*

Dette er et debatindlæg: Læsere, organisationer og politikere skriver debatindlæg, som Jyllands-Posten publicerer. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Debatindlæg

Betydningen af fri forskning

Denne historie kunne ikke være blevet fortalt uden støtte fra frie forskningsmidler.

Debatindlægget omtaler bl.a. forskning i beregninger af oversvømmelser. Arkivfoto: Astrid Dalum

Min kollega, Lars Arge, kom i 2004 til et Ole Rømer-professorat på Aarhus Universitet. LA havde opholdt sig på Duke University i otte år, i begyndelsen som ph.d.-studerende, og havde her en lovende karriere. LA er datalog med speciale i effektive algoritmer til analyse og håndtering af ekstremt store datamængder.

Efter at være kommet til Danmark i 2004 fik han i 2007 en stor bevilling til et såkaldt grundforskningscenter, som fik navnet Madalgo (www.madalgo.au.dk). Det har han nu været leder for i otte år. Den teoretiske viden, som er blevet frembragt her, materialiserede sig for et par år siden i et privat firma, Scalgo (www.scalgo.com), der tilbyder beregninger af risiko for oversvømmelse.

LA’s kernemetier er teoretisk forskning i effektive algoritmer til kæmpestore datasæt. Jeg tror godt, man kan kalde det et tilfælde, at han valgte at kaste sig over terrændata og vandmodellering som et håndgribeligt problemfelt for den teoretiske forskning. Resultatet er, at man i dag kan foretage alle former for beregning af, hvordan vand bevæger sig og opstemmes på landjorden fra helt lokalt (”baghave-”) niveau til global skala (eksempelvis effekt af tsunamier), hvad enten vandet kommer fra havsiden, fra floder eller som voldsom regn fra oven.

Fra uger til dage

I begyndelsen tog den slags beregninger uger på datasæt, som var nogle få hundrede megabyte store. I dag håndterer Scalgos software datasæt i terabytestørrelsen og foretager beregningerne på få dage. Beregningen på de oprindelige datastørrelser tager kun få minutter. Scalgo er verdens førende inden for den slags beregninger og indgår således i flere landes statslige administration til håndtering af oversvømmelsesrisiko foruden stor interesse fra den internationale forsikringsbranche m.fl.

De frie forskningsmidler udgør fundamentet og livsnerven for det, som politikerne efterspørger. Ved at underminere fri forskning, underminerer man hele forretningen, og der vil blive udskrevet færre fakturaer.

Her er tale om en forsker, som så en interessant problemstilling inden for sit eget teoretiske felt og en masse afledte muligheder, før de fleste andre var i stand til at forstå, at dette ville få praktisk relevans.

Jeg kan personligt bevidne, at han i begyndelsen, efter de første resultater, faktisk var oppe imod et felt af etablerede forskere og statslige administratorer, som ikke kunne se lyset i det, der kom ud af LA’s forskning, og som mente, at de selv kunne finde de beregningsmæssige løsninger i allerede eksisterende software. Desuden, LA er jo datalog og ikke geograf, så hvilken forstand har han på hydrologi eller såkaldte geografiske informationssystemer?

Fantastisk finansieringssystem

Dette fortæller jeg for at belyse, hvor svært det er at komme igennem med nye gode idéer, hvis man bevæger sig ind på andres etablerede kompetenceområder.

I dag indgår Madalgo/Scalgo i en række forskellige strategiske forskningsprojekter og konkrete forretningsløsninger og løser således store vigtige problemer baseret på de værktøjer, som er kommet ud af grundforskningsmaskinen. Alt dette er nået på 10 år, fordi vi i Danmark har (haft) et fantastisk finansieringssystem, der er i stand til at spotte dygtige forskere og give dem de muligheder, der skal til, for at bygge nye forskningsområder.

Nej, man kunne ikke vide fra begyndelsen, at der ville komme dette eventyr ud af forskningsinvesteringerne. LA’s forskningsgruppe, Madalgo, er i dag verdens førende inden for dataeffektive algoritmer. Scalgo er blandt verdens førende til effektiv beregning af oversvømmelsesrisiko; et internationalt forretningsområde som i samme periode har været i rivende udvikling, og som derfor har et uanet potentiale.

Ja, man kan være fuldstændig sikker (som amen i kirken, Esben Lunde Larsen) på, at denne historie ikke kunne være blevet fortalt uden støtte fra frie forskningsmidler. De udgør fundamentet og livsnerven for det, som politikerne efterspørger. Ved at underminere fri forskning, underminerer man hele forretningen, og der vil blive udskrevet færre fakturaer.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Debat: Overgreb mod kysten
Kai Otto v. Barner, Absalonsgade 43, 2. sal, Aarhus C
Velkommen til debatten
  • Når du kommenterer, accepterer du Jyllands-Postens debatregler
  • Har du spørgsmål? Find svaret her
Forsiden lige nu

JP mener: Lad folk tjene så meget, de kan

Det er ikke til at undgå, at nogle er rige, og andre må leve mere beskedent.
Annonce
Seneste nyt
Se flere
Annonce
Kommentar
Debatindlæg

Debat: Overgreb mod kysten

Kai Otto v. Barner, Absalonsgade 43, 2. sal, Aarhus C
Området langs Strandvejen er enestående, derved at den åbne bræmme langs kysten kun i ringe grad brydes af bebyggelse.

Debat: Bilracerbanen på Wedelslund kommer næppe ud af sit pitstop

Jørgen Warberg, Frodes Mark 14, Skovby, Galten
Efter at Tage Nielsen på vegne af den radikale byrådsgruppe tirsdag 20/6 havde meldt et klart nej tak til en Wedelslund Racerbane i et debatindlæg, skete der lige pludseligt noget på den politiske front: SF vaklede.

Debat: Formanden for Strøget svines til af kultureliten efter sin kritik af Aros

Uwe Max Jensen , Jægergårdsgade 152, Aarhus C
Formanden for Gadeforeningen Strøget i Aarhus, Lars Svendsen, har tilladt sig i et (ironisk?) indlæg i gratisavisen Aarhus Onsdag at kritisere Aros, Aarhus Kunstmuseum, herunder den tyske kunstner Katharina Grosses værk i Mindeparken.
Restauranter

Casablanca ligner sig selv

Casablanca er genåbnet efter en renovering. Den klassiske franske caféstil er intakt, og køkkenet leverer på et pænt niveau, selv om alt ikke lykkes til perfektion.
Annonce
Redaktionen anbefaler

V: Uambitiøs plan for Mølleparken

Lokalplanforslaget for Møllepark-området giver ikke de oplevelser til aarhusianerne, som var intentionen, mener Venstre. Et hostel vil give masser af liv, siger S-rådmand, der afviser kritikken.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her