, som udtrykte hendes oplevelse af forløbet ift. at blive ramt af en hjerneskade, og jeg hæftede mig ved hendes udsagn: »Efter mange sygehusindlæggelser var det først, da jeg trådte ind på H11, at jeg mærkede medmenneskelighed og omsorg.«

Så kære politikere, hvis vores patienter fortsat skal have denne oplevelse, så gør det muligt for personalet at udøve deres fag, og lad det her få en ende!

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Klog og visionær fusion
Keld Albrechtsen, bestyrelsesformand, Brabrand Boligforening | Keld Laursen, adm. direktør, Brabrand Boligforening
Meddelelsen om, at Langkær Gymnasium og Aarhus Tech går mod en fusion, er en usædvanlig god nyhed for de unge i Aarhus Vest.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Aarhus lige nu

De overraskende byrådsdebutanter

Anders Winnerskjold (S), Liv Gro Jensen (AL), Mette Bjerre (SF) og Eva Borch Mejnertz (R) er alle debutanter og overraskede, da de personlige stemmetal onsdag aften blev offentliggjort.
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Klog og visionær fusion

Keld Albrechtsen, bestyrelsesformand, Brabrand Boligforening | Keld Laursen, adm. direktør, Brabrand Boligforening
Meddelelsen om, at Langkær Gymnasium og Aarhus Tech går mod en fusion, er en usædvanlig god nyhed for de unge i Aarhus Vest.

Debat: Opfordring til Folketinget: Udbyg rute 26 fra Aarhus til Viborg – nu

Nils Borring, Borgmester (S), Favrskov Kommune | Steen Vindum, Borgmester (V), Silkeborg Kommune | Torsten Nielsen, Borgmester (K), Viborg Kommune
Etableringen af den planlagte nye rute 26 er en rigtig god idé, og det kan faktisk kun gå for langsomt med at få pengene afsat og spaden i jorden.

Debat: Det skulle ikke kunne lade sig gøre

Elisabeth A. Glenthøj, cand.theol., Præstegyden 5, Samsø
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her