*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Gumpetung symbolik på Aros

Aros vil med udstillingen ”Textures of Life” kun gavne og fornøje. Men tilskuerne skal ikke kun more sig. De skal også belæres og opdrages, mener skribenten.

Hvis man betragter kunst æstetisk, betyder det, at kunsten er uden nytte. Den er en værdi i sig selv. På kunstmuseet Aros i Aarhus betragtes kunst ikke æstetisk. Aros vil gavne og fornøje. De ved godt, at folk kommer for at fornøje sig og blive underholdt. De ved godt, at museet og kunsten er en del af turistindustrien, begivenhedskulturen og ikke mindst oplevelsesøkonomien.

Men tilskuerne skal ikke kun more sig. De skal belæres og opdrages. Og hvad forstår de på museet ved ”gavne”? Det betyder, at kunsten skal gavne et bestemt politisk synspunkt, og man kan næsten regne ud, hvad det er for et synspunkt. Det svarer til en blanding af Radikale Venstre og Enhedslisten.

For tiden udstilles noget, der hedder ”Textures of Life”, og hvorfor det er på engelsk, vides ikke, men det må være af hensyn til turister fra udlandet, for kunstneren Joana Vasconcelos er portugisisk. De politiske budskaber fremgår ikke af værkerne. Ingen stoler på, at kunsten i sig selv er noget. Derfor forsynes ”gæsterne”, som vi hedder, med en lille katekismus, der skal belære os om, hvordan værkerne skal forstås.

Den slags hed i gamle dage ”den intentionelle fejlslutning”. Det betød, at når man skulle bedømme et kunstværk, måtte man ikke inddrage forfatterens intention, som man jo aldrig ved noget om. Værket var identisk med intentionen. Hvis en bog ikke er morsom, og ingen kan se noget morsomt ved den, og forfatteren siger, at det var intentionen med bogen, at den skulle være morsom – er den så morsom?

Tilsvarende: Hvis et værk er venstreorienteret, men ingen kan se det, er man nødt til at fortælle det. Man stoler ikke på, at kunsten selv kan kommunikere. Der skal en brugsanvisning til, som også forhindrer gæster i selv at danne en mening.

Begynder med en illusion

Vi skal altså have at vide, hvad budskabet er. Vi får først at vide, at det er, »som om« vi er i en »privatbolig«. Det er svært at forestille sig, når alle kan se, at vi er i en kommunal institution. Det hele begynder altså med en illusion eller fiktion.

Ikke et af værkerne er et kunstværk, men alt symboliserer et ganske bestemt politisk budskab. Det er gumpetungt og forudsigeligt, men heldigvis er der nok ingen af gæsterne, der ser alle de symboler. De skal have en eftermiddag til at gå.

Vasconcelos betragter åbenbart kunst som kunsthåndværk. Hun længes tilbage til tiden, før kunsten frigjorde sig fra nytten. Altså før æstetikken og romantikken. Hun er antimoderne. Hun har 50 ansatte. Hun er arbejdsgiver, og de mange, der hjælper hende, er navnløse. Hun synes at mene, at kunst er et resultat af »fællesskabet« og det kollektive, men i så fald undrer det, at vi kun skal kende hendes navn.

Hvorfor skal det med fællesskabet fremhæves? Jo, for samfundet er »præget af individualisme«. Og er det noget, man skal bekæmpe? Åbenbart, mener Vasconcelos og Aros. Man behøver vel næppe være nødt til at nævne, at især Enhedslisten dyrker fællesskabet, som er deres ord for den offentlige sektor.

Museumsrekord: Aros trækker gæster som aldrig før

Først og fremmest har det portugisiske kollektiv et kønspolitisk ærinde, og man må virkelig håbe, at de besøgende opdager det, inden de går i caféen og får et pølsehorn.

Vil udstille kønsroller

Hele udstillingen skal »tydeliggøre stereotype kønsrollemønstre«. Hvordan det? I gamle dage hæklede og broderede kvinder, og det blev ikke betragtet som kunst af mænd. Nu, hvor kvinder ikke længere hækler og broderer, er denne aktivitet blevet ophøjet til kunst, fordi dette arbejde er uden funktion. Det er blevet æstetiseret.

Det største værk hedder Valkyrie Rán. En valkyrie kendes fra nordisk mytologi. Der kom Danmark ind i billedet. Vi får så forklaret, hvad bølger »symboliserer«. De skal forbinde verden og forskellige kulturer, i dette tilfælde skal dansk og portugisisk kultur forbindes. Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Og denne kæmpevalkyrie minder om en forstørret udgave af de tøjdyr, man kan købe i Ikea.

Aarhus sælger kulturelle oplevelser som aldrig før

En karrusel, der ofte ikke virker, »lægger op til« et møde mellem mennesker. De enkelte karrusel-deltagere skal i fællesskab – der kom det fælles ind i det – få karrusellen til at virke. Med andre ord skal en karrusel symbolisere fællesskab. Det burde de lære af i Tivoli Friheden.

For at komme ind til udstillingen skal man igennem noget, der hedder ”Wash and Go” (fra 1998, får vi at vide. Meget vigtig viden). Der står, at disse snurrende nylonstrømper er et »sofistikeret« møde mellem det feminine og det maskuline. Gik kvinder med nylonstrømper i 1998? Nu er vi spændt på, hvad denne bilvasklignende installation skal symbolisere. Den stiller spørgsmålet, om vores seksualitet »er biologisk eller kulturelt betinget«? Gad vide, hvor mange der tænker det, når de går igennem tingesten, og hvad mon svaret er?

Et selvoptaget menneske

Det moderne menneske er »selvoptaget«. Det synes Vasconcelos. Det er sikkert lige så kritisabelt som individualisme. Vi selvoptagne, moderne mennesker kan så gå ind i en række føntørrere monteret omkring et spejl. Det hedder ”Spin”. Mon vi ikke længere er selvoptagne, når vi går ud igen? Værket er også, hvis man nu ikke kunne fatte det selv, »kritisk«.

I ”Visito Interior” handler det om husmoderen og hendes indsats i hjemmet, og den skal sammenlignes med en »helgengerning«. Det lyder lidt katolsk, og derfor har det hele også fået et andet budskab: »hjemmets fire vægge« er et »klaustrofobisk fængsel«, men nu blev selveste Aros sammenlignet med en privatbolig, et hjem, og skal vi da opfatte museet som et fængsel?

Der er en installation, som handler om prostituerede, en anden handler om »de patriarkalsk dominerede samfund, hvor jomfruelighed er et krav til ugifte kvinder«. De mener vel muslimske samfund? Det nævnes blot ikke, for man vil nødigt støde nogen, så derfor handler også dette værk om stereotype kønsforestillinger.

Det er nu ikke særlig kreativt, at alle værker handler om det samme. Det er lidt stereotypt. I en Lillicoptère – en helikopter med fjer – skal Marie-Antoinette symbolisere »ligestillingssamfundets oprindelse«. Det havde vi ikke lige tænkt på.

168 sorte telefoner er udformet som en kæmpe pistol. Og hvad mon det symboliserer? De skal få os til at tænke på de pistoler, som amerikanerne brugte i Irak og Afghanistan. Portugal deltog nu også, men det skal vi ikke tænke på. Portugals flag er fremstillet af en række strygejern, og det har ifølge pjecen med seksuel ophidselse at gøre.

Alt har et politisk budskab

Det morsomste er dog en aspirinsofa og en valiumseng. Her »vrangvender« Vasconcelos psykoanalytikeren Lucian Freud. Denne engelske maler er ganske vist i familie med Sigmund Freud, hans barnebarn, men måske er navnet også en vrangvending. ”Marilyn” er en sko lavet af gryder. Og man kan næsten regne ud, at gryderne symboliserer, at kvinden er i køkkenet. ”Slips” symboliserer stereotype kønskoder, og da slipsene flagrer frem, symboliserer de mandlig erektion. Findes der mon andre erektioner?

Og så er der en herlig Morris Oxford fra 1960’erne. Den symboliserer drenge (våben) og piger (dukker). Subtilt, ikke sandt?

Ikke et af værkerne er et kunstværk, men alt symboliserer et ganske bestemt politisk budskab. Det er gumpetungt og forudsigeligt, men heldigvis er der nok ingen af gæsterne, der ser alle de symboler. De skal have en eftermiddag til at gå.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Umodent

Bente Nielsen, cand.phil., Brabrand
Angående læserbrev fra Clara Kjeldberg Mathiasen (JP Arrhus 17/5).

Islam og danske værdier: Der forskel på tørklæder

Olivia Olsen, Bakkeskoven 115, Skanderborg
Islam er en totalitær politisk ideologi, som ikke giver plads til demokrati.

Debat: Classic Race – et flagskib for klimakommune Aarhus?

Tine Andersen, chefkonsulent, Beder
Aarhus Kommune har lanceret en ambitiøs klimaplan, men alligevel giver man tilladelse til voldsomme udledninger af CO2uden andet formål end underholdning for en lille gruppe racernørder.
Restauranter

Tag selv vinen med

Vi koncentrerer os om maden, så sørger gæsterne for vinen, siger Le Basilic i Aarhus. Maden kunne nu godt trænge til mere opmærksomhed.

En bid af Italien

Anmeldelse: Restaurant Passione er et autentisk, italiensk spisested, som trods skønhedsfejl efterlader et sympatisk indtryk.
Annonce
Redaktionen anbefaler
Artikelserie: Byens nye bands
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her