*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som JP Aarhus publicerer. Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Kære aarhusianere – vågn op!

Et fremlagt forslag til helhedsplanlægning for Tangkrogområdet indeholder en katastrofe for vores smukke by og dens beliggenhed ved bugten.

At fylde jord i bugten for at skaffe yderligere 22 ha til endnu større events på Tangkrogen er grænsende til vandalisme af vores strandvej , skriver Niels Jørgen Ravn Sørensen. Arkivfoto: Mathias Svold

Planen for Tangkrogen indeholder en udvidelse af renseanlægget for spildevand, udvidelse af Marselisborg Lystbådehavn, etablering af flere parkeringspladser til aktiviteterne i området og en voldsom udvidelse af eventpladsen ved opfyldning med jord i bugten, således 400 meter af vores flotte strandvej ind mod byen reduceres til en landevej. Det sidste er katastrofen.

Den smukke promenade med bugten og træerne på den ene side og de flotte huse på den anden side, som rigtig mange aarhusianere spadserer på, og som de fleste andre byer virkelig misunder os, bliver næsten halveret med det ene formål at skaffe plads til større events.

Når man betænker, hvor mange tusinde kvadratmeter jord kommunen råder over, er det svært at forstå, at den mest oplagte mulighed for at få denne plads er med store omkostninger at fylde jord i Aarhus Bugt.

Første gang jeg hørte om planen, troede jeg, det var en spøg eller en aarhushistorie.

Landinspektør Jens Aakjær har i et debatindlæg i JP Aarhus den 17. august udtrykt det endnu stærkere ved at sige, at Aarhus er ved at begå alle tiders største fadæse, hvilket jeg kun kan tilslutte mig.

Selvfølgelig skal rensningsanlægget moderniseres/udvides, bl.a. for at betjene de mange nye mennesker, som ønsker at bo i vores dejlige by. Jeg har også fuld forståelse for, at der skal skaffes nye bådpladser, i det omfang der er behov herfor. Men at fylde jord i bugten for at skaffe yderligere 22 ha til endnu større events på Tangkrogen er grænsende til vandalisme af vores strandvej.

Jeg er da også vidende om, at der af andre bekymrede borgere er udarbejdet mindst to alternative løsningsforslag, der tilgodeser de to førstnævnte forhold, men ikke en større eventplads, hvorved Strandvejen bevares i fuld længde som promenade.

På et møde mandag den 14. august blev helhedsplanen fremlagt af byrådsmedlem Steen B. Andersen.

Rigtig mange aarhusianere var mødt frem, og jeg hørte ikke en eneste – ud over byrådsmedlemmet – tale varmt for planen. Tværtimod udtalte alle med forskellige begrundelser kritik, nogle endda særdeles højlydt.

De fleste udtalte bekymring over den foreslåede amputering af Strandvejen.

Det blev også oplyst, at der foreløbig er indkommet over 12.000 underskrifter mod helhedsplanen.

Ingen af delene anfægtede tilsyneladende byrådsmedlemmets begejstring for planen.

Derfor kære aarhusianere – vågn op, hvis I ønsker at bevare vor smukke strandvej i fuld længde.

Tilkendegiv en mening i den igangværende høringsfase (frem til den 13. september), eller tilslut jer en underskriftsindsamling.

Endelig skal vi huske på, at der er valg til byrådet den 21. november. Vi kan stadig nå at redde Strandvejen.

Som 72-årig aarhusianer, der elsker den by, jeg har boet i hele mit liv, vil jeg bede – nej bønfalde – det siddende byråd om at vælge en alternativ løsning.

I vil lave menneskeskabte promenader på de bynære havnearealer, men bevar dog for os og kommende generationer den promenade, som naturen har givet os, der er langt den smukkeste.

 

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet - klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Borgerinddragelse skal prioriteres højere
Knud N. Mathiesen, byrådsmedlem (DF)
Borgerinddragelse skal prioriteres højere i det kommende nye byråd i Aarhus Kommune.
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Borgerinddragelse skal prioriteres højere

Knud N. Mathiesen, byrådsmedlem (DF)
Borgerinddragelse skal prioriteres højere i det kommende nye byråd i Aarhus Kommune.

Debat: Giv aarhusianerne en grøn garanti ved nye bebyggelser

Anja Rehfeld Bærentsen, by- og regionsrådskandidat (K), bestyrelsesmedlem i Århus, Konservative Vælgerforening
Hvis vi kun tænker på økonomi og på at maksimere antallet af borgere i nybyggerier, er der risiko for, at vi glemmer selve sjælen i Aarhus.

Debat: Mikrolån Aarhus: Intelligent aktivering

Thomas Medom, rådmand for Sociale Forhold & Beskæftigelse (SF)
Mikrolån kan være en gave til borgere, der skal i beskæftigelse. Ordningen er en succes, og det skyldes en stram lovgivning, at den ikke er blevet mere udbredt.
Restauranter
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her