*

 

Debatindlæg

Frit valg i døden

Aktiv dødshjælp er et meget drastisk skridt at tage som samfund.

Kåre Egholm Pedersen ser gerne, at vi taler mere frit om livets afslutning. Arkivfoto: Casper Dalhoff

Sygeplejerske og forfatter Hanne Holst Rasmussen glæder sig i et debatindlæg (JP 9/1) over avisens fokus på emnet ”tabu om døden”. Det har jeg egentlig også gjort ud fra den betragtning, at en øget bevidsthed om, at døden er et fælles anliggende, gerne skulle få os til at tale mere frit om livets afslutning.

Så vidt tror jeg, vi er enige. Jeg er straks mere skeptisk, når HHR som konsekvens af den spirende frimodighed foreslår frit valg med hensyn til, hvornår vi vil herfra. Ikke for hendes egen skyld, men for hendes mands skyld. Han vil nemlig gerne have hjælp til at dø, hvis han skulle få en lidelse, der »gør, at han ikke længere kan leve livet uden svære lidelser eller handicap«.

Problemet med aktiv dødshjælp er det signal, vi som samfund sender, når vi tillader folk selv at vælge tidspunktet for deres død. Er vores løsning på lidelsens problem virkelig at ”fjerne” problemet ved at fjerne den lidende? Det virker absurd.

Det er fuldt forståeligt, at mange mister modet ved udsigten til et liv med uhelbredelig sygdom og smerte. Hvis lægerne samtidig skønner, at der ikke er noget håb om helbredelse, vil mange af os formentlig have svært ved at se meningen med overhovedet at leve videre. Men derfor er aktiv dødshjælp stadig et meget drastisk skridt at tage som samfund.

Rene ord for pengene

Der er forskel på at lade folk dø en så smertefri død som muligt og så på at bevirke livets ophør for patienten. Når 70 pct. af befolkningen angiveligt svarer bekræftende på spørgsmålet om indførelse af aktiv dødshjælp, handler det vel også om, hvordan de er blevet spurgt. Mon ikke tallet ville falde, hvis spørgsmålet lød, om vi ønsker et samfund, hvor læger skal kunne slå folk ihjel? Det ville være en grov formulering, men ikke desto mindre rene ord for pengene.

Indfører vi aktiv dødshjælp som f.eks. i Holland, kommer vi heller ikke uden om at skulle definere, hvor grænsen for dødshjælpen går. Hvem skal have lov til at udføre aktiv dødshjælp? Er patienten under pres i afgørelsesøjeblikket? Hvordan vil det føles at leve videre med en lidelse, som samfundet har godkendt som tilstrækkelig grund til ikke at leve videre? Vil man føle sig som en unødvendig byrde for samfundet? Det er spørgsmål, vi ikke bliver fri for, og der er ingen fortrydelsesret, når først loven er indført.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Annonce
Annonce
Aarhus lige nu
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Artikelserie: Byens nye band
Debatindlæg

Debat: Granhøj Dans truer med afdansningsbal

Palle Granhøj truer med at lukke sit dansekompagni, hvis kommunen ikke kommer med et snarligt svarer på, om støtten fortsætter. Man forstår frustrationen.

Debat: Udvidet gymnasium er en ”øjenbæ”

Harald Birkwald, Marselisvej 3, Aarhus C
”En skam”, var overskriften i lederen i JP Aarhus 20/9.

Debat: Når vandalismen hærger byens historie

Henrik Schmidt, Heibergsgade 17, Aarhus C
Ødelagt udsigt fra Stadion Allé står ikke alene.
Kirkearrangementer

Det sker i kirkerne

Koncerter, teaterforestillinger, foredrag. Se hvad der sker i byens kirker.
Annonce
Kommentar
Restauranter

Miro er tilbage

Åbning: Stamkunder sørgede, da Toni Leichtle lukkede Restaurant Miro efter 26 år. Men nu er den afholdte Aarhus-kok med de tyske aner tilbage.
Seneste AGF nyheder
Guides til Aarhus
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her